Fra inderst til yderst...

Skilsmissen ligger over 4 år bag mig, og jeg har mødt flere mænd efterfølgende, men jeg har ikke været i stand til at møde manden, jeg ville dele resten af livet med. Eller måske har jeg, men jeg har valgt at ende forholdet, fordi jeg ikke turde?! Jeg har i hvert fald endt de fleste af de korte forhold, jeg har haft efter skilsmissen, fordi jeg ofte har følt mig kvalt, og at jeg gik i en tilstand, hvor jeg blev mere og mere træt og drænet for energi, og den eneste udvej, jeg har set, har været, at jeg skulle være single igen, for der vidste jeg, at jeg ville få det godt og kunne mærke mig selv. Det spøjse er, at inden jeg mødte min eksmand var det altid mig, der blev dumpet. Lidt mærkeligt at tænke på, at det nu er mig, der stopper forholdene. Nå, men tilbage til det med at kunne mærke mig selv. Jeg er ret sensitiv, og er god til at leve mig ind i andre, og i virkeligheden er jeg nok for god til det, for jeg mærker ikke mig selv, når jeg er nærværende overfor andre. Jeg har længe

Efter selv at have stået i et virvar af tankemylder og ikke vide, hvor jeg skulle gribe og gøre, så greb jeg telefonen og kontaktede min veninde, jeg ikke har set i lang tid, der, ligesom jeg, er clairvoyant rådgiver. Det gik lige pludselig op for mig, hvorfor jeg måske skulle arbejde som clairvoyant rådgiver igen, for jeg ved jo selv, hvor svært det kan være, når man er kørt fast i en situation eller et tankemønster, og man har brug for én person til at bekræfte at man er på rette vej... Altså en person, der ser klart for én. Jeg har dog ikke fået talt med hende endnu, og jeg har også selv kommet frem til en masse og har virkelig mærket efter i krop og sind, men tvivlen om jeg nu gør det rigtige fylder mit hoved, for det har jeg altid været bange for. At være bange for at lave fejl er vel et af de meget store temaer i mit liv, og det mærker jeg jo så tydeligt lige nu, men det er også rart, at jeg selv er kommet frem til en beslutning... Og måske er det ikke clairvoyant rådgiver,

Inspireret af Majbritte Ulrikkeholm er jeg gået i gang med magisk skrivning, som går på en tanke om, at alle ting taler til én. Så her er lidt fra min gåtur til stranden i dag. Står indenfor og ser ud. Solen blev væk. Den havde ellers lige skinnet så skønt. Mørket har lagt sig over landskabet udenfor, og jeg tænker, om jeg nu får taget for lidt tøj på, for det er jo ikke helt så varmt endnu, og det er altid lidt koldere ved vandet på grund af blæsten. Vej nr. 11 står der på skiltet. Det er min yndlingsvej og den vej, jeg plejer at gå ned ad. Det er min vej, og jeg er tryg ved den, og kender alle kringelkroge. Jeg opdager, når der er blevet fældet et træ og lavet om hist og pist. Det er køligere, end jeg havde forventet. Vinden er kold, og den bider lidt i kinderne. Jeg ser en lille bitte sårbar snegl uden sit sneglehus. Den snegler sig afsted, og aner slet ikke, hvor stor verden er omkring den. Den har alt for travlt med at komme afsted, så den ikke bliver spist eller mast af e

Tankerne.... der bare fylder hovedet uden at der sker en egentlig tænkning. Altså en tomgangstænkning. Jeg er ved at finde ud af, at jeg ikke kan tænke mig til tingene, for så får jeg truffet nogle valg, der måske ikke er de bedste eller de mest optimale for mig.... Men når jeg føler mig presset, så er mit mønster at begynde at finde en løsning ved at bruge hovedet, og samtidig så ved jeg godt, at jeg skal bruge hjertet, og så drøner beslutningen mellem hjerte og hjerne og jeg tør ikke træffe en beslutning. Jeg er bange for at træffe den forkerte beslutning igen - altså tvivler jeg endnu engang på min dømmekraft. I dag har jeg brugt dagen til at kontakte alt, hvad jeg kunne - advokatvagten, retten i Holbæk, banken og mennesker omkring mig for at finde en afklaring på det med min bil. Jeg følte en stor afklaring lige indtil jeg fik et afslag som noget af det sidste. Men igen bliver jeg i tvivl. For bliver jeg bare i min comfortzone og er bange for forandringer eller er det ree

Mange kommer med velmenende råd, når jeg står med et problem. Ofte er det jo, fordi de virkelig gerne vil hjælpe, og har fundet en vej ud af problemer i deres liv, som de mener, at andre kan drage nytte af, og tanken er rigtig fin, synes jeg. Jeg har selv en tendens til at gøre det samme, men jeg øver mig i at lade være. Fordi...det, der er sandheden for mig, er måske slet ikke sandheden for en anden. Og når man får at vide, at man bare skal gøre dit, dut eller dat, så tænker jeg... Bare? Det er ikke altid, at jeg "bare" kan gøre nogle ting, og så vupti, så er jeg klar igen og evig glad... Og ofte er rådet også, at jeg skal være i nuet. Hvordan gør man det? Der er jo ingen brugsvejledning til at være i nuet. Jeg ved godt, at der er mange bøger, der beskriver det, men jeg mærker det engang imellem, når jeg er i naturen. Dér føler jeg for alvor, at jeg er i nuet, for der kan jeg næsten ikke andet. Alle disse råd giver mig nogle gange en oplevelse af, at jeg er helt forker

