Fra inderst til yderst...

I mange år har det været et stort ønske for mine drenge at komme ud og rejse som alle de andre i skolen. Det er jo sådan det lyder, men jeg har grundet min økonomiske situation ikke haft mulighed for at give dem denne oplevelse, og det har jeg drømt om, at jeg en dag ville kunne gøre. Den dag er så kommet, for i går bestilte vi en rejse til sydspanien, og da jeg fortalte min ældste søn det i går, var hans første reaktion, at han blev nervøs for at skulle flyve, fordi han var bange for, at flyet skulle blive væk, som det fly i Malaysia eller at flyet skulle styrte ned. Frygten tog allerede fat i ham, da han fik det at vide. Her til morgen fortalte jeg min yngste søn det, og han lyste helt op, og blev rigtig glad, og så spurgte han, om der i sydspanien var oversvømmelse og tornadoer. Igen en frygt, som er plantet et eller andet sted. Jeg blev en smule ked af det, fordi drengene ikke bare kan nyde, at de skal på ferie, og at de ikke tænker så meget på, hvad der nu kan ske. Jeg

Her står jeg så... i stuen i en potte, hvor jorden ikke giver mig særlig næring, og hvor jeg ikke bliver vandet regelmæssigt. For ikke så længe siden tabte jeg næsten alle mine blade, og var ved at visne helt hen, men heldigvis var der en kærlig sjæl, der forbarmede sig over mig, og gav mig vand og nussede om mig. Jeg blev trimmet lidt, så jeg kunne fokusere min energi på de grene, der ikke var visne. En af mine rødder har mistet grebet af jorden, men det betyder ikke noget, for jeg har godt fat med 3 andre store rødder, som står solidt plantet i jorden - dog stadig i potten, som er lidt uhensigtsmæssig for mig, men pyt.... det er bedre end at forgå. Hvis jeg kigger på mit liv fra jeg var ganske lille skud på stammen, har jeg haft store drømme om at nå helt op til himlen med en prægtig trækrone fyldt med de frodigste grønne blade. Jeg ville strække mig helt derop og mærke, hvor lykkelig jeg var over at være mig, men i stedet er jeg blevet holdt nede, hver gang jeg strittede bare li

Følelsen af at det ydre ikke stemmer overens med det indre fylder i mig og har gjort det ret lang tid. Det er ikke bare noget med, at jeg trænger til nyt tøj, som jeg har haft så mange gange før. Denne gang handler det om, at jeg slet ikke føler mig godt tilpas med det, jeg ser i spejlet. Det handler selvfølgelig også om, at min krop har forandret sig, men det er ikke det hele. Det tøj, jeg tidligere har haft på, føles bare helt forkert. Som om mit hylster ikke længere passer til min sjæl eller det, jeg har indeni, men jeg kan heller ikke finde ud af, hvad der så passer, for det hele er så nyt for mig. Faktisk kan man vel kalde det en identitetskrise, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad der ligger bag. Jeg har længe klædt mig i tøj som unge piger også kunne finde på at have på, og det føles ikke længere skønt at have på. Jeg har en oplevelse af, at jeg har brug for tøj for lidt mere modne kvinder. Jeg er jo også ved at være oppe i den alder, hvor jeg ikke er helt ung mere, se

Længe har jeg gået rundt om mig selv og været lidt rastløs, for jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad meningen med mit liv er. At finde det, jeg virkelig brænder for, har været en gåde for mig. Jeg har oplevet spæde glimt af det, som jeg gerne vil, og jeg har forsøgt mig udi kunsten at starte op selvstændigt med det, jeg troede, var noget, jeg brændte for, for derefter at finde ud af, at det ikke helt var det, jeg ville. Da jeg startede på clairvoyanceuddannelsen følte jeg, at jeg havde fundet min rette hylde. Endelig mærkede jeg, at her hørte jeg hjemme. Jeg ville så gerne starte op og arbejde som clairvoyant, og jeg fik også lavet en fin hjemmeside, men jeg brændte ikke 100% for det, og hver gang jeg skulle lave en clairvoyance, har jeg følt det lidt forkert. Jeg følte, at jeg skulle hive mig selv op ved hårrødderne, når det skulle gøres. Det kan der selvfølgelig være forskellige årsager til, men det føltes ikke rigtigt for mig alligevel. Det hele foregik i mit hoved, og jeg havde

I disse dage går jeg og spænder op i kroppen, og tanken om at skulle være blandt en masse mennesker gør mig helt træt. Jeg har brug for at være helt alene, for lige nu foregår der en masse indeni mig, som jeg har lidt svært ved at sætte ord på, og jeg kan ikke helt greje det. Nu har jeg gået rundt om mig selv i denne uge og forsøgt at greje, hvad det er, der sker. Forandringer er svaret! Der sker en masse forandringer, og jeg mærker, hvor bange jeg er for at miste kontrollen og miste mig selv i alt det her, der sker lige nu. Jeg mærker, hvordan jeg forsøger at klynge mig til noget, som jeg kender, for et eller andet sted ved jeg, at det som har været engang bliver brudt ned. Jeg ved, at det er forandringer til det bedre. Det har været en hård periode for mig igennem rigtig lang tid, og jeg har brugt min energi på at komme ovenpå og kæmpe mig igennem udfordringerne, der er væltet ind over mig. Og jeg har lært ufattelig meget af det. Det er jeg taknemmelig for nu, når jeg er kommet g

Da jeg var lille kiggede jeg rigtig meget på mine familiemedlemmer - specielt de ældre i min familie, og jeg så mennesker, der var overvægtige og som døjede med det. Det var både på min mors og min fars side af familien. Der blev ofte talt om, at disse mennesker var tykke, og der blev måske også lavet en sjov bemærkning omkring dem, når de ikke hørte det. Det hørte sig til, og som barn tænker man ikke videre over det. Det tænker jeg så over nu, når jeg selv har taget på og ikke føler mig særlig godt tilpas i min krop. Føler, at den er stagneret og at energien er gået helt i stå derinde - og måske er den også det. Følelserne følger med, når man ikke har det særlig godt med sin krop, så det svinger en del, og når følelserne svinger, putter jeg mad i munden for trøst - eller det måske cola, der er min største trøst. Altså en ond cirkel, jeg er kommet ind i. Jeg går og tænker på, hvorfor jeg pludselig har taget sådan på, for af natur er jeg slank og har altid været for tynd, synes noge