Fra inderst til yderst...

Træet står der med rødderne plantet solidt i jorden. Det har været igennem alverdens storme, og har været tæt på at få revet livet op med rode, men det holdt krampagtigt fast i de små tråde rødderne havde, der holdt det fast til den jord, der skulle være dets fundament. De små tråde fik bedre og bedre fat, og de voksede i tykkelsen, så de var bedre i stand til at holde sig fast. Og der skulle mere og mere til at rykke ved træet, selvom det var lidt tyndt og vakkelvornt i stammen. Træet blev vandet og gødet af regnen og den frugtbare jord, den stod i, og ligesom rødderne blev stærkere blev stammen også mere solid og havde meget svært ved at knække. I stormen bukkede stammen sig blot, fordi det var så fleksibelt. Takket være regnen, solens stråler og jorden kunne det nu stå der, få blade som alle andre træer uden at være bange for at vælte eller knække, og pludselig var der også overskud til at få små smukke blomster på, som senere kunne blive til de skønneste æbler, som kunne pluk

Min mor holdt ufattelig meget af traditioner og særligt julen, der var den helt store begivenhed i min familie, da jeg var barn. Først var det min morfar, der virkelig gik op i julen, og det var hans selvvalgte opgave at købe juletræet og bagefter pynte det. Al julepynten var forskellig og nøje udvalgt med glæde. Da min morfar døde fik min mor, der havde samme specielle forhold til jul som min morfar, al julepynten fra min mormor, der ikke ville holde jul længere. Jeg besøgte min mormor den anden dag, og hun huskede mig på det med julepynten, og at min mors mand havde al den julepynt, der var gået i arv, og som havde en helt speciel betydning i familien. Da vi talte om det, kunne jeg mærke, hvor meget det betød for mig at julepynten kom tilbage til vores familie, også fordi mine drenge gerne vil have et juletræ, og jeg faktisk har overladt al juletræspynt til min eksmand. Det er klart, at hvis min mors mand bruger det, så skal han da fortsætte med det, men hvis ikke, så ville jeg

Min mormor på 93 år ringede her den anden dag. Det er ikke så tit, vi får talt sammen. Hun spurgte mig blandt andet, hvad jeg skulle til jul, for hun vidste ikke selv helt, hvad hun skulle. Nu er der ikke så mange tilbage i min familie. Jeg har min mormor og min bror. Derudover har jeg en del fætre, nogle kusiner, hvor jeg ikke ser særlig mange af dem, og faktisk har jeg også en farbror og faster, som jeg ikke ser. Så det er lidt begrænset, hvad der er tilbage. Familien har altid holdt godt fast i traditionerne, og julen var noget helt særligt. Efter min skilsmisse har jeg meldt mig lidt ud af det med julen, men sidste år vidste jeg, at det ville blive den sidste jul med min mor, der var dødelig syg af kræft, og der holdt vi en sidste familiejul, som vi plejer at gøre det. Jeg har engang holdt en juleaften helt for mig selv - dengang jeg havde fået en hjernerystelse og var sygemeldt med stress. Det gav ingen mening for mig at holde jul dengang, og jeg var så glad for at være alen

Mine børn er uden tvivl særligt sensitive, og jeg har oplevet i flere institutioner, at de ikke helt blev forstået, men at de blev oplevet af det professionelle personale som værende pivet og ikke særlig drenge-agtige. Men hvad er drenge-agtigt...? De har aldrig hængt i gardinerne og gået på væggene, for de har begge haft behov for mere stille lege og fordybelse. Så nej, drenge med stort D er de ikke.... men er det et problem? Ja, for nogle pædagoger har det været, for min yngste søn fik i den første børnehave at vide, at han skulle have en ergoterapeut, så han kunne lære at få nas på fingrene... og de forstod ikke, hvorfor han skreg, hvis nogle af bullerbasserne kom for tæt på. Det var i deres hoveder ikke normalt. Jeg kan huske, at jeg hele tiden tænkte, at de ikke så mit barn. Der var én pædagogmedarbejder, der forstod ham, og hende var vi rigtig glade for, men da vi så ikke længere havde hende, fandt jeg mig selv siddende til en samtale, hvor pædagogerne talte om et andet barn,