Det er svært at finde optimismen frem i øjeblikket hos mig, og jeg tænker rigtig meget over, hvad der sker, men jeg kan ikke finde meningen.  Meningen med, at jeg skal igennem alle de voldsomme ting, der er sket i mit liv specielt de sidste 5 år, og meget af det, er jeg gået igennem helt alene. Imponerende at jeg stadig kan smile, men det er også svært i disse dage. Hvorfor skulle det brev fra banken dukke op, hvor der stod, at hvis jeg ikke ville betale en for dem acceptabel ydelse, så skulle jeg sælge min bil og de skulle så have pengene til at dække noget af min gæld med, men de skriver ingen steder, hvad der er acceptabelt? Åh, hvor jeg hader at få sådanne breve, hvor jeg ikke aner, hvad der skal til for at finde en god løsning, og om jeg er helt eller halvt solgt. Jeg aner ikke, hvad der forventes af mig... Håbet er virkelig skrumpet, og jeg var total opgivende og blev helt apatisk, da jeg lige havde åbnet brevet, men godt var det så, at jeg skulle have to underskønne kvin

Tænker du over, hvor meget, du bliver rørt ved i løbet af en dag? Det er måske ikke så mange, der i virkeligheden tænker over det, men jeg har tænkt meget på det, her på det sidste, for jeg har en længsel efter den omsorg, der ligger i, at nogle krammer mig, eller bare lægger en hånd på mig. Da jeg lå hos tandlægen den anden dag, og skulle have lavet en fyldning, lå jeg dér helt stiv i kroppen, fordi jeg ikke er så vild med at være hos tandlægen. Midt i det hele lægger klinikassistenten hånden på min arm, og jeg registrerer, hvor meget ro, jeg får indeni. Bare en enkelt hånd... Tænk, at jeg skulle finde ud af det hos tandlægen. Tja.... hvorfor ikke?! Jeg læste en overskrift om, at singler er mere deprimerede end folk i parforhold, og måske forstår jeg nu, hvorfor det er sådan. I USA har de cuddle-parties, hvor mennesker mødes, blot for at få en krammer, få masseret nakke, nusset tæer, som de nu har lyst til. Det er udelukkende non-seksuel berøring, fordi de ved, hvor meget

At stå med en gæld på 800.000 kr. til banker efter en skilsmisse, hvor jeg har tabt penge på to hushandler, er ikke den fedeste situation, når man så står som alenemor med to børn. Efter skilsmissen har jeg kæmpet hårdt for at betale ydelserne på de lån i bankerne, fordi jeg er opdraget til, at man skal betale, hvad man skylder, men efter 2½ år knækkede filmen for mig.  Det skete den dag, hvor jeg løb for at nå at komme til et stand-up show i Tivoli i november 2010. Af en eller anden årsag snublede jeg, og ramte jorden, og i faldet tænkte jeg, at nu knækkede filmen for mig... men efter at have ligget på maven og sundet mig lidt, blev jeg hevet op af min veninde, og jeg blev spurgt om jeg var ok, og det eneste, jeg tænkte på var, at vi var forsinket, så vi løb videre... Showet var i gang, og jeg morede mig egentlig ikke rigtigt, men jeg anede ikke, at jeg havde hjernerystelse. Det fandt jeg først ud af dagen efter, hvor jeg havde en morgenåbner i den SFO, jeg arbejdede i dengang.

Jeg kan ikke røre mig. Det er en smule klaustrofobisk, hvis du spørger mig. Hvad skete der egentlig, og hvorfor ligger jeg her. Synes ellers at livet lige var så hyggeligt og sjovt, for jeg har fundet mig nogle venner, der lige som jeg kravlede af livets landevej. Vi fulgtes ad... Mon de også bare ligger og ligger? Jeg tør næsten ikke tænke tanken færdigt. Tænk, hvis jeg ikke skal se dem igen. Alle var vi farvestrålende larver. Labre larver... og pludselig er her helt stille. Jeg mærke tristheden komme over mig, for egentlig ville jeg hellere være ude og vrikke lidt med numsen. Gøre alt det sjove, som jeg har gjort indtil videre... Angstprovokerende at skulle ligge her og bare ligge... for jeg skal jo lytte til mig selv og kun mig! Det har jeg aldrig prøvet før. Hvordan gør man, spørger jeg mig selv, og tænker videre, at det er jo det eneste, jeg kan lige nu... Jeg lytter til stilheden. Der er gabende stille... Mit hoved er ved at sprænges af nysgerrighed, for hvad skal der ske?

Roskilde er MIN by, har jeg altid tænkt, fordi jeg er opvokset i Osted, der ligger tæt på... Roskilde var byen, vi tog til, når vi skulle shoppe, hygge og i byen.... Men i 2005 fandt jeg sammen med min eksmand drømmen af en gård langt ude fra lands lov og ret, som jeg så det, men gården, der ligger i Grevinge i Odsherred, var den idylliske drøm om et liv på landet med højt til loftet... Det var 3 gode år, vi fik på gården, indtil vi blev skilt. Nu stod valget så mellem at blive i området, jeg stort set ikke kendte, og hvor jeg faktisk ikke rigtigt følte mig hjemme eller flytte til Roskilde, hvor alt var kendt og trygt. Jeg valgte at blive boende i Odsherred, fordi mine ældste søn gik i skole her, og vi var rigtig glade for den skole... og tanken om at træffe et forkert valg, kunne jeg ikke bære tanken om dengang. Så jeg flyttede højere op mod Sj. Odde til Højby... Efter et par år i det rækkehus, flyttede jeg til Vig Lyng. Et sted, jeg ellers havde sagt, at der skulle jeg aldrig b