Jeg har været mester i tilpasning...
Efter jeg er flyttet sammen med min kæreste, er jeg bare blevet tykkere og tykkere og specielt på maven, og i går blev jeg spurgt, om jeg var gravid... Arrrgh. Det er ikke fedt! men jeg forstår godt, at jeg bliver spurgt....
Jeg har haft rigtig svært ved at forstå, hvorfor jeg altid er blevet tykkere, når jeg indgik i et forhold, og jeg har tænkt, at det kan være, fordi man spiser anderledes eller hygger lidt mere, men lige præcis i dag går det op for mig, hvad det er, der sker for mig. For jeg er begyndt på en spirituel kur med fokus på de områder, der generer én, og her er et af mine områder altså min krop.
Faktisk tænkte jeg ikke på det, men i dag da vores gamle bils motor igen igen går i stå, midt i at jeg kører, og speedometret kun virker når det har lyst - og det er åbenbart kun, når jeg kører, for min kæreste oplever det ikke - men jeg bliver så forbandet frustreret, og føler mig enorm usikker, når jeg skal køre sådan en bil, der bare kan finde på at gå i stå, så jeg ringer til min kæreste og bare kræver, at jeg vil have en ny bil. Han forsøger at sige til mig, at vi ikke har pengene til en ny bil lige nu, men det vil jeg skide på, for jeg kan ikke køre sådan en lortebil....
Efter at have afsluttet opkaldet går det op for mig, at jeg har rigtig mange følelser, som at jeg føler mig ufri, og afhængig af min kærestes indkomst, fordi jeg er på SU. Tanken om, at jeg ikke selv kan vælge, hvad jeg har lyst til, hænger mig langt ud af halsen. Det er kvælende og min mors ord lyder endnu engang i mine øre "Du skal være økonomisk uafhængig, så du ikke skal være afhængig af en mands økonomi", og hvad er det lige, jeg har gang i... Jeg får lyst til bare at gøre alt muligt i trods og bare tage nogle beslutninger bare for at bevise overfor mig selv, at jeg er uafhængig og fri, men jeg besinder mig.
Bagefter bliver jeg rigtig ked af, at jeg har opført mig sådan, og jeg bliver flov, fordi jeg har skabt mig sådan. Det går op for mig, at jeg har ageret som et barn, der er bange og heller ikke får sin vilje.
Efterfølgende går det op for mig, at jeg har undertrykt rigtig mange følelser, og jeg har tilpasset mig i forholdet til min kæreste uden at jeg har tænkt synderligt over det. Det er ikke fordi min kæreste ønsker det på den måde, men det er sådan jeg åbenbart agerer i et forhold. Jeg tilpasser mig og indordner mig bare, fordi jeg kan se tingene fra flere sider, men hvis jeg skulle være virkelig ærlig, så er der flere ting, hvor jeg bare har stoppet mine følelser ned i maven, og skyllet det ned med cola.
Og tanker gik endnu engang tilbage til min barndom, hvor jeg har fået at vide, at jeg skabte mig, hvis jeg blev hysterisk eller andet, og jeg tænker, at jeg måske har gjort det, fordi jeg har været bange.... Jeg aner det ikke, men jeg fik i hvert fald at vide, at sådan skulle jeg ikke opføre mig. Jeg skulle ikke skabe mig!
Og da jeg til sidst talte med min kæreste, kom der hul på bylden, og jeg græd virkelig og det lettede så helt enormt, for det var de følelser, der sidder og driller i maven og som gør, at jeg har brug for sukker til at glemme dem, når de popper op.
Jeg har brug for at være 100% ærlig overfor mig selv, og for at give udtryk for mine tanker og følelser lige meget hvad det fremprovokerer hos andre. Heldigvis har jeg bare den mest fantastiske kæreste, der ikke tager det nært, når mine følelser løber løbsk. Jeg er dybt taknemmelig for at han er min kæreste <3
Jeg er et skridt nærmere at være mig 100% <3
Jeg har haft rigtig svært ved at forstå, hvorfor jeg altid er blevet tykkere, når jeg indgik i et forhold, og jeg har tænkt, at det kan være, fordi man spiser anderledes eller hygger lidt mere, men lige præcis i dag går det op for mig, hvad det er, der sker for mig. For jeg er begyndt på en spirituel kur med fokus på de områder, der generer én, og her er et af mine områder altså min krop.
Faktisk tænkte jeg ikke på det, men i dag da vores gamle bils motor igen igen går i stå, midt i at jeg kører, og speedometret kun virker når det har lyst - og det er åbenbart kun, når jeg kører, for min kæreste oplever det ikke - men jeg bliver så forbandet frustreret, og føler mig enorm usikker, når jeg skal køre sådan en bil, der bare kan finde på at gå i stå, så jeg ringer til min kæreste og bare kræver, at jeg vil have en ny bil. Han forsøger at sige til mig, at vi ikke har pengene til en ny bil lige nu, men det vil jeg skide på, for jeg kan ikke køre sådan en lortebil....
Efter at have afsluttet opkaldet går det op for mig, at jeg har rigtig mange følelser, som at jeg føler mig ufri, og afhængig af min kærestes indkomst, fordi jeg er på SU. Tanken om, at jeg ikke selv kan vælge, hvad jeg har lyst til, hænger mig langt ud af halsen. Det er kvælende og min mors ord lyder endnu engang i mine øre "Du skal være økonomisk uafhængig, så du ikke skal være afhængig af en mands økonomi", og hvad er det lige, jeg har gang i... Jeg får lyst til bare at gøre alt muligt i trods og bare tage nogle beslutninger bare for at bevise overfor mig selv, at jeg er uafhængig og fri, men jeg besinder mig.
Bagefter bliver jeg rigtig ked af, at jeg har opført mig sådan, og jeg bliver flov, fordi jeg har skabt mig sådan. Det går op for mig, at jeg har ageret som et barn, der er bange og heller ikke får sin vilje.
Efterfølgende går det op for mig, at jeg har undertrykt rigtig mange følelser, og jeg har tilpasset mig i forholdet til min kæreste uden at jeg har tænkt synderligt over det. Det er ikke fordi min kæreste ønsker det på den måde, men det er sådan jeg åbenbart agerer i et forhold. Jeg tilpasser mig og indordner mig bare, fordi jeg kan se tingene fra flere sider, men hvis jeg skulle være virkelig ærlig, så er der flere ting, hvor jeg bare har stoppet mine følelser ned i maven, og skyllet det ned med cola.
Og tanker gik endnu engang tilbage til min barndom, hvor jeg har fået at vide, at jeg skabte mig, hvis jeg blev hysterisk eller andet, og jeg tænker, at jeg måske har gjort det, fordi jeg har været bange.... Jeg aner det ikke, men jeg fik i hvert fald at vide, at sådan skulle jeg ikke opføre mig. Jeg skulle ikke skabe mig!
Og da jeg til sidst talte med min kæreste, kom der hul på bylden, og jeg græd virkelig og det lettede så helt enormt, for det var de følelser, der sidder og driller i maven og som gør, at jeg har brug for sukker til at glemme dem, når de popper op.
Jeg har brug for at være 100% ærlig overfor mig selv, og for at give udtryk for mine tanker og følelser lige meget hvad det fremprovokerer hos andre. Heldigvis har jeg bare den mest fantastiske kæreste, der ikke tager det nært, når mine følelser løber løbsk. Jeg er dybt taknemmelig for at han er min kæreste <3
Jeg er et skridt nærmere at være mig 100% <3
Mia du er så meget nærmere bare det at du erkender det så flot er stolt over at kende dig ...du kan bare det der ..
SvarSletps vi er andre der har gjort det samme som dig og tænkt hvad f....skete der lige der..
knus og kram og rigtig godt gået erkendelse er vejen frem
Hilsen Lone S
Tusind tak for de smukke ord, kære Lone. De varmer rigtig meget, og jeg er meget enig med dig i, at erkendelse er vejen frem. Knus fra Mia
Slet