Du skal være sød, Mia!

Der er mange sætninger eller beskeder fra mine forældre eller bedsteforældre, der har præget mig igennem mit liv, og sådan er det jo selvfølgelig altid, men dem jeg nu vil nævne er nogle af dem, som har været blokeringer for mig liv. Det er gået op for mig, da jeg i går sad og så "Stjernene på slottet", hvor det var Tommy Kenter, der var i fokus. Han fortalte om sin barndom, hvor han skulle være på en bestemt måde for at blive elsket. Han havde haft en ret omtumlet barndom, som selvfølgelig havde sat sine spor, og han var meget bevidst om det. Da han fortæller om den lille uartige dreng, der er inden i ham, som ingen andre kan holde ud, mærker jeg bare tårerne stige op i øjnene på mig, for det mindede mig bare så meget om mig selv.

I slutningen af programmet fortæller Tommy Kenter, at han som voksen ikke kan have et forhold til en kvinde længere end 3-4 år, for så kan han ikke længere holde den lille uartige dreng væk. Han kan ikke længere spille den artige dreng, som er elskelig. Han fortæller, at han har behov for at være i sit helt eget rum for at lade op, for det tager så meget energi, at han skal spille den rolle som den artige dreng uden at have en pause. Da bryder jeg helt sammen....

Jeg har en lille uartig pige, som ikke er værd at være sammen med. Og pludselig kunne jeg mærke, hvordan jeg også spiller den artige pige - også i mit forhold, fordi ellers er jeg ikke værd at elske. Jeg er ofte drænet for energi, og jeg beder min kæreste om at holde sig langt væk til tider, for jeg har brug for bare at være mig, fordi jeg ikke har mere energi. Det er hårdt!

Igennem hele min opvækst skulle jeg være sød, og jeg skulle specielt være sød mod min mor, som havde det hårdt - det var i hvert fald det, jeg altid fik at vide af min mormor. "Du skal være sød mod din mor, Mia, for hun har det hårdt!"... og det var jeg så, for ellers blev jeg jo ikke elsket.

En anden sætning, som har fyldt meget, var min mor der ofte sagde "Du skal ikke være så ærlig, for du sårer jo en masse og dermed skubber du dem væk!"... Aarrrrghhh.....

Jeg har haft dette oppe mange gange med mig selv, og jeg har godt vidst det med mit hoved, at det var sådan det hænger sammen, men i går mærkede jeg det for alvor. Min krop sank fuldstændig sammen, fordi jeg var blevet ramt dér, hvor skoen trykker.

Jeg er pligtopfyldende og sød, som jeg skal være for at være elskelig, men inderst inde er det jo ikke mig, der hele tiden er sådan. Jeg har også lyst til at være hende den "uartige" pige, som måske i virkeligheden ikke er uartig, men som blot har haft en vild fantasi eller har haft krudt bagi... Eller måske sagde jeg bare de ting, som ikke var rare at høre, fordi det var noget, som var blevet gemt væk eller fortrængt, og som ikke skulle på banen....

Jeg har altid haft en evne til at se om folk var ærlige overfor sig selv. Altså var autentiske eller ægte. For jeg oplevede tit, at der ikke var overensstemmelse mellem det, der blev sagt og det jeg mærkede. Og måske har jeg stillet spørgsmålstegn ved alt det, jeg ikke forstod og som jeg mærkede, og det kan måske godt virke som om, jeg var uartig?!

I don't know! men jeg ved med mig selv, at jeg ikke vil have det sådan længere. Jeg VIL ikke ligge under for andres meninger om, hvornår jeg er elskelig, for det hæmmer mig.

Puh, sidder lige og tænker på, hvor mange følelser jeg har lagt låg på som barn, blot for at være sød og artig.... Arrrrrghhhhh.... Måske også derfor jeg har det svært med, når folk kalder mig søde. For jeg vil sgu ikke være sød!!! Jeg vil bare være mig <3

Jeg vil åbne op for godteposen, og se hvad der kommer ud, for jeg aner det virkelig ikke... Jeg ved, at der er en pige, der er lidt vild, som ikke har fået lov til at fylde... Hun må gerne kigge ud igen, for hende kan jeg faktisk rigtig godt lide. Hun er den, der får livet til at føles som en leg....

Jeg vil gøre, hvad jeg føler for uden at være bange for om jeg er elskelig <3

Kommentarer

  1. Sig hvad du vil jeg vil Take you or live you det og hvad er det værste ved det, du tiltrækker hvad der er godt for dig !mod, har du jo?
    .knus fra Inga.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?