Fra inderst til yderst...

At tage skylden for at kommunikationen går galt, har været et af temaerne i mit liv. Ofte har jeg tænkt, at det måtte være mig, der var gal på den, og at jeg skulle ændre noget i stedet for at se, at vi begge havde vores andel i den dårlige kommunikation og de sårede følelser. Jeg tog ofte skylden, fordi jeg virkelig troede, at jeg havde været slem eller mærkelig, når jeg havde nogle behov, der skulle dækkes. Behov, som jeg faktisk ikke helt turde stå ved. Selvværdet kunne ligge på et meget lille sted. Nøgleordet er skyld og skam! Ord som jeg er præget med fra barndommen, hvor jeg har set kvinderne tage skylden og føle sig mindre værd i forhold til deres mand. Sådan var min verden, da jeg var lille, og det er sådan, det så ud for mig, når jeg skulle se mig om, for at finde ud af, hvordan man fik et forhold til at fungere, og jeg har virkelig praktiseret det, men det har ikke gjort mig lykkelig... Tror nu heller ikke, at min mor fandt lykken på den konto, men hun levede i det, og fi

Her til morgen havde jeg rigtig god tid til at ligge og gasse den under dynen, for jeg er alene hjemme uden kæreste og børn, og det er noget, jeg nyder rigtig meget, for ofte er det her, jeg bliver inspireret, og denne morgen var ingen undtagelse. I øjeblikket har jeg meget fokus på mit helbred, for jeg er vist, det man kalder, afhængig af coca-cola, og det vil jeg egentlig rigtig gerne ændre på, men jeg har svært ved det. Det går i en uges tid, og så bliver det weekend, og så falder jeg i. Forstår faktisk godt, at alkoholikere kan have svært ved at blive afhængigheden kvit. Jeg er klar over, at det også er noget psykisk, der spiller ind. Men da jeg ligger i min seng her til morgen, tænker jeg på, at jeg ikke ville kunne arbejde et sted, hvor jeg vidste, at det skader menneskers liv. Jeg tænkte på cigaretfabrikanter og sodavandsproducenter blandt andet. For alle ved at cigaretter er dødelige. Det er der en masse undersøgelser, der viser, og derfor undrer det mig i høj grad, at noge

De sidste 3 måneder jeg har virkelig gået og glædet mig til at skulle flytte sammen med min kæreste i det hus, som vi (eller rettere han) gik og satte i stand. En flytning som jeg virkelig så frem til, fordi jeg var sikker på, at nu blev alt godt, og lykken ville ingen ende tage. Hele tiden har jeg været så glad for, at vi ikke havde to hele husstande, der skulle slås sammen. Det jeg ikke havde af møbler, det havde min kæreste og omvendt. Så der var ikke mange ting, vi skulle finde ud af, hvad der skulle være i vores nye fælles hus, men alligevel har vi hele tiden skullet tage stilling til, hvordan det nye hus skulle se ud, hvilken farve der skulle på væggene, om der skulle gulvtæppe det ene eller det andet sted etc. Hele tiden har hovedet været fyldt med ideer til indretning, og det skulle lige vendes med min kæreste. Ikke et sekund har jeg følt, at jeg var stille i mit sind. Drømmene var store, og jeg tænkte ikke et sekund på, at det kunne være hårdt at skulle flytte sammen med

Hvad skete der lige for det? Jeg troede, at nu var jeg rigtigt ovenpå, og klar til alt det nye og spændende i mit liv, men i stedet for at det hele bare er fryd og gammen sidder jeg nu her i min sofa og er helt udmattet og flad på batterierne. Helt flad som dengang, jeg første gang var helt flad for energi. Jeg har brugt mere energi, end jeg egentlig havde, og jeg har holdt mig ovenvande for overleve. Noget jeg ellers havde lovet mig selv, at jeg var ovre. Jeg ville leve i stedet for at overleve, men ydre omstændigheder de sidste mange år har gjort, at jeg har måttet tage fighter-rollen på og bare tage fat. Sidder her og føler mig intet værd, utilstrækkelig og træt. Jeg føler, at jeg har svigtet og bedraget mig selv, for jeg har nogle gange været ovenpå, og så har jeg troet, at jeg havde det fint, men måske har det ligget og luret i baghovedet hele tiden, at jeg var træt. Er jeg nogensinde kommet over min stressperiode? Har det ligesom dengang, jeg havde stress. Jeg kan ikke engang

