Er et barns følelser mindre værd?

Flere gange i de 13 år, jeg har været mor, har jeg oplevet, at mine drenge, som er særligt sensitive, bliver opfattede som pivede eller for sarte, og de er mange gange ikke blevet forstået i deres følsomme side. De er måske ikke rigtige drenge, vil nogen sige, men jeg synes jo, at de er helt perfekte, som de er.

Det kan godt være, at de udtrykker deres smerter eller følelser ofte, fordi de mærker dem stærkere end andre måske gør. Det gør vel ikke, at de skal holde op med at skabe sig, som de kan få at vide.

Eller fordi de føler sig drillet eller udenfor, så skal de ikke bare lade være med at være så pjattet og komme ind i kampen.

Følelserne er jo reelle nok, men mange forstår ikke, at der skal så uendeligt lidt til at disse børn føler sig hørt, forstået og elsket. Bare det, at du tager dig tid til at høre på deres følelse eller smerte gør, at de måske ikke så hurtigt igen kommer og vil fortælle noget igen.

Det er måske et råb om hjælp til at komme videre i dagen. I stedet får de at vide, at det er noget pjat, og at de bare skal sige pyt... Fornuftigt er det at lære at sige pyt, men jeg tænker, at det måske er svært for et barn bare at sige pyt, når det fylder hele verden for dem.

Ofte oplever jeg, at de bliver gjort anderledes af de voksne, så deres medkammerater på den måde ikke lærer at forstå, at vi er forskellige og har forskellige behov. I virkeligheden ville det være godt, hvis alle børn lærte, at ham her kan godt lide ris, og ham her kan lide pasta og ham her spiser meget lidt, men hvad gør det, for de er alle lige meget værd. Ville det ikke være en bedre verden, hvis børn lærte at forstå, at det er OK ikke at være som de andre, og er der nogen, der overhovedet er normale? Og hvem definerer det?

Det kræver sgu sin mand at være dreng og særligt sensitiv. De skal kunne modstå andres uforståenhed og forsøg på at gøre dem til rigtige drenge med hår på brystet. I stedet for at se, at der står et helt igennem fantastisk barn med nogle helt særlige træk, der gør, at de mærker stærkere og mere intenst.

Der bliver flere og flere af dem.... 



Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere