Fra inderst til yderst...

Her til morgen havde jeg rigtig god tid til at ligge og gasse den under dynen, for jeg er alene hjemme uden kæreste og børn, og det er noget, jeg nyder rigtig meget, for ofte er det her, jeg bliver inspireret, og denne morgen var ingen undtagelse. I øjeblikket har jeg meget fokus på mit helbred, for jeg er vist, det man kalder, afhængig af coca-cola, og det vil jeg egentlig rigtig gerne ændre på, men jeg har svært ved det. Det går i en uges tid, og så bliver det weekend, og så falder jeg i. Forstår faktisk godt, at alkoholikere kan have svært ved at blive afhængigheden kvit. Jeg er klar over, at det også er noget psykisk, der spiller ind. Men da jeg ligger i min seng her til morgen, tænker jeg på, at jeg ikke ville kunne arbejde et sted, hvor jeg vidste, at det skader menneskers liv. Jeg tænkte på cigaretfabrikanter og sodavandsproducenter blandt andet. For alle ved at cigaretter er dødelige. Det er der en masse undersøgelser, der viser, og derfor undrer det mig i høj grad, at noge

De sidste 3 måneder jeg har virkelig gået og glædet mig til at skulle flytte sammen med min kæreste i det hus, som vi (eller rettere han) gik og satte i stand. En flytning som jeg virkelig så frem til, fordi jeg var sikker på, at nu blev alt godt, og lykken ville ingen ende tage. Hele tiden har jeg været så glad for, at vi ikke havde to hele husstande, der skulle slås sammen. Det jeg ikke havde af møbler, det havde min kæreste og omvendt. Så der var ikke mange ting, vi skulle finde ud af, hvad der skulle være i vores nye fælles hus, men alligevel har vi hele tiden skullet tage stilling til, hvordan det nye hus skulle se ud, hvilken farve der skulle på væggene, om der skulle gulvtæppe det ene eller det andet sted etc. Hele tiden har hovedet været fyldt med ideer til indretning, og det skulle lige vendes med min kæreste. Ikke et sekund har jeg følt, at jeg var stille i mit sind. Drømmene var store, og jeg tænkte ikke et sekund på, at det kunne være hårdt at skulle flytte sammen med

Hvad skete der lige for det? Jeg troede, at nu var jeg rigtigt ovenpå, og klar til alt det nye og spændende i mit liv, men i stedet for at det hele bare er fryd og gammen sidder jeg nu her i min sofa og er helt udmattet og flad på batterierne. Helt flad som dengang, jeg første gang var helt flad for energi. Jeg har brugt mere energi, end jeg egentlig havde, og jeg har holdt mig ovenvande for overleve. Noget jeg ellers havde lovet mig selv, at jeg var ovre. Jeg ville leve i stedet for at overleve, men ydre omstændigheder de sidste mange år har gjort, at jeg har måttet tage fighter-rollen på og bare tage fat. Sidder her og føler mig intet værd, utilstrækkelig og træt. Jeg føler, at jeg har svigtet og bedraget mig selv, for jeg har nogle gange været ovenpå, og så har jeg troet, at jeg havde det fint, men måske har det ligget og luret i baghovedet hele tiden, at jeg var træt. Er jeg nogensinde kommet over min stressperiode? Har det ligesom dengang, jeg havde stress. Jeg kan ikke engang