Fra inderst til yderst...

For nylig har jeg sat et forløb op, hvor folk kan komme og lære at stole på deres egne fornemmelser, og det er første gang, jeg laver et decideret forløb. Jeg har kombineret nogle clairvoyante øvelser med øvelser, jeg selv har prøvet på egen krop. Noget som jeg egentlig selv er meget simpelt og ikke noget særligt. Jeg har en del erfaringer fra mit eget liv, og alle de ting, jeg har prøvet, som jeg også kan drage nytte af, og jeg er ikke bange for at dele af mig selv - også de "mindre kønne" sider. I går aftes sad jeg sammen med 6 skønne kvinder på mit forløb, og de spurgte, om jeg ikke lavede en 2'er, fordi de synes, at de fik så meget ud af det. Jeg har tænkt igennem forløbet, at jeg ikke synes, at jeg gav noget særligt eller særlig meget, men jeg kan høre, at det har gjort indtryk på dem, de øvelser, jeg har præsenteret dem for. Og jeg kan jo også se, at de øvelser, der måske ikke er gået helt som forventet, eller som måske ikke har været så spændende for d

Jeg har hele mit liv gjort en masse for andre mennesker, og jeg har vist glemt mig selv i det hele. Mine behov har ikke været så vigtige åbenbart. Det er i hvert fald, hvad jeg har set kvinderne i min familie på min mors side gøre. De gjorde, hvad de troede, deres mand eller andre ville have dem til at gøre, så de kunne gøre sig fortjent til kærlighed. Og det er hvad, der har præget mit liv også - naturligvis. Bevidstheden om, at jeg ikke ville gøre som min mor har fyldt meget for mig i stort set hele mit liv, og alligevel er jeg endt dér, hvor jeg faktisk gør en masse for andre mennesker i stedet for at gøre noget for mig selv. Jeg sætter mine børn og min kæreste og til dels også mit arbejde før mig selv, men det er sgu ikke OK. Faktisk har jeg tænkt, at jeg var kommet godt igennem det, og faktisk var god til at huske mig selv. Jeg var klar over, at jeg ikke er verdensmester, og jeg har set nu her i min kæreste sygdomsforløb, at jeg glemte mig selv, da jeg jo lige skulle klar

Mit liv er bare fyldt med pligter. Mit stjernetegn er stenbuk i både sol og måne, hvilket betyder at jeg hele tiden har pligter, der skal ordnes førend jeg kan sætte mig ned og slappe af. Det er sgu lidt krævende ind imellem, synes jeg. For ikke nok med, at jeg har pligter, der skal ordnes, så tror jeg også, at andre har store krav til mig, fordi jeg selv har det, og derfor kan bare ikke slappe af i det at være mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Always on the run.... Men min krop viser mig heldigvis ind imellem, at jeg skal stoppe op, for jeg har kørt for hårdt på. Jeg giver mig ikke en chance for at nå at puste ud, for der er altid noget, der skal gøres, og jeg mærker faktisk ikke selv, at det bliver for meget. Jeg er vant til at presse mig selv og min krop, så jeg skal gøre et mere ihærdigt forsøg på at huske det. Men for nylig fik min krop nok. Eller rettere krop og hoved, for jeg er TRÆT, TRÆT, TRÆT... Jeg har brugt eller misbrugt mig selv i 2015, fordi der var en

Lige nu ser tingene lidt tågede ud for mig, men jeg kan mærke min sjæls kalden på mig. Tiden er inde til, at jeg følger min drøm. En drøm, som jeg kun har troet var for de få, der var virkelig gode, og dermed ikke for mig, men hvad er det egentlig, at jeg har bildt mig selv ind? At jeg ikke var lige så god eller lige så meget værd, som dem der ser ud til at have succes? Og hvad er succeskriteriet for mig? Tja... det er jo måske det, jeg ikke helt ved endnu, men jeg længes og søger efter noget, som giver mit liv mening. Alt det, jeg har været igennem i mit liv, må da kunne bruges til noget godt, som kan hjælpe andre. Én sagde engang til mig, at den bedste terapeut er den, der selv har været de fleste ting igennem, for først da kan man sætte sig ind i og forstå et andet menneskes oplevelse og følelser. Først da kan man spejle den anden. Det var kloge ord, som jeg tog til mig dengang, og som har hjulpet mig igennem de storme, jeg har været igennem. Et eller andet sted har jeg vid