Tror jeg tilgiver....

I disse dage går jeg og mærker mig selv rigtig meget. Tænker over mit liv, som det ser ud lige nu. Tænker over min skilsmisse, og selvom der er gået snart 7 år, så har jeg et anstrengt forhold til min eksmand, men det er en længere historie og egentlig ikke det, jeg ville fortælle om i denne blog.

Det sidste stykke tid har jeg tænkt på, hvad nu hvis der skete min eksmand noget, så ville jeg have det rigtig skidt med, at vi har et anstrengt forhold, for det er ikke nødvendigt. Jeg tror endda, at jeg ville blive rigtig ked af, at det var sådan, det skulle ende. Og jeg gætter på, at det måske også kan være sådan for hans part?! Hvorfor så gå og spilde unødig krudt på at være sure på hinanden? Livet er for kort og for godt til at skulle ødelægges af sådan noget.

Alderen spiller ind her, for jeg er blevet 40 og begge mine forældre er døde i en tidlig alder, så jeg ved, at livet kan ende lige pludseligt, og hvorfor så gå rundt med en dårlig følelse indeni, når en andens liv har taget en ende.

Jeg mærker en følelse indeni, som jeg har svært ved at sætte ord på, men det sætter hele mit liv i perspektiv lige nu. Det er ikke værd at være uvenner med nogen, for det er spild af liv, og samtidig så ved jeg godt, at man ikke kan være venner med alle, når man sætter sine grænser.

Jeg tror, at jeg er ved at tilgive og give slip på alt det, der er sket i fortiden. Både mig selv og ham, for jeg ved, at det er sket af en årsag, og jeg ved, at det ikke kan laves om. Jeg har gjort mit, fordi jeg mente, at det var det rette at gøre, og måske har det været det?! og han har gjort det samme. Vi har så ikke været enige om, hvad der var det rigtige, og det ser jeg også som en bekræftelse på, at det var det rigtige at gøre for os begge, da jeg valgte at ville skilles.

Mit liv er ved at falde på plads, og jeg har fundet et godt ståsted for min videre færd, og jeg lukker nu kapitlet "Skilsmissen" og åbner det næste, som jeg har læst sideløbende med "Den nye familie", men nu kan jeg bruge min tid kun på det kapitel og det næste, som jeg er ved at smugkigge i.... Det handler om mit arbejdsliv i fremtiden.... Jeg glæder mig meget til at læse bogen helt færdig, men det tager tid.....heldigvis!

Det giver mig fred indeni <3


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?