At være en del af en familie....
Jeg var til min tantes 70 års fødselsdag i går aftes. Jeg var ret spændt på det, fordi jeg ikke har særlig meget kontakt med min familie mere efter både min far og min mor er gået bort, og det var første gang, at jeg skulle præsentere min kæreste for min familie og min familie for min kæreste.
Tankerne havde været tilbage i tiden og rundet minderne om familiefester, som ofte bare var noget med at mødes, spise noget mad og snakke, og så gik vi hjem igen. Og hvis det var runde fødselsdage var det suppe, steg og is. Ret overfladisk synes jeg faktisk, og det bar præg af, at der ikke var harmoni i familien. En masse gamle historier og fordomme om hinanden gjorde, at vi faktisk ikke kom hinanden særligt ved. Og samtidig skulle det se ud som om, at alt var fryd og gammen.
Jeg husker, at jeg ofte følte mig meget ensom til disse fødselsdage, fordi jeg ikke følte mig som en del af fællesskabet, og jeg havde nok heller ikke lysten til at være en del af det, jeg mærkede, der foregik, så det var ikke lysten dengang, der gjorde at jeg tog med, men jeg gjorde det, fordi jeg skulle. Og jeg havde taget min fineste maske på, når vi skulle afsted. Jeg skulle se glad og venlig ud.
Traditionerne var også meget stærke i den familie, og min mor især holdt dem i hævd. Jeg har haft lidt antiparti mod de traditioner, fordi jeg ikke kunne mærke hjertevarmen i dem. Det var der bare, fordi sådan havde vi altid gjort eller sådan havde morfar bestemt, at vi skulle gøre.
Og mit forhold til fætre og kusinen var stort set ikke eksisterende, fordi vi så hinanden så sjældent og der var stor aldersforskel på os. Jeg var den yngste.
Efter jeg har mistet begge mine forældre, har jeg ikke haft særlig kontakt med familien. For jeg har tænkt, at nu var der jo stort set ikke rigtigt noget at holde fast i, for min mor var hende, der holdt sammen på familien, så vi så hinanden. Jeg har så ikke selv gjort så meget for at opsøge familien, og jeg har faktisk også lidt dårlig samvittighed over det, men samtidig har jeg haft følelsen af, at jeg ikke havde familiefølelsen, så det var fint nok.
Dog har jeg besøgt min gamle mormor nogle gange, men det bliver sværere og sværere for mig at tage hjem til hende, for det gør så ondt på mig at se hende blive mere og mere gammel og dement. Og jeg har heldigvis fået kontakt til min kusine, som jeg faktisk er rigtig glad for at være sammen med.
Men i går kulminerede det hele. Jeg tog til festen med forventningen om, at det var som det plejede, men jeg opdagede noget andet allerede, da vi var på parkeringspladsen, hvor vi mødte min fætter fra Sverige og min tante samt hendes 2 ældre søstre. Det var som om, vi bare ikke havde været særligt længe væk fra hinanden. Vi kender bare hinanden.
Det var en rar genforening, hvor jeg så min lille gamle mormor, som jeg ikke har turde besøge et stykke tid, fordi jeg var bange for, at hun ikke kunne kende mig. Hun kunne stadig kende mig, og hun huskede også min kæreste, og hun strålede, da vi talte sammen. Som om hun livede lidt op. Så dejligt <3
Min bror, jeg ikke har set i et par år snart, der gav den varmeste krammmer.
Så var der min dejlige kusine, hendes mand og deres to helt vidunderlige børn. Mine børns grandfætter og grandkusine, som de aldrig har mødt. Det skal de helt sikkert nu!
Min anden fætter og hans kæreste, som bare er nogle skønne mennesker, der er supergode til at fjolle og skabe en dejlig stemning.
Min fætter fra Sverige og hans skønne kone og deres 3 voksne drenge fra Sverige, som jo også er mine drenges grandfætre, som omsorgsfuldt satte sig ned ved deres oldemors side og spurgte til hende. De hjalp til med at tage af bordet, og de sang og spillede en sang til deres farmor. Det var meget rørende.
Så var der jo selvfølgelig min tante, og hendes to ældre søstre, som er fra Sverige, og de deltog i festen på lige fod med alle andre og var også ret festlige. Jeg synes, de havde en helt særlig energi med sig. En livsglæde og et lys, som jeg ikke så tit ser hos mennesker over 70. Den ældste var 84 - det kunne man så ikke lige se, når hun dansede disco på dansegulvet med resten af familien. Det gjorde mig så glad at se, at sådan kan man også have det, når man når den alder. Det er noget, man selv bestemmer.
Jeg følte en stor samhørighed med min familie i går. Og vi havde en fed fest, hvor det var alt andet end suppe, steg og is. Det var lege og dans til disco. Så er jeg på, og jeg kan se familielighederne i stor stil på dansegulvet, for ingen af os kan danse stille og roligt :D
Da vi kørte hjem var jeg fyldt med kærlighed, og jeg var helt høj af den fede stemning. Jeg ved ikke helt, hvad der var sket. Var det bare mig, der havde ændret mig, så jeg så det, som altid har været, eller var det virkelig ændret? Det er ikke helt til at vide, men det er i hvert fald ikke sidste gang, at vi skal feste med familien, for det var sgu en fed oplevelse. Det eneste jeg var lidt ked af, var at mine drenge ikke var med. De var hjemme hos deres far, men de må med næste gang, eller også må vi selv holde en fætter/kusine fest.
Og det bedste af det hele var, at jeg følte mig i live og jeg kunne være mig sammen med min gakkede familie, og min kæreste passede bare SÅ godt ind!
