Fra inderst til yderst...

I dag på stranden sad jeg og tænkte over mit liv, som det ser ud lige nu. Jeg siger farvel til job, kæreste og bolig, og står nu og skal starte helt på ny, men det skræmmer mig ikke, for jeg mærker en ro inderst inde, som gør mig tryg. Jeg har tillid til, at jeg er på rette vej, og at jeg gør det helt rigtige. Mange forstår ikke helt mine valg, og jeg kan godt forstå, at det kan være svært, når man ser det udefra, for jeg dropper al min sikkerhed til fordel i det, som kan se usikkert og utrygt ud. For hvor skal hun mon bo, har hun penge nok, hvad med arbejde og kæreste? Helt ærligt, er hun ved sine fulde fem. Jeg går efter det, der føles helt rigtigt i mit hjerte, og som synger min sjæls sang, for nu er tiden kommet for mig til at være helt tro mod mig selv, for jeg har en opgave, der skal gøres. En opgave, som jeg ikke selv er helt sikker på endnu, men jeg har jo for længst beskrevet min drøm, og det er den, jeg stiler mod. Jeg vil være selvstændig erhvervsdrivende, så jeg kan

I mange år har jeg været meget farverig, hvor prikker og striber i forskellige farver var velkendt hos mig. Faktisk var jeg kendt for at være hende, der altid havde noget grønt på, og jeg havde enten en blå eller gul bil. Hvor er det lige blevet af? Når jeg ser på min nuværende garderobe, så ser det meget mørkt ud, og så er der nogle enkelte ting, der er farvede, men det er ikke det der springer i øjnene, når jeg åbner mit klædeskab. Og når jeg ser på min bil, så er den grå, og jeg har virkelig svært ved at finde den på en stor parkeringsplads, fordi den ligner alle de andre. I dag er det gået op for mig, at jeg igen har forsøgt at passe ind, så jeg har klædt mig og opført mig, så jeg kunne blive accepteret på jobbet, i mit forhold i samfundet og hos mig selv. Og jeg har valgt at klæde mig i afdæmpede farver mest de sidste par år, også fordi jeg egentlig ikke ville skille mig ud. Jeg ville ikke ses, og jeg skulle ikke være hende den mærkelige. Jeg var mærkelig nok i forvejen, nå

Så står jeg her... Jeg har lige sagt mit ellers så gode job op, er sygemeldt med stress og ved ikke lige, hvad jeg skal med mit liv. Alligevel ved jeg, at det hele nok skal løse sig, fordi jeg kan mærke, at det var det helt rigtige for mig at sige op. Noget jeg har prøvet mange gange tidligere i mit liv, når jeg kunne mærke, at det ikke længere var et sted for mig. Det samme skete her, hvor jeg oplevede, at mine værdier ikke stemte overens med arbejdspladsen, som jeg ellers havde troet fra start, og jeg oplevede et urimeligt pres. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at jeg for 1 år siden bare var ellevild med mit job. Et job, som bare passede til mig, fordi jeg er vild med at arbejde med børn og unge. Det giver mig en stor glæde og tilfredsstillelse at arbejde med dem, især hvis jeg kan se, at jeg gør en forskel. Rammerne var bare ikke i orden for mig. Flere har spurgt mig, om jeg ikke bare kunne være sygemeldt og så vente på at blive fyret, men det ville bare gøre mig mere s