At være i en højkonfliktfyldt skilsmisse...

"Mig??? Aldrig i livet" ville jeg have sagt for 5 år siden, hvis du spurgte, om jeg endte i en konflikt med min eksmand, men ikke desto mindre skete det for 4 år siden. Jeg var stolt af, at vi var forældre, der kunne finde ud af at tale sammen og samarbejde, og som faktisk hjalp hinanden med at være forældre til vores to fælles vidunderlige drenge.

Jeg følte, at jeg havde verdens bedste eksmand, fordi jeg hørte så meget om dumme ekser på singleplus.dk, som er et netværk for singler med børn. Her var virkelig meget mudderkast og negative følelser over for ekserne, som slet ikke blev forstået. Jeg forstod aldrig, hvorfor de ikke kunne finde ud af det, og hvorfor de ikke bare lagde stridsøksen for børnenes skyld. Jeg så kampe der varede flere år, og hvor Statsforvaltningen var involveret i de mindste detaljer omkring børnene. Jeg rystede på hovedet... men var lykkelig for, at det ikke var mig, der havde det sådan. 

Flere i det netværk var ude i, at der var retssager omkring bopæl og andet, som forældrene ikke kunne blive enige om. En masse negative energier, og folk blev fuldstændig drænet for energi. Godt det ikke var mig!

Men det blev mig...! Tænk sig. Jeg endte sgu dér, hvor jeg aldrig i hele mit liv havde forestillet mig, at jeg skulle ende, og hvor jeg ville gøre meget for ikke at ende. Et højkonfliktfyldt forhold til min eksmand, hvor vi faktisk pludselig ikke kunne blive enige om noget som helst længere. Alt var vendt op og ned, og jeg fattede ingenting. Virkelig surrealistisk, synes jeg! Hvad fanden skete der lige for os??? Det er mig stadig en gåde...

Det er virkelig ikke noget, jeg vil ønske for min værste fjende. Som en voksen ansvarlig mener jeg, at jeg er klar over, hvordan jeg varetager børns behov, men pludselig endte jeg i en kamp med min eksmand. En kamp, som bare blev ved og ved, selvom vi prøvede forskellige metoder for at lære at kommunikere og samarbejde igen.

Vi har prøvet PREP-kurser, som alle andre har rigtig stor gavn af. Der fandt vi bare ud af, at vi skulle holde os fra hinanden i mindst et halvt år i håbet om, at det kunne gøre en forskel, men nej....

Jeg ser vores børn stå midt i det helvede, vi har fået skabt... og jeg var klar over, at jeg var i konkurrence med min eksmand, men jeg var ikke i stand til at komme ud af det... 

Jeg tænker ofte på, hvordan vi er havnet dér, for min eksmand var den mand, som jeg ville have børn med, og som jeg troede på det tidspunkt var manden i mit liv, og vi havde det godt og elskede hinanden. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at han var min bedste ven... Hvordan kan to mennesker, der har elsket hinanden, og har skabt to vidunderlige børn i kærlighed, glemme alt om den kærlighed?

Den har været, og børnene er som sagt lavet i kærlighed, men hvorfor er det så nu, at de skal opleve det modsatte, for det er i virkeligheden det, vi viser dem.

Jeg ønsker for mine børn, at vi på et tidspunkt bare kan være i stuen sammen, for det her er sgu pinligt, synes jeg... At vise børnene, at vi skulle være de ansvarlige voksne, som i virkeligheden opfører sig som små pattebørn, der tager hinandens legetøj. Det er sgu pinligt!!!

Samtidig så synes jeg, at den nye forældreansvarslov måske skulle kigges efter i sømmene, for når man som vi er, så uenige om stort set alt, og ikke kan blive enige om noget som helst, skal træffe beslutninger i fællesskab om skoleskift, konfirmation og andre vigtige beslutninger, så kan vi jo ikke træffe en beslutning, fordi vi bare er forskellige og ser forskelligt på tingene.... og det skader vores børn. Det er sgu ikke godt...

Jeg har dog stadig ønsket og håbet om, at det en dag bliver bedre, og jeg tror på det! Nu er det 7 år siden, vi blev skilt, så mon ikke, at det er på tide, at det vender...