Jeg vil turde leve livet!
Ofte tænker jeg på, at jeg savner naturen og den vej, jeg ofte gik ned af, da jeg boede på Lyngen i sommerhusområdet tæt på vandet - Vej nr. 11. En vej, der ikke var særlig beboet, slet ikke om vinteren, men der var noget vildt og uspoleret ved den vej. Når jeg gik ned ad den, så følte jeg, at jeg gik dybere og dybere ind i mig selv og fik skrællet al omverdenens støj og uro af min krop og mit sind, og det var her, at jeg fandt ro og trøst, når jeg havde det svært. Jeg fandt også glæde og lethed, når jeg var dér i mit liv. At gå ned ad den vej, som jeg kendte så godt, føltes bare så skønt. Jeg fulgte med i årstiden på vejen, også når der skete forandringer på vejen, for jeg kendte den, som var det min egen bukselomme. Det var også her, jeg fik en masse oplevelser med vilde dyr og specielt rådyr helt tæt på. Det sker ikke her i byen. Suk! Savner at bo midt i naturen. Haven er altså ikke det samme for mig. Det føles slet ikke på samme måde, for støjen fra vejen er der stadig, og je