Så fra nu af siger jeg ikke, at jeg ikke har nogen familie. For det har jeg! Og jeg har en skøn, skideskør og festlig familie, og jeg er taknemmelig for at være en del af den.
Tankerne havde været tilbage i tiden og rundet minderne om familiefester, som ofte bare var noget med at mødes, spise noget mad og snakke, og så gik vi hjem igen. Og hvis det var runde fødselsdage var det suppe, steg og is. Ret overfladisk synes jeg faktisk, og det bar præg af, at der ikke var harmoni i familien. En masse gamle historier og fordomme om hinanden gjorde, at vi faktisk ikke kom hinanden særligt ved. Og samtidig skulle det se ud som om, at alt var fryd og gammen.
Jeg husker, at jeg ofte følte mig meget ensom til disse fødselsdage, fordi jeg ikke følte mig som en del af fællesskabet, og jeg havde nok heller ikke lysten til at være en del af det, jeg mærkede, der foregik, så det var ikke lysten dengang, der gjorde at jeg tog med, men jeg gjorde det, fordi jeg skulle. Og jeg havde taget min fineste maske på, når vi skulle afsted. Jeg skulle se glad og venlig ud.
Traditionerne var også meget stærke i den familie, og min mor især holdt dem i hævd. Jeg har haft lidt antiparti mod de traditioner, fordi jeg ikke kunne mærke hjertevarmen i dem. Det var der bare, fordi sådan havde vi altid gjort eller sådan havde morfar bestemt, at vi skulle gøre.
Og mit forhold til fætre og kusinen var stort set ikke eksisterende, fordi vi så hinanden så sjældent og der var stor aldersforskel på os. Jeg var den yngste.
Efter jeg har mistet begge mine forældre, har jeg ikke haft særlig kontakt med familien. For jeg har tænkt, at nu var der jo stort set ikke rigtigt noget at holde fast i, for min mor var hende, der holdt sammen på familien, så vi så hinanden. Jeg har så ikke selv gjort så meget for at opsøge familien, og jeg har faktisk også lidt dårlig samvittighed over det, men samtidig har jeg haft følelsen af, at jeg ikke havde familiefølelsen, så det var fint nok.
Dog har jeg besøgt min gamle mormor nogle gange, men det bliver sværere og sværere for mig at tage hjem til hende, for det gør så ondt på mig at se hende blive mere og mere gammel og dement. Og jeg har heldigvis fået kontakt til min kusine, som jeg faktisk er rigtig glad for at være sammen med.
Men i går kulminerede det hele. Jeg tog til festen med forventningen om, at det var som det plejede, men jeg opdagede noget andet allerede, da vi var på parkeringspladsen, hvor vi mødte min fætter fra Sverige og min tante samt hendes 2 ældre søstre. Det var som om, vi bare ikke havde været særligt længe væk fra hinanden. Vi kender bare hinanden.
Det var en rar genforening, hvor jeg så min lille gamle mormor, som jeg ikke har turde besøge et stykke tid, fordi jeg var bange for, at hun ikke kunne kende mig. Hun kunne stadig kende mig, og hun huskede også min kæreste, og hun strålede, da vi talte sammen. Som om hun livede lidt op. Så dejligt <3
Min bror, jeg ikke har set i et par år snart, der gav den varmeste krammmer.
Så var der min dejlige kusine, hendes mand og deres to helt vidunderlige børn. Mine børns grandfætter og grandkusine, som de aldrig har mødt. Det skal de helt sikkert nu!
Min anden fætter og hans kæreste, som bare er nogle skønne mennesker, der er supergode til at fjolle og skabe en dejlig stemning.
Min fætter fra Sverige og hans skønne kone og deres 3 voksne drenge fra Sverige, som jo også er mine drenges grandfætre, som omsorgsfuldt satte sig ned ved deres oldemors side og spurgte til hende. De hjalp til med at tage af bordet, og de sang og spillede en sang til deres farmor. Det var meget rørende.
Så var der jo selvfølgelig min tante, og hendes to ældre søstre, som er fra Sverige, og de deltog i festen på lige fod med alle andre og var også ret festlige. Jeg synes, de havde en helt særlig energi med sig. En livsglæde og et lys, som jeg ikke så tit ser hos mennesker over 70. Den ældste var 84 - det kunne man så ikke lige se, når hun dansede disco på dansegulvet med resten af familien. Det gjorde mig så glad at se, at sådan kan man også have det, når man når den alder. Det er noget, man selv bestemmer.
Jeg følte en stor samhørighed med min familie i går. Og vi havde en fed fest, hvor det var alt andet end suppe, steg og is. Det var lege og dans til disco. Så er jeg på, og jeg kan se familielighederne i stor stil på dansegulvet, for ingen af os kan danse stille og roligt :D
Da vi kørte hjem var jeg fyldt med kærlighed, og jeg var helt høj af den fede stemning. Jeg ved ikke helt, hvad der var sket. Var det bare mig, der havde ændret mig, så jeg så det, som altid har været, eller var det virkelig ændret? Det er ikke helt til at vide, men det er i hvert fald ikke sidste gang, at vi skal feste med familien, for det var sgu en fed oplevelse. Det eneste jeg var lidt ked af, var at mine drenge ikke var med. De var hjemme hos deres far, men de må med næste gang, eller også må vi selv holde en fætter/kusine fest.
Og det bedste af det hele var, at jeg følte mig i live og jeg kunne være mig sammen med min gakkede familie, og min kæreste passede bare SÅ godt ind!
Så fra nu af siger jeg ikke, at jeg ikke har nogen familie. For det har jeg! Og jeg har en skøn, skideskør og festlig familie, og jeg er taknemmelig for at være en del af den.
Kommentarer
Send en kommentar