Vægten stiger... igen

Da jeg var lille kiggede jeg rigtig meget på mine familiemedlemmer - specielt de ældre i min familie, og jeg så mennesker, der var overvægtige og som døjede med det. Det var både på min mors og min fars side af familien. Der blev ofte talt om, at disse mennesker var tykke, og der blev måske også lavet en sjov bemærkning omkring dem, når de ikke hørte det. Det hørte sig til, og som barn tænker man ikke videre over det.

Det tænker jeg så over nu, når jeg selv har taget på og ikke føler mig særlig godt tilpas i min krop. Føler, at den er stagneret og at energien er gået helt i stå derinde - og måske er den også det. Følelserne følger med, når man ikke har det særlig godt med sin krop, så det svinger en del, og når følelserne svinger, putter jeg mad i munden for trøst - eller det måske cola, der er min største trøst. Altså en ond cirkel, jeg er kommet ind i.

Jeg går og tænker på, hvorfor jeg pludselig har taget sådan på, for af natur er jeg slank og har altid været for tynd, synes nogen. Det var ikke mit eget valg, da jeg var barn, at jeg faktisk slet ikke kunne tage på. Sådan var det bare - lige meget hvor meget jeg spiste, og jeg fik ofte at vide, at jeg skulle drikke fløde eller andet, for jeg skulle da have noget mere sul på kroppen.

Når jeg var syg, sagde min mor ofte til mig, at jeg skulle huske at spise, for jeg måtte ikke tabe mig mere, for det var ikke for godt.

I skolen blev jeg drillet med, at jeg var så tynd og samtidig meget bleg. Det kunne jeg heller ikke selv gøre for. Og til badminton blev jeg kaldt langarm, fordi jeg i teenageårene havde meget lange arme og lange ben og en mindre overkrop. Jokes føg omkring mig; Du kan bruge et sugerør som regnfrakke, du kan bare vende siden til, så er der ikke nogen, der kan se dig. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg var en dreng eller en pige og sågar i mine ungdomsår var der en voksen kvinde, der spurgte mig om det var med vilje, jeg var så tynd. Hun hentydede til, om jeg havde anoreksi, hvilket jeg slet ikke havde, for jeg spiste jo ganske normalt, men kunne bare ikke tage på.

Både fra mine jævnaldrene og fra voksne og nærmest allevegne jeg kom, blev jeg konfronteret med, at jeg var tynd og dermed anderledes. Mine veninder var så irriteret på mig, når vi skulle ud og købe tøj, for jeg hoppede jo i alt muligt tøj, fordi jeg kunne passe de små størrelser, og de var lidt større end mig.

Der har altså altid været fokus på min krop, og jeg husker, at jeg lovede mig selv, da jeg var yngre og så på mine familiemedlemmer, der var noget større end gennemsnittet, at sådan ville jeg aldrig ende.

Da jeg var gravid med mit første barn, var jeg sikker på, at når jeg havde født, så smed jeg de overflødige kilo hurtigt igen, fordi jeg netop altid har været så tynd. Dagen kom, hvor jeg fødte, og jeg bad min daværende mand om at hente noget tøj derhjemme, fordi jeg ikke kunne være i almindeligt tøj. Jeg bad ham om at tage de gravidbukser med, som jeg brugte i starten af min graviditet, når maven er blevet lidt større. Han hentede nogle bukser, og jeg tog dem straks på, eller næsten på for de kunne ikke komme længere end til lårene, og jeg skældte ham ud, fordi han havde taget nogle forkerte bukser, og så var det, at jeg fik set på mærket i bukserne - "Mama fra H&M"... Det var ikke de forkerte bukser. Det var virkelig en nedtur for mig. Jeg blev helt ærligt deprimeret, for nu var jeg endt der, hvor jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle ende. Jeg var SÅ ked af det, for min krop blev aldrig mere den krop, jeg kendte.

Og efter jeg havde fået barn nummer to, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde energi nok i blodet, og dermed skulle på en diæt, hvor jeg ikke spiste hvede, sukker og mælkeprodukter, og jeg smed 12 kilo på 3 måneder og jeg spiste alt, hvad jeg ville på nær de ting, jeg ikke måtte spise. Det var så fantastisk, for jeg mærkede, at jeg fik energien igen og glæden igen.

Der røg 5 mere, da jeg blev skilt, og jeg var igen ret tynd - for tynd, men det styrede jeg ikke selv dér.

De kilo er så taget på igen, og her til morgen oplevede jeg, at de strømpebukser, jeg plejer at bruge faktisk ikke kan komme op over lårene, og det var ligesom et deja vu, og jeg mærker igen, at jeg bliver rigtig ked af det, for jeg har det ikke godt med min krop, og jeg ved godt, at jeg skal på den diæt igen, og også få rørt mig, men motivationen mangler, og det er måske denne blog, der skal være min motivation...

Det er ved at gå op for mig, at min krop altid er blevet talt om af andre, og måske er det det, jeg er rigtig bange for igen. Jeg synes ikke, at det var rart, at alle og enhver kommenterede min krop. At jeg ikke kunne have min krop i fred. At jeg ikke kunne få lov til at se ud, som jeg gjorde, uden at skulle have alles fordømmende meninger om mig og min krop.

Engang blev det mig for meget, da jeg var i midten af 20'erne, og en receptionist på det job, jeg havde, kom med samme sætning "Hvor er du dog tynd"... Jeg blev så vred, og spurgte hende, om hun også sagde til fede mennesker, at de er fede. Det sårer ligeså meget at få at vide, at man er for tynd! Hun blev helt mundlam, og sagde undskyld, og det havde hun ikke tænkt over, men jeg er sikker på, at hun tænker på det en anden gang.

Jeg har brug for at finde fred med, acceptere og elske min krop, som den er, og så skal den passes godt på, plejes og motioneres. Den har været på vagt hele livet, så den kunne være klar til at tage endnu et angreb på dens udseende.

"Kære krop, jeg ved, hvad du har været igennem. Du har været for tynd, og du har været for tyk. Både andre mennesker, og jeg har været efter dig. Lige meget hvordan du så ud, har det ikke været godt nok. Det er jeg rigtig ked af, for du har altid været der for mig. Uden dig kunne jeg jo ikke leve. Du er mit hylster, og jeg har brug for dig, så fra nu af vil jeg tage mig kærligt af dig og ikke skælde dig ud. Jeg vil gøre det allerbedste, jeg kan. Jeg har også bildt dig ind, at jeg var i krig, så du har passet på mig, og nu er jeg ikke i krig længere - det skal jeg så lige finde ud af - så du kan slappe af og give slip på det, som du holder fast i.

Jeg ved, at du husker alt det, der er sket igennem mit liv, og du har mærket alle de følelser, jeg har haft. Det er også voldsomme ting. Det er på tide, at både du og jeg giver slip på de tidlige oplevelser, så de ikke længere fylder i os. De vil altid være en del af os, men de skal ikke fylde mere. Jeg vil lytte til dig, når du fortæller mig, at der er noget galt.

Nu skal glæden, kærligheden og livet fylde!"