Fra inderst til yderst...

Flere gange i de 13 år, jeg har været mor, har jeg oplevet, at mine drenge, som er særligt sensitive, bliver opfattede som pivede eller for sarte, og de er mange gange ikke blevet forstået i deres følsomme side. De er måske ikke rigtige drenge, vil nogen sige, men jeg synes jo, at de er helt perfekte, som de er. Det kan godt være, at de udtrykker deres smerter eller følelser ofte, fordi de mærker dem stærkere end andre måske gør. Det gør vel ikke, at de skal holde op med at skabe sig, som de kan få at vide. Eller fordi de føler sig drillet eller udenfor, så skal de ikke bare lade være med at være så pjattet og komme ind i kampen. Følelserne er jo reelle nok, men mange forstår ikke, at der skal så uendeligt lidt til at disse børn føler sig hørt, forstået og elsket. Bare det, at du tager dig tid til at høre på deres følelse eller smerte gør, at de måske ikke så hurtigt igen kommer og vil fortælle noget igen. Det er måske et råb om hjælp til at komme videre i dagen. I sted

"Mig??? Aldrig i livet" ville jeg have sagt for 5 år siden, hvis du spurgte, om jeg endte i en konflikt med min eksmand, men ikke desto mindre skete det for 4 år siden. Jeg var stolt af, at vi var forældre, der kunne finde ud af at tale sammen og samarbejde, og som faktisk hjalp hinanden med at være forældre til vores to fælles vidunderlige drenge. Jeg følte, at jeg havde verdens bedste eksmand, fordi jeg hørte så meget om dumme ekser på singleplus.dk, som er et netværk for singler med børn. Her var virkelig meget mudderkast og negative følelser over for ekserne, som slet ikke blev forstået. Jeg forstod aldrig, hvorfor de ikke kunne finde ud af det, og hvorfor de ikke bare lagde stridsøksen for børnenes skyld. Jeg så kampe der varede flere år, og hvor Statsforvaltningen var involveret i de mindste detaljer omkring børnene. Jeg rystede på hovedet... men var lykkelig for, at det ikke var mig, der havde det sådan.  Flere i det netværk var ude i, at der var retssager omkr

Følelsen af, at der er meget i gang indeni fylder mig igen, men det er anderledes, end det har været tidligere, for tidligere har det handlet om, at meget skulle kigges på og ændres på. Nu handler det om, at der bliver bygget op... Tidligere har jeg været i gang med den helt store oprydning og afvikling inden i. Af uhensigtsmæssige mønstre, og jeg mærker, at jeg er nået til et sted, hvor jeg kan puste lidt ud og ånde lettet op, for jeg har formået at komme igennem en del og stadig stå op. Tiden er inde til at kigge fremad mod de drømme, jeg har haft i mange år, og måske er det det, der er ved at ske for mig - at mine drømme er ved at gå i opfyldelse. Jeg har fået skabt mig en kærlig og solid base og et fundament, der kan holde til det, jeg drømmer om. En skøn familie bestående af mine vidunderlige børn, min skønne kæreste og alle de andre omkring os, der bare beriger vores liv. Det er som om, jeg er blevet svær at vælte. Jeg har fundet ind til en fundamental eller måske universel

Venter...! På hvad? Mit liv? Min succes? Min frihed? Min blomstrende seksualitet? Døden? Andre? Et tegn? At det går over? At jeg bliver gladere? At jeg får mere energi? At jeg snart er færdig? Men hvad vil jeg? Tja.... et godt spørgsmål som nok er bedre at få besvaret end at vente... Blomstre!! Have succes Have energi og føle mig sprudlende Have et liv, der giver mening for mig Føle mig værdifuld Føle lykke og kærlighed Skabe mit arbejdsliv selv Skabe min fremtid med min kæreste Være følelsesmæssigt frigjort Være gældfri Være MIG! Men hvad venter du så på???

