Nu ruller det....

Følelsen af, at der er meget i gang indeni fylder mig igen, men det er anderledes, end det har været tidligere, for tidligere har det handlet om, at meget skulle kigges på og ændres på. Nu handler det om, at der bliver bygget op...

Tidligere har jeg været i gang med den helt store oprydning og afvikling inden i. Af uhensigtsmæssige mønstre, og jeg mærker, at jeg er nået til et sted, hvor jeg kan puste lidt ud og ånde lettet op, for jeg har formået at komme igennem en del og stadig stå op.

Tiden er inde til at kigge fremad mod de drømme, jeg har haft i mange år, og måske er det det, der er ved at ske for mig - at mine drømme er ved at gå i opfyldelse. Jeg har fået skabt mig en kærlig og solid base og et fundament, der kan holde til det, jeg drømmer om. En skøn familie bestående af mine vidunderlige børn, min skønne kæreste og alle de andre omkring os, der bare beriger vores liv.

Det er som om, jeg er blevet svær at vælte. Jeg har fundet ind til en fundamental eller måske universel ro indeni. En tillid til, at nu går det mig kun godt, og det er virkelig en ny oplevelse for mig, der tidligere altid har set alt, der kunne gå galt.

Jeg har fundet ind til, hvem Mia er. Det mærkes tydeligt, og jeg har måtte være meget alene med mig selv for at finde ud af det, for ikke at blive "farvet" af andres meninger om mig. Det har været en lærerig rejse, og jeg mærker en tro på mig selv, og faktisk mærker jeg, at jeg føler mig selv noget værd. At jeg har noget at byde på, som verdenen kan bruge til noget. Igen noget, jeg ikke altid har følt.

Og samtidig aner jeg ikke, hvad det er, jeg skal i gang med. Jeg ved, at jeg er i gang med min læreruddannelse, og samtidig ved jeg, at der er andet og mere end det, jeg skal udrette. Jeg er virkelig spændt på at se, hvor livet bringer mig hen.

Men roen og glæden har indfundet sig, og samtidig er jeg drønutålmodig, for jeg står som en hest, der skraber i jorden, fordi den gerne vil i gang... Men jeg skal vist tage den lidt med ro, for jeg skal lige have pustet lidt mere ud, inden jeg skal i gang for alvor, men jeg får travlt, kan jeg mærke, og det glæder mig, for det bliver med noget, som jeg vil elske at lave.

Endelig tænker jeg... efter mange års kamp. Nu ruller det!



Kommentarer

  1. Selvfølgelig ruller det for dig Mia! Ja du får nok at lave for der er er brug for din indsigt og kærlighed , ærlighed , håber du nyder stilheden kære Mia når den er der.God vind din kærligheds verden venter.Med kærlighed herfra Inga.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?