Fra inderst til yderst...

Dengang jeg fødte mine børn, kan jeg huske, at folk sagde, at det var hårdest at være den, der skulle føde, fordi man havde mange smerter.... Jeg forstod det faktisk ikke helt, for jeg ville hellere føde, end at skulle være den, der skulle sidde og se sin elskede have smerter og faktisk ikke vide, hvad man skal gøre for at gøre det godt.... Nu oplevede jeg det så igen, for dagen efter vi havde holdt min ældste søns konfirmation, tog min kæreste til vagtlægen for at finde ud af, hvorfor han lungebetændelse ikke var blevet bedre, selvom han nu var på anden omgang penicillin. Til festen havde han da haft nogle hosteanfald og havde nogle gange svært ved at trække vejret, men det gik lidt hen over hovedet på mig, fordi jeg var så fokuseret på at min søn skulle have en god fest. Da jeg ikke havde hørt fra min kæreste en time efter hans tid hos vagtlægen blev jeg lidt urolig. Det var søndag morgen kl. 9. Jeg skrev "Er du OK <3"... men det var han ikke... han blev hasteindl

Det er ikke sådan, det skal være.... Sådan har jeg taget mig selv i at sige rigtig mange gange på det sidste, for det er ikke sådan, det skal være.... Men det er nu engang sådan, det er blevet... I forbindelse med min ældste søns konfirmation havde han besluttet, at han ville holde fest hos sin far på selve dagen, og jeg skulle så holde fest weekenden efter. Det skal lige siges, at faderen og jeg ikke har kunnet finde ud af at holde festen sammen, og det skammer jeg mig frygteligt over, for det er ikke sådan det skulle være. Jeg er ikke en person, der opfører mig sådan, men når jeg ser tilbage, så er jeg rigtig glad for, at vi ikke holdt den sammen. Umiddelbart vil jeg tro, at han har fået det allerbedste af to onder. Han har fået to fredelige fester, og en masse opmærksomhed på ham og ikke på de spændinger, der ville være, hvis vi skulle have holdt det sammen, Men tilbage til selve konfirmationsdagen. Det var underligt at stå op i et tomt hus - kun kæresten og jeg. Vi skulle gøre