I disse dage går jeg og mærker mig selv rigtig meget. Tænker over mit liv, som det ser ud lige nu. Tænker over min skilsmisse, og selvom der er gået snart 7 år, så har jeg et anstrengt forhold til min eksmand, men det er en længere historie og egentlig ikke det, jeg ville fortælle om i denne blog. Det sidste stykke tid har jeg tænkt på, hvad nu hvis der skete min eksmand noget, så ville jeg have det rigtig skidt med, at vi har et anstrengt forhold, for det er ikke nødvendigt. Jeg tror endda, at jeg ville blive rigtig ked af, at det var sådan, det skulle ende. Og jeg gætter på, at det måske også kan være sådan for hans part?! Hvorfor så gå og spilde unødig krudt på at være sure på hinanden? Livet er for kort og for godt til at skulle ødelægges af sådan noget. Alderen spiller ind her, for jeg er blevet 40 og begge mine forældre er døde i en tidlig alder, så jeg ved, at livet kan ende lige pludseligt, og hvorfor så gå rundt med en dårlig følelse indeni, når en andens liv har taget en

Kvinderne i min familie har altid taget sig af familien og hjemmet. De har taget sig af alle andre før de overhovedet nåede til deres egne behov. Tror faktisk ikke, at de egentlig har været klar over, hvad deres egne behov var, for de var alt for trætte, da turen var kommet til dem selv. Mændene har arbejdet og kom hjem og skulle måske lige hvile inden aftensmaden var klar på bordet, og så var den jo ikke længere. Min mormor var hjemmegående rumpilot, som hun kaldte sig selv, og min mor var fuldtidsarbejde mor med alle pligterne i hjemmet samtidig. No wonder, at hun var træt.... Hun var heller ikke så god til at sætte sin grænse, så hun kørte bare på, for hjemmet skulle jo se pænt og nydeligt ud, selvom det ikke var altid, at det lykkedes. Det hele gik op i arbejde, komme hjem, købe ind, lave mad og flade fuldstændig ud i sofaen, når aftenen var ved at være omme... Måske var aftensmaden først færdig kl. 21, fordi min mor var fuldstændig udmattet efter arbejde, hvilket jeg ikke kan be

Der er mange sætninger eller beskeder fra mine forældre eller bedsteforældre, der har præget mig igennem mit liv, og sådan er det jo selvfølgelig altid, men dem jeg nu vil nævne er nogle af dem, som har været blokeringer for mig liv. Det er gået op for mig, da jeg i går sad og så "Stjernene på slottet", hvor det var Tommy Kenter, der var i fokus. Han fortalte om sin barndom, hvor han skulle være på en bestemt måde for at blive elsket. Han havde haft en ret omtumlet barndom, som selvfølgelig havde sat sine spor, og han var meget bevidst om det. Da han fortæller om den lille uartige dreng, der er inden i ham, som ingen andre kan holde ud, mærker jeg bare tårerne stige op i øjnene på mig, for det mindede mig bare så meget om mig selv. I slutningen af programmet fortæller Tommy Kenter, at han som voksen ikke kan have et forhold til en kvinde længere end 3-4 år, for så kan han ikke længere holde den lille uartige dreng væk. Han kan ikke længere spille den artige dreng, som er el

Helt ærligt ved jeg ikke, hvordan jeg ønsker at være som kvinde. Indtil nu har jeg nok udlevet en del af mit liv som den pige, der ikke fik opmærksomhed. I hvert fald når det gælder mit tøj. Jeg er gået efter det mest farverige og det som ingen andre havde, så jeg kunne skille mig ud. Jeg havde brug for at adskille mig fra min mors stil, for hun har altid prøvet at prakke mig hendes stil på, og jeg har altid ikke kunnet lide hendes stil, for det var slet ikke den, jeg var indeni. Jeg har gjort oprør imod hendes måde at se mig på. Hver gang hun var med ude og købe tøj viste hun mig tøj, som hun syntes, at jeg skulle have på, og jeg valgte altid det stik modsatte, fordi jeg nægtede at være som hende og at se ud som hende, for for mig at se var hun meget konet i sin stil. Så efter jeg er blevet voksen har jeg nok også fortsat den stil med ikke at ville ligne min mor - helt ubevidst, og jeg har haft svært ved at finde mig selv i det. Og lige nu da jeg for alvor er ved at nå ind til

I går sad jeg nede på stranden, efter at jeg havde afleveret mine drenge i skole. Tanken var, at jeg bare lige skulle derned og trække vejret dybt og bare være ved vandet, fordi jeg ved, at det nærer mig. Da jeg sidder dér på bænken og slapper af, kommer der en masse tanker, som virkelig bliver til en indsigt for mig. Måske har jeg hørt det fra andre før, men det virker først på mig, når jeg selv "opdager" det og mærker det på egen krop. Faktisk kan jeg ikke huske helt, hvor det startede, men jeg funderede over det med alle de forskellige mennesker, der deler deres visdom, som var det sandheden for alle mennesker. Mennesker, som jeg har set meget op til, og måske i virkeligheden idoliseret en smule. Det er både danske og udenlandske personer. Ofte har disse personer ramt noget i mig, og jeg har tænkt, at jeg ville være som dem og bruge deres metoder. Sætninger som "Du skal bare være i nuet", "Alt er kærlighed", "Du skal bare være i kærligheden&q