Læste lige på facebook, at en bedstemor, jeg kender, havde været med sit barnebarn i børnehave, og hvilken glæde det havde givet hende. Jeg mærkede både et stik i hjertet, og samtidig en stor glæde. For jeg kan levende forestille mig, hvordan både barn og farmor må have haft det. Jeg er sikker på, at relationer mellem barn og bedsteforælder kan give rigtig meget til begge parter. Og i dette tilfælde er jeg helt sikker på, at det er meget givende. Og derfor giver det mig også et stik i hjertet at læse, for mine drenge har ingen mormor og morfar længere. Dvs. de har faktisk aldrig haft en morfar, for han døde, da min ældste søn var 3 måneder gammel, og derfor er det jo meget naturligt. En morfar, som virkelig havde glædet sig længe til at få børnebørn, men hvor han stort set ikke nåede at få lov til at være rigtig morfar så længe. Jeg husker stadig, hvordan han syg af kræft, stavrede stolt af sted i Roskildes gader med barnevognen, og pralede til gud og hver mand, at han var ble

Jeg har lyttet til mit hjerte i tykt og i tyndt Nogle gange mere end andre fordi jeg nogle gange slet ikke kunne høre eller mærke Fordi mit følelsesliv var så fucked up af hændelser i mit liv Af det som engang var og fyldte Af det som var lige her og nu men som kunne spores fra dengang hvor alting bare gjorde mere ondt men hvor jeg troede, at det var sådan at leve Jeg har lyttet til mit hjerte som min gode ven sagde til mig tit Lyt, Mia, sagde han og jeg lærte det! Selvom min fornuft har spillet mig et puds og fortalt mig, hvor dårlig en idé jeg havde fundet på så holdt jeg fast i, hvad mit hjerte havde fortalt mig Med tiden fandt jeg ud af, at når jeg gjorde som hjertet sagde, fandt jeg løsninger, jeg aldrig ville kunne tænke mig til Løsninger som var bedst for alle parter Løsninger som bare var geniale og som støttede mig i mit liv set i et større perspektiv Hvordan kan jeg tro, at jeg kan vide, hvad der er bedst for mig i fremtiden Selvom jeg er c

Længe har det været psyken og sindet, der er blevet motioneret, og kroppen har fået lov til at være krop… måske er den blevet lidt glemt, og nu skriger den simpelthen på opmærksomhed, for ligesom jeg nærmer mig de 40 år, kan jeg godt se, at jeg ikke længere bare kan se tiden an, for så går det helt galt. Maven er simpelthen blevet for dellet, og røven er blevet godt fyldig! Jeg ved godt, at jeg har født to børn, og at jeg er kommet op i en alder, hvor man måske kan forvente, at man ikke længere ligner én på 20, men alligevel er der grænser for, hvad jeg selv kan holde ud at se på. Og længe har jeg ikke motioneret, fordi jeg har været for magelig, men i de sidste par år har jeg tænkt på, at jeg faktisk rigtig gerne ville motionere, så jeg kunne komme i gang med kroppen, men jeg har ikke formået at holde det, jeg var startet på. Jeg elsker at gå, men får det ikke gjort, men nu har jeg forpligtet mig selv til at komme i gang med at gå ved at tilmelde mig Ladywalk i København den

Engang var det sådan for mig, at jeg havde svært ved at indgå i relationer med andre hunkøn. Det startede allerede dengang, jeg var pige, hvor mange piger havde slyngveninder, og jeg ønskede mig sådan, at jeg kunne få eller være slyngveninde med en anden pige, men jeg opdagede, at jeg ikke var god til at begå mig blandt andre piger. Måske var det ikke kun mig, men jeg havde mange oplevelser, hvor jeg følte mig udenfor eller ikke god nok til at være helt tæt med andre. Jeg var altid tredjehjulet og den, der kun blev valgt til, når en anden blev valgt fra i eksisterende relationer – eller det er i hvert fald min oplevelse. At være venner med hankøn har været meget lettere for mig, fordi en spade var en spade. De spil kvinder eller piger kan have, er jeg ikke god til. Det er jeg fortsat ikke, men dengang jeg var barn, forsøgte jeg, og det endte med, at jeg ikke var mig selv, men jeg forsøgte at være noget, som jeg troede, at de andre piger kunne lide. Jeg kunne lide det samme som de

