Jeg vil turde leve livet!
Ofte tænker jeg på, at jeg savner naturen og den vej, jeg ofte gik ned af, da jeg boede på Lyngen i sommerhusområdet tæt på vandet - Vej nr. 11. En vej, der ikke var særlig beboet, slet ikke om vinteren, men der var noget vildt og uspoleret ved den vej. Når jeg gik ned ad den, så følte jeg, at jeg gik dybere og dybere ind i mig selv og fik skrællet al omverdenens støj og uro af min krop og mit sind, og det var her, at jeg fandt ro og trøst, når jeg havde det svært. Jeg fandt også glæde og lethed, når jeg var dér i mit liv.
At gå ned ad den vej, som jeg kendte så godt, føltes bare så skønt. Jeg fulgte med i årstiden på vejen, også når der skete forandringer på vejen, for jeg kendte den, som var det min egen bukselomme.
Det var også her, jeg fik en masse oplevelser med vilde dyr og specielt rådyr helt tæt på. Det sker ikke her i byen. Suk!
Savner at bo midt i naturen. Haven er altså ikke det samme for mig. Det føles slet ikke på samme måde, for støjen fra vejen er der stadig, og jeg kan ikke gå i lang tid rundt for at finde roen. Jeg er vist bare et naturmenneske. Det er her, jeg finder energi og ro.
Mange ville sikkert sige, at jeg bare skulle gå ned på Vej nr. 11 igen, men det er bare ikke det samme, nu hvor jeg ikke bor der længere. Det er ikke længere mit sted. Jeg er kommet videre og måske vil det ikke give mig samme oplevelse længere, hvis jeg gik derned. Det var vist noget, jeg havde dengang.
Dengang, et ord fra fortiden, som måske handler om, at der er mange nye ting på vej. Det ved jeg, at der er, og måske er det i virkeligheden et tegn på, at jeg er lidt bange for de nye ting. Det ville være så rart, at have de gamle ting og gamle måder at gøre tingene på, for det kender jeg, og det giver mig en umiddelbar tryghed, men det er ikke dér, jeg skal hen nu.
Nu skal der søges nye græsgange, hvor jeg skal udforske nye territorier og nye omgivelser, der nok vil give mig noget, som jeg ikke vidste, jeg havde behov for og som jeg ikke vidste lå dér for mig. Igen er det også symbolsk for mit liv lige nu. Jeg ved, at nye ting er på vej i mit liv, og jeg aner ikke, hvad det er - det er nyt og noget som jeg aldrig har prøvet før. Det kan jeg mærke, og det giver mig en uro indeni. En angst for at give slip på det gamle og velkendte og sige goddag til det nye og spændende. Jeg VIL det rigtig gerne, og samtidig er jeg lidt bange, for hvad skal der ske.
Følelsen af at stå på en klippeafsats og skulle tage et spring fylder i mig. For når jeg ser ned, ser jeg ikke andet en tåge, men jeg ved, at jeg skal tage et sats og springe. Hvad kan der ske? og hvad er der under tågen? Det hele handler om, at have tillid!
TIlLID til hvad? Hvad eller hvem kan jeg stole på, og hvem skal evt. gribe mig, hvis det er ved at gå galt. Kan det gå galt? Og hvad kan gå galt?
Mærkeligt er det, at jeg samtidig er så træt af det liv, som jeg lever. Der skal ske noget nyt. Lidt af et paradoks, men det skal nok ske, at jeg springer ud fra klippen. Det varer ikke længe.... Giv nu slip Mia......Du kan godt!
JEG VIL TURDE LEVE LIVET!!!!!!!!!!!!!!! Det er sgu det det handler om!
At gå ned ad den vej, som jeg kendte så godt, føltes bare så skønt. Jeg fulgte med i årstiden på vejen, også når der skete forandringer på vejen, for jeg kendte den, som var det min egen bukselomme.
Det var også her, jeg fik en masse oplevelser med vilde dyr og specielt rådyr helt tæt på. Det sker ikke her i byen. Suk!
Savner at bo midt i naturen. Haven er altså ikke det samme for mig. Det føles slet ikke på samme måde, for støjen fra vejen er der stadig, og jeg kan ikke gå i lang tid rundt for at finde roen. Jeg er vist bare et naturmenneske. Det er her, jeg finder energi og ro.
Mange ville sikkert sige, at jeg