Efter jeg er flyttet sammen med min kæreste, er jeg bare blevet tykkere og tykkere og specielt på maven, og i går blev jeg spurgt, om jeg var gravid... Arrrgh. Det er ikke fedt! men jeg forstår godt, at jeg bliver spurgt.... Jeg har haft rigtig svært ved at forstå, hvorfor jeg altid er blevet tykkere, når jeg indgik i et forhold, og jeg har tænkt, at det kan være, fordi man spiser anderledes eller hygger lidt mere, men lige præcis i dag går det op for mig, hvad det er, der sker for mig. For jeg er begyndt på en spirituel kur med fokus på de områder, der generer én, og her er et af mine områder altså min krop. Faktisk tænkte jeg ikke på det, men i dag da vores gamle bils motor igen igen går i stå, midt i at jeg kører, og speedometret kun virker når det har lyst - og det er åbenbart kun, når jeg kører, for min kæreste oplever det ikke - men jeg bliver så forbandet frustreret, og føler mig enorm usikker, når jeg skal køre sådan en bil, der bare kan finde på at gå i stå, så jeg ringer

Forandringer er på vej. Jeg føler, at jeg er igennem en transformation, hvor der bliver ryddet op i gamle uhensigtsmæssige mønstre og destruktive følelser, og nogle gange er det så ubevidst, at jeg ikke lægger mærke til det. Men drømmene fortæller mig, at der sker en masse indeni. Mine erindringer af drømme er blevet skærpet igennem årene, fordi jeg har fundet ud af, hvor meget det fortæller mig, når jeg husker drømmene og prøver at forstå dem. Lige i øjeblikket synes jeg, at der er et tema der går igen. Det handler om seksualitet, lyst og lidenskab, men det er lidt forbudt, og jeg oplever det som ganske grænseoverskridende, det der sker i mine drømme, og samtidig kan jeg godt lide det. En mand som jeg ikke kender begynder f.eks. at lægge an på mig, og jeg forsøger at skubbe ham væk, fordi jeg mærker en erotisk tiltrækning, som jeg ikke vil være ved. Og jeg nyder det lidt, og bagefter mærker jeg skammen og skylden, og jeg bliver så flov, når jeg i drømmen opdager, at jeg har lav

Jeg husker tydeligt alt det, som min mor gjorde, som jeg bare synes var irriterende som barn. Hendes måde at komme ind, når hun vidste, at jeg var ked af det, og måden hvorpå hun spurgte, om der var noget galt. Min mor ville tale om alt, fordi hun var af den overbevisning, at man kunne tale sig ud af alt. Men nogle gange så hadede jeg det. Hun kom altid med gode råd, og delte hjertens gerne ud af dem uden at tænke på, om jeg egentlig ville have dem, for hun tænkte blot på, at jeg skulle have hendes visdom. Jeg brød mig ikke om det, og jeg følte, at hun var total grænseoverskridende, når hun blev ved med alle hendes råd. Nu gør jeg fandeme det samme selv!!! Arrrghhh... og jeg har et par børn, der reagerer på det, hvilket jeg jo godt forstår, men jeg forstår pludselig også min mor og hendes måde at gå til mig på, når jeg havde det skidt. Hvis mine børn har det skidt, så spørger jeg ind til det og jeg kommer også med forslag og gode råd, og jeg vil så gerne hjælpe dem, for jeg tror, at

Jeg var til min tantes 70 års fødselsdag i går aftes. Jeg var ret spændt på det, fordi jeg ikke har særlig meget kontakt med min familie mere efter både min far og min mor er gået bort, og det var første gang, at jeg skulle præsentere min kæreste for min familie og min familie for min kæreste. Tankerne havde været tilbage i tiden og rundet minderne om familiefester, som ofte bare var noget med at mødes, spise noget mad og snakke, og så gik vi hjem igen. Og hvis det var runde fødselsdage var det suppe, steg og is. Ret overfladisk synes jeg faktisk, og det bar præg af, at der ikke var harmoni i familien. En masse gamle historier og fordomme om hinanden gjorde, at vi faktisk ikke kom hinanden særligt ved. Og samtidig skulle det se ud som om, at alt var fryd og gammen. Jeg husker, at jeg ofte følte mig meget ensom til disse fødselsdage, fordi jeg ikke følte mig som en del af fællesskabet, og jeg havde nok heller ikke lysten til at være en del af det, jeg mærkede, der foregik, så det va

