Fra inderst til yderst...

"Mor, du er stresset", sagde min ældste søn til mig i går, da han så mig sidde syg af feber og snot på sofaen i stuen. Den ramte plet, for jeg har været stresset, selvom jeg har lovet mig selv, at jeg ikke ville nå derud igen, men når jeg tænker tilbage på, hvad der er sket i mit liv generelt det sidste stykke tid, så forstår jeg godt, at jeg er blevet stresset, for der har været rigtig mange ting at tænke på, og ting der skulle gøres færdigt. I november 2010 faldt jeg og fik hjernerystelse, og det var starten på en periode med stress. Jeg gik hjemme og kunne næsten ingenting i trekvart år. En periode af mit liv, hvor jeg ikke var sikker på, at jeg skulle blive hel igen. En periode fyldt med skyld og skam over ikke at kunne være der for mine børn, fordi jeg bare ikke havde overskuddet. En periode, hvor jeg skulle samle mig selv op fra det værste mareridt, jeg nogensinde har været ude for, og hvor jeg var sikker på, at jeg ikke kom til at fungere normalt igen. At jeg aldrig

Dengang jeg fødte mine børn, kan jeg huske, at folk sagde, at det var hårdest at være den, der skulle føde, fordi man havde mange smerter.... Jeg forstod det faktisk ikke helt, for jeg ville hellere føde, end at skulle være den, der skulle sidde og se sin elskede have smerter og faktisk ikke vide, hvad man skal gøre for at gøre det godt.... Nu oplevede jeg det så igen, for dagen efter vi havde holdt min ældste søns konfirmation, tog min kæreste til vagtlægen for at finde ud af, hvorfor han lungebetændelse ikke var blevet bedre, selvom han nu var på anden omgang penicillin. Til festen havde han da haft nogle hosteanfald og havde nogle gange svært ved at trække vejret, men det gik lidt hen over hovedet på mig, fordi jeg var så fokuseret på at min søn skulle have en god fest. Da jeg ikke havde hørt fra min kæreste en time efter hans tid hos vagtlægen blev jeg lidt urolig. Det var søndag morgen kl. 9. Jeg skrev "Er du OK <3"... men det var han ikke... han blev hasteindl

Det er ikke sådan, det skal være.... Sådan har jeg taget mig selv i at sige rigtig mange gange på det sidste, for det er ikke sådan, det skal være.... Men det er nu engang sådan, det er blevet... I forbindelse med min ældste søns konfirmation havde han besluttet, at han ville holde fest hos sin far på selve dagen, og jeg skulle så holde fest weekenden efter. Det skal lige siges, at faderen og jeg ikke har kunnet finde ud af at holde festen sammen, og det skammer jeg mig frygteligt over, for det er ikke sådan det skulle være. Jeg er ikke en person, der opfører mig sådan, men når jeg ser tilbage, så er jeg rigtig glad for, at vi ikke holdt den sammen. Umiddelbart vil jeg tro, at han har fået det allerbedste af to onder. Han har fået to fredelige fester, og en masse opmærksomhed på ham og ikke på de spændinger, der ville være, hvis vi skulle have holdt det sammen, Men tilbage til selve konfirmationsdagen. Det var underligt at stå op i et tomt hus - kun kæresten og jeg. Vi skulle gøre

I flere år har jeg ønsket for min gamle mormor, at hun fik lov til at lukke sine øjne... I mange år har hun levet med mange smerte, og til sidst en kæmpemæssig sorg, som er rigtig svær at bære. Hun mistede begge sine børn i løbet af 3 måneder for 3 år siden, en sorg som knækkede hendes livsgnist. En kvinde knækkede og gik i forfald. En kvinde, der langsomt blev mere og mere ensom og dement, og som levede sine sidste dage med ikke at vide, hvilken dag det var, og hvad der var sket. Dog kunne hun heldigvis stadig huske os. Ret væsentligt, synes jeg, når jeg tænker tilbage. Sidste søndag lukkede hun sine øjne på hospitalet for sidste gang. Jeg var på én gang lettet, og jeg var glad på hendes vegne at hun fik fred. Fred for alle de pinsler, som hendes liv indeholdt. De sidste 25 år af hendes liv har hun levet uden en mand, og hun levede meget alene, da hun valgte ikke at lukke mange ind i hendes hjem og i hendes liv. Trist var det. Fordi jeg havde ønsket for hende, at hun skulle få fre

Det er jo ikke nogen hemmelighed længere, at jeg er i en højkonfliktfyldt skilsmisse - desværre, for det er faktisk ikke det, jeg ønsker, men det kan åbenbart ikke være anderledes, som tingene ser ud lige nu. Vores konflikter gør, at vores søn reagerer og faktisk mistrives. Det gør så ondt indeni, og vi får hjælp fra skole, PPR og alt muligt, og vi sidder hele tiden og får kastet i hovedet, at det er vores skyld at vores barn har det sådan - og ja, det er sgu vores konflikter, der er årsagen. Det giver jeg dem helt ret i. Det jeg er ved at være så træt af, er at fagpersoner fortæller os, at vi bare skal lære at samarbejde!! Jeg er så led og ked af at høre på, at jeg ikke vil samarbejde, for er der noget, jeg hellere end gerne ville, så var det fandeme at samarbejde. Det pisser mig i den grad af, at jeg hele tiden bliver banket i hovedet, som en person, der ikke kan finde ud af at samarbejde... Det plejer at gå meget fint, men her er det en umulighed... Samtidig er jeg så træt af