Usikkerheden er min værste fjende...
Vreden og sorgen har tårnet sig op inden i mig, fordi min kæreste ikke længere kan være den klippe, som jeg har kunnet regne med tidligere, fordi han har haft en blodprop i hjertet og selvfølgelig må tage sig af sig selv, men "hvad så med mig?" skriger mit lille barn inden i? Det lyder pisseegoistisk, og det er det nok også, men samtidig er der en del af mig, der bliver usikker på, hvor skal jeg så gøre af mig selv. Det er kommet bag på mig, at jeg har en så stor sorg, og endnu mere nu hvor jeg er begyndt at se på, hvad det er der sker, at jeg har været afhængig af min kærestes styrke. At han skulle være min klippe, når jeg havde brug for det, eller rettere når min lille pige inden i, havde brug for det. Jeg ser klart nu, at jeg har troet, at jeg var afhængig af hans styrke. At jeg skulle lægge min egen power og dømmekraft i hænderne på ham, fordi jeg var tryg ved ham, og jeg var sikker på, at han ville tage sig af mig, for det troede jeg, at jeg havde brug for, selvom je