Fra inderst til yderst...

Inden for den sidste uge er jeg blevet spurgt af 3 af mine veninder uafhængigt af hinanden med fuldstændig samme ordlyd "Mia, nu gør du ikke det her, fordi du føler dig presset af min holdning?", og det er kommet meget bag på mig, at jeg er blevet spurgt af alle 3. Sagen er den, at jeg er begyndt at gøre nogle af de ting, som jeg har ønsket mig rigtig længe, og jeg udtrykker min usikkerhed omkring at springe ud det nye, som f.eks. at skifte efternavn til noget, som ingen andre i Danmark hedder endnu. Og jeg spørger dem til råds, og jeg får deres meget entusiastiske svar, og de følger mig til dørs og sørger for, at jeg får gjort nogle af de ting, som jeg faktisk brændende ønsker mig. Efterfølgende har de reflekteret over situationen, og er pludselig blevet bange for, at jeg har taget så drastiske skridt bare fordi de synes, at det var en god idé. I går aftes på vej i byen med én af de veninder, som har sagt ordene, fortæller jeg hende om min oplevelse, og hun har faktisk

Vågnede med en oplevelse af, at min krop var helt anderledes end den var, da jeg lagde mig på puden i går aftes. I nat har jeg oplevet en vild ting, en drøm... og jeg er ikke engang sikker på, at det var en drøm, for jeg kunne mærke alt det, der skete, på min krop, og kan det fortsat her, hvor jeg skriver nu. Mærkeligt nok skulle jeg i drømmen sove ved siden af min eks-svigermor efter at have snakket en del med hende, og jeg kan ikke falde i søvn, men siger ingenting. Hun vender sig pludseligt om imod mig, og siger at hun kan mærke, at jeg tænker vildt, og ja... hun havde ret. Jeg kunne ikke falde i søvn og har haft svært ved det længe, fordi tankerne bare fylder for meget. Vi står op, og vi går hen til hendes nyerhvervede krystalkugle, som hun er begyndt at arbejde med, men indtil i nat kun på sig selv. Hun lægger hånden på den krystalkugle, og rækker den anden hånd ud mod mig. Jeg tøver ikke med at tage den. Det er som om min hånd bliver ført imod hendes, og da vi har holdt hin

Drengene leger rigtig godt på deres værelser. De spiller computer og skyper med deres venner, og jeg sidder i stuen - dag ud og dag ind og keder mig. Jeg mærker en tomhed indeni, eller måske er det i virkeligheden noget der bobler og vil ud. For at finde ud af, hvad det egentlig er, mærker jeg efter endnu engang. Det er ikke tomhed. Det er en længsel efter eventyr og spændende oplevelser. Efter at være social med andre mennesker. Jeg er et flokdyr og trives bedst, når jeg er sammen med andre. Min tid med at lukke mig inde og kigge indad er vist ved at være forbi. Jeg trænger til at møde verdenen og have det sjovt. Jeg længes efter den livsglæde, der følge med eventyr og oplevelser. Måske behøver det ikke at være så store ting, men noget hvor jeg kommer ud og ser noget andet end de hjemlige 4 vægge. På festivalen i sidste weekend mærkede jeg den igen. Den vilde del af mig, som jeg faktisk rigtig godt kan lide. Det er hende, der giver mig oplevelsen af livsglæde og at være i liv

For snart 10 år siden var jeg til en håndlæser for allerførste gang, og hun sagde dengang, at når jeg blev omkring de 40 år, så ville jeg føle mig følelsesmæssig frigjort, og det var her, at jeg for alvor ville begynde at leve mit liv. Det har ligget i baghovedet på mig igennem de 10 år, og jeg har gået og glædet mig til at blive 40, og det nærmer sig. Næste år ved juletid, så runder jeg det "skarpe" hjørne. Jeg husker dengang min mor fyldte 40 år. Hun stod der med sine mørkeblå Brandtex bukser - meget klassisk og noget som kunne gå sammen med mange overdele. Meget praktisk. Hendes hår var svunget og hun lignede faktisk lidt Frida fra Abba - i håret altså... Jeg synes, at min mor var umådelig kedelig, og der var ikke meget farve over hende, men jeg er nu ikke sikker på, at det forholdt sig sådan i virkeligheden, men det finder jeg nok aldrig helt ud af. Med min oplevelse af min mor som 40-årig, kigger jeg på mig selv, og jeg må indrømme, at jeg er meget langt fra det,

Nu er det snart et halvt år siden, jeg mistede min mor, og der er sket så meget på det halve år, og jeg har sørget, og troede, at jeg var kommet mig nogenlunde, men efter en masse bump, der lige skulle overstås, - sidst et par eksamener og en flytning - er der kommet lidt ro på, men alligevel har jeg ikke været helt glad, og jeg har haft en del uro i kroppen uden at kunne identificere, hvad det kom af. Jeg har overbevist mig selv om, at det er fordi jeg er flyttet, og det er en forandring... I går tog jeg et smut forbi min mormor, der snart fylder 93 år, og det er ikke så tit, at vi får talt sammen, men hun fortæller mig, at hun kan mærke, at hun snart skal forlade denne jord. Hun sagde, at hun kunne mærke det på kroppen. Ret fattet spørger jeg hende, om hun har talt med nogen om, hvordan hun gerne vil begraves, men det har hun ikke. Hun fortæller mig, at hun vil på de ukendtes, for ingen skal være forpligtet til at passe hendes gravsted, og det betyder ikke noget for hende, hvilke