Fra inderst til yderst...

I nat oplevede jeg, at min sjæl bankede på min dør. Den ville fortælle mig noget, som jeg aldrig rigtig har forstået omkring mig selv, og jeg har hele tiden holdt døren lukket, for at min sjæl ikke skulle komme ind og tage over. Det var for farligt. Min sjæl, der i virkeligheden, tager sig kærligt af mig, og som ved, hvad der er bedst for mig. Den viser mig vejen til min eget indre, hvor jeg finder freden, roen, taknemmelighed og tilgivelse. Jeg så kun min sjæl, fordi jeg er ved at give slip på al kontrol. Give slip på, hvad jeg troede var mig, men som jeg nok godt inderst inde ikke helt kunne genkende. Jeg har måske i virkeligheden aldrig været i nærheden af mig selv, men troet jeg var det. I flere år har jeg vidst, at der var en mening med mit liv, og jeg har haft en fornemmelse af, hvad det er, jeg skal, men jeg synes ikke helt, at jeg kunne finde hoved og hale i, hvad jeg havde lyst til, og hvad det var, der gav mening for mig. Jeg har længe gået og tænkt på, hvad jeg skulle

De sidste par måneder har jeg bøvlet med modstand fra nogle mennesker omkring mig, som jeg slet ikke havde forventet. Jeg er selv overasket over, hvor voldsomt jeg har reageret, for i virkeligheden er det ikke noget, som burde være så voldsomt for mig sammenlignet med alle de andre større ting, jeg har været igennem i mit liv. Jeg har virkelig gransket, hvorfor jeg reagerer sådan, og her til morgen gik det op for mig. I min uddannelse til terapeut fandt jeg ud af, at jeg som grundtone i mit liv har følt mig uvelkommen, fordi jeg var "et uheld", som jeg har fået at vide mange gange som barn. Men et godt uheld! - men dog et uheld. I det jeg vidste, at jeg var et uheld, har jeg følt mig uvelkommen, og jeg har faktisk haft svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, hvor der var gruppefællesskaber, fordi jeg altid har troet, at jeg ikke var velkommen. Måske har jeg været velkommen - det aner jeg ikke, men jeg ved også, at jeg aldrig rigtigt var med i de pigefællesskaber