I mange år har det været et stort ønske for mine drenge at komme ud og rejse som alle de andre i skolen. Det er jo sådan det lyder, men jeg har grundet min økonomiske situation ikke haft mulighed for at give dem denne oplevelse, og det har jeg drømt om, at jeg en dag ville kunne gøre. Den dag er så kommet, for i går bestilte vi en rejse til sydspanien, og da jeg fortalte min ældste søn det i går, var hans første reaktion, at han blev nervøs for at skulle flyve, fordi han var bange for, at flyet skulle blive væk, som det fly i Malaysia eller at flyet skulle styrte ned. Frygten tog allerede fat i ham, da han fik det at vide. Her til morgen fortalte jeg min yngste søn det, og han lyste helt op, og blev rigtig glad, og så spurgte han, om der i sydspanien var oversvømmelse og tornadoer. Igen en frygt, som er plantet et eller andet sted. Jeg blev en smule ked af det, fordi drengene ikke bare kan nyde, at de skal på ferie, og at de ikke tænker så meget på, hvad der nu kan ske. Jeg

Her står jeg så... i stuen i en potte, hvor jorden ikke giver mig særlig næring, og hvor jeg ikke bliver vandet regelmæssigt. For ikke så længe siden tabte jeg næsten alle mine blade, og var ved at visne helt hen, men heldigvis var der en kærlig sjæl, der forbarmede sig over mig, og gav mig vand og nussede om mig. Jeg blev trimmet lidt, så jeg kunne fokusere min energi på de grene, der ikke var visne. En af mine rødder har mistet grebet af jorden, men det betyder ikke noget, for jeg har godt fat med 3 andre store rødder, som står solidt plantet i jorden - dog stadig i potten, som er lidt uhensigtsmæssig for mig, men pyt.... det er bedre end at forgå. Hvis jeg kigger på mit liv fra jeg var ganske lille skud på stammen, har jeg haft store drømme om at nå helt op til himlen med en prægtig trækrone fyldt med de frodigste grønne blade. Jeg ville strække mig helt derop og mærke, hvor lykkelig jeg var over at være mig, men i stedet er jeg blevet holdt nede, hver gang jeg strittede bare li

Følelsen af at det ydre ikke stemmer overens med det indre fylder i mig og har gjort det ret lang tid. Det er ikke bare noget med, at jeg trænger til nyt tøj, som jeg har haft så mange gange før. Denne gang handler det om, at jeg slet ikke føler mig godt tilpas med det, jeg ser i spejlet. Det handler selvfølgelig også om, at min krop har forandret sig, men det er ikke det hele. Det tøj, jeg tidligere har haft på, føles bare helt forkert. Som om mit hylster ikke længere passer til min sjæl eller det, jeg har indeni, men jeg kan heller ikke finde ud af, hvad der så passer, for det hele er så nyt for mig. Faktisk kan man vel kalde det en identitetskrise, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad der ligger bag. Jeg har længe klædt mig i tøj som unge piger også kunne finde på at have på, og det føles ikke længere skønt at have på. Jeg har en oplevelse af, at jeg har brug for tøj for lidt mere modne kvinder. Jeg er jo også ved at være oppe i den alder, hvor jeg ikke er helt ung mere, se

Længe har jeg gået rundt om mig selv og været lidt rastløs, for jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad meningen med mit liv er. At finde det, jeg virkelig brænder for, har været en gåde for mig. Jeg har oplevet spæde glimt af det, som jeg gerne vil, og jeg har forsøgt mig udi kunsten at starte op selvstændigt med det, jeg troede, var noget, jeg brændte for, for derefter at finde ud af, at det ikke helt var det, jeg ville. Da jeg startede på clairvoyanceuddannelsen følte jeg, at jeg havde fundet min rette hylde. Endelig mærkede jeg, at her hørte jeg hjemme. Jeg ville så gerne starte op og arbejde som clairvoyant, og jeg fik også lavet en fin hjemmeside, men jeg brændte ikke 100% for det, og hver gang jeg skulle lave en clairvoyance, har jeg følt det lidt forkert. Jeg følte, at jeg skulle hive mig selv op ved hårrødderne, når det skulle gøres. Det kan der selvfølgelig være forskellige årsager til, men det føltes ikke rigtigt for mig alligevel. Det hele foregik i mit hoved, og jeg havde

I disse dage går jeg og spænder op i kroppen, og tanken om at skulle være blandt en masse mennesker gør mig helt træt. Jeg har brug for at være helt alene, for lige nu foregår der en masse indeni mig, som jeg har lidt svært ved at sætte ord på, og jeg kan ikke helt greje det. Nu har jeg gået rundt om mig selv i denne uge og forsøgt at greje, hvad det er, der sker. Forandringer er svaret! Der sker en masse forandringer, og jeg mærker, hvor bange jeg er for at miste kontrollen og miste mig selv i alt det her, der sker lige nu. Jeg mærker, hvordan jeg forsøger at klynge mig til noget, som jeg kender, for et eller andet sted ved jeg, at det som har været engang bliver brudt ned. Jeg ved, at det er forandringer til det bedre. Det har været en hård periode for mig igennem rigtig lang tid, og jeg har brugt min energi på at komme ovenpå og kæmpe mig igennem udfordringerne, der er væltet ind over mig. Og jeg har lært ufattelig meget af det. Det er jeg taknemmelig for nu, når jeg er kommet g

Da jeg var lille kiggede jeg rigtig meget på mine familiemedlemmer - specielt de ældre i min familie, og jeg så mennesker, der var overvægtige og som døjede med det. Det var både på min mors og min fars side af familien. Der blev ofte talt om, at disse mennesker var tykke, og der blev måske også lavet en sjov bemærkning omkring dem, når de ikke hørte det. Det hørte sig til, og som barn tænker man ikke videre over det. Det tænker jeg så over nu, når jeg selv har taget på og ikke føler mig særlig godt tilpas i min krop. Føler, at den er stagneret og at energien er gået helt i stå derinde - og måske er den også det. Følelserne følger med, når man ikke har det særlig godt med sin krop, så det svinger en del, og når følelserne svinger, putter jeg mad i munden for trøst - eller det måske cola, der er min største trøst. Altså en ond cirkel, jeg er kommet ind i. Jeg går og tænker på, hvorfor jeg pludselig har taget sådan på, for af natur er jeg slank og har altid været for tynd, synes noge

Nu skrev jeg sidst, at jeg endelig er nået dertil i mit liv, hvor jeg har fundet en ro og et rigtig godt og solidt fundament at gå ud fra, og efterfølgende har der været ret meget kaos indeni. Ikke voldsomt, men der er sket mange ting på indersiden. Følelserne har drønet rundt, og jeg har ikke kunnet finde hoved og hale i, hvad det er, der sker. Her til morgen går det op for mig, at det godt kan være, at jeg har fået skabt mig et godt fundament, og at jeg føler, at jeg er i lyset, men jeg er jo slet ikke vant til at begå mig herude, og det skaber en masse frygt hos mig. Hvordan gør jeg, og hvor skal jeg gå hen? Og ikke mindst, tør jeg at tage det skridt, som jeg faktisk så gerne vil? Det er en spændende tid, men der er også meget gammel frygt, der skal overvindes, men det føles slet ikke uovervindeligt, men det kræver som så meget andet, at jeg bare tager et lillebitte museskridt for at komme videre. Når først det ene skridt er taget, og jeg mærker, at jeg ikke dør af det, så rulle

I lang tid, og her mener jeg rigtig mange år, har jeg ledt efter lyset for enden af tunnelen. Jeg har skullet overleve og finde en vej ud af mørket. En lang og sej rejse har jeg været på. En rejse, der har budt mig mange forskellige ting. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har mærket min styrke og min lyst til livet, for ellers var jeg ikke her, hvor jeg er i dag. Det kommer lidt bag på mig, at jeg har haft en lyst til livet, for det har ikke føltes sådan, men det er selvfølgelig det, jeg har kæmpet for. Tør ikke tænke tanken om, hvor jeg kunne være endt, hvis jeg havde givet op, og hvor er jeg taknemmelig for det lige nu. Så forstår jeg bedre den træthed, der kommer over mig i ny og næ, for jeg har brugt al min kraft og energi på at overleve, så jeg kunne give mig selv et godt liv og mine drenge en god start på livet. Den anden dag i bilen sad jeg sammen med min kæreste og talte om et eller andet, og jeg kunne pludselig sige, at jeg føler, at jeg ikke skal finde lyset for end

Mennesker med power har jeg altid været fascineret af. Ofte har jeg sat dem op på en piedestal, som om de var bedre mennesker end mig. At de er klogere end mig, og mere end mig. Deres ord har fået lov til at være min lov, fordi jeg troede, at de vidste, hvad livet handlede om, at de havde fundet nøglen til succes. Igennem tiderne har jeg underlagt mig disse mennesker, og har troet, at når de sagde det, så var det rigtigt, og jeg er gentagne gange blevet overrasket, når disse selv samme mennesker også kan have problemer lige som jeg selv. De er dødelige lige som jeg! Samtidig med, at jeg fik pillet dem ned fra piedestalen, har jeg set på dem og på mig selv for at finde ud af, at jeg jo også kan de ting, som de kan. At jeg også er lige så smuk som dem, eller at jeg er lige så powerful som dem. Det er ved at gå op for mig, at jeg selv indeholder disse ting, som jeg har været fascineret af, og jeg er begyndt at ville stå ved dem. Jeg ser nu, at det har handlet om mit selvværd elle

Drawn to the unknown feeling insecure just for a while one step yet another step and suddenly you're there where the unknown is no more unknown Closer to your soul closer to your life purpose closer to just being who you are meant to be Is there a thin line to cross? Do I know when I cross it? or shall I climb a mountain to get there? Perhaps I'm already there but I cannot see it because it is not to be seen with the eyes It is not to be felt as a feeling it is not to be touched It is a new consciousness inside you an inner knowing that you have reached the point you have been seeking for a long time Just be aware of the things happening around you people you meet Songs you like to hear and you'll find out that it is different from before Not that things outside you have changed but you have changed and you have a new perspective on life a much broader vision a more positive attitude towards others and yourself You'll see a bigg

I lang tid har jeg kæmpet og kæmpet for at blive glad og lykkelig, og jeg har virkelig fået brudt rigtig mange uhensigtsmæssige mønstre i livet og fået sat sunde grænser for mig selv og andre. Og faktisk er mit liv nu nået til et sted, hvor jeg burde føle stor lykke, for jeg har alt, hvad jeg drømmer om, men sådan er det ikke helt.... Jeg er ved at finde ud af, hvad det er, der holder mig tilbage, og det eneste, der holder mig tilbage er MIG. Da jeg var på stranden tidligere i dag for at gå og tænke klart og prøve at finde ud af, hvad det er, der sker for mig, fandt jeg ud af, at når jeg mærker stor glæde, kærlighed og lykke, lukker jeg i som en østers, og finder lige et eller andet, der ikke helt fungerer. Det er som om, jeg ikke tillader mig selv lykken, og det er nemmere for mig at forholde mig til, at jeg ikke har det for godt, men jeg har det jo godt. Hvad hulan sker der.... Det sker på et ubevidst plan - meget subtilt. Faktisk har jeg opdaget det før på den uddannelse, je

Ofte tænker jeg på, at jeg savner naturen og den vej, jeg ofte gik ned af, da jeg boede på Lyngen i sommerhusområdet tæt på vandet - Vej nr. 11. En vej, der ikke var særlig beboet, slet ikke om vinteren, men der var noget vildt og uspoleret ved den vej. Når jeg gik ned ad den, så følte jeg, at jeg gik dybere og dybere ind i mig selv og fik skrællet al omverdenens støj og uro af min krop og mit sind, og det var her, at jeg fandt ro og trøst, når jeg havde det svært. Jeg fandt også glæde og lethed, når jeg var dér i mit liv. At gå ned ad den vej, som jeg kendte så godt, føltes bare så skønt. Jeg fulgte med i årstiden på vejen, også når der skete forandringer på vejen, for jeg kendte den, som var det min egen bukselomme. Det var også her, jeg fik en masse oplevelser med vilde dyr og specielt rådyr helt tæt på. Det sker ikke her i byen. Suk! Savner at bo midt i naturen. Haven er altså ikke det samme for mig. Det føles slet ikke på samme måde, for støjen fra vejen er der stadig, og je