Hovedet har været rigtig tungt den sidste uges tid. Følelsen af at have en hat på hovedet, der sidder og trykker. En hat der skærmer for lyset. En nedtrykthed i mig uden jeg vidste, hvad det var, eller hvor det kom fra. Den var der bare! Alt var tungt, og jeg var så træt, at jeg kunne sove hele tiden. Humøret var ikke i top, og jeg forsøgte at være glad, men jeg kunne bare ikke. Det var næsten som om, jeg var tilbage dengang, jeg var sygemeldt med stress, men også kun næsten. Måske var det fordi foråret viste sit smukke ansigt for noget tid siden, og så kom vinteren tilbage, og lagde en dæmper på mit humør og sind. Eller også er det, fordi jeg har nogle tanker og møder, der fylder rigtig meget lige nu, og som påvirker mig. Jeg bruger uforholdsmæssigt meget energi på det, men det er nødvendigt for mig lige nu, og jeg gør det gerne. Dog har jeg bemærket, at mange andre har haft det på samme måde - samtidig med mig! - og jeg tænker, om det er noget i "luften" eller energier

I nat oplevede jeg, at min sjæl bankede på min dør. Den ville fortælle mig noget, som jeg aldrig rigtig har forstået omkring mig selv, og jeg har hele tiden holdt døren lukket, for at min sjæl ikke skulle komme ind og tage over. Det var for farligt. Min sjæl, der i virkeligheden, tager sig kærligt af mig, og som ved, hvad der er bedst for mig. Den viser mig vejen til min eget indre, hvor jeg finder freden, roen, taknemmelighed og tilgivelse. Jeg så kun min sjæl, fordi jeg er ved at give slip på al kontrol. Give slip på, hvad jeg troede var mig, men som jeg nok godt inderst inde ikke helt kunne genkende. Jeg har måske i virkeligheden aldrig været i nærheden af mig selv, men troet jeg var det. I flere år har jeg vidst, at der var en mening med mit liv, og jeg har haft en fornemmelse af, hvad det er, jeg skal, men jeg synes ikke helt, at jeg kunne finde hoved og hale i, hvad jeg havde lyst til, og hvad det var, der gav mening for mig. Jeg har længe gået og tænkt på, hvad jeg skulle

De sidste par måneder har jeg bøvlet med modstand fra nogle mennesker omkring mig, som jeg slet ikke havde forventet. Jeg er selv overasket over, hvor voldsomt jeg har reageret, for i virkeligheden er det ikke noget, som burde være så voldsomt for mig sammenlignet med alle de andre større ting, jeg har været igennem i mit liv. Jeg har virkelig gransket, hvorfor jeg reagerer sådan, og her til morgen gik det op for mig. I min uddannelse til terapeut fandt jeg ud af, at jeg som grundtone i mit liv har følt mig uvelkommen, fordi jeg var "et uheld", som jeg har fået at vide mange gange som barn. Men et godt uheld! - men dog et uheld. I det jeg vidste, at jeg var et uheld, har jeg følt mig uvelkommen, og jeg har faktisk haft svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, hvor der var gruppefællesskaber, fordi jeg altid har troet, at jeg ikke var velkommen. Måske har jeg været velkommen - det aner jeg ikke, men jeg ved også, at jeg aldrig rigtigt var med i de pigefællesskaber

På én af mine facebookvenners væg så jeg et kædebrev med Pay It Forward, som, til dem der ikke kender det, er et amerikansk fænomen, hvor man laver en god gerning for én person, og så skal modtageren så gøre en god gerning for en anden, og sådan fortsætter det. Formålet er, at sprede så meget glæde som overhovedet muligt, gætter jeg på, uden at jeg har læst helt op på det. Egentlig kan jeg rigtig godt lide tanken, for jeg ønsker også at andre får glæde i deres liv, og jeg er helt vild med tanken om at gøre noget for et andet menneske. Så langt så godt. Men i det kædebrev jeg læste stod der, at personen, der postede kædebrevet på sin facebookvæg, ville gøre fem ting for de mennesker, der først kommenterede på den statusopdatering, og jeg blev først rigtig glad og tænkte ”Fedt!”, og var lige ved at hoppe på, da jeg selv nogle gange har brug for, at nogen vil glæde mig, men så læste jeg lige det sidste afsnit, hvor der stod, at det var på betingelse af, at jeg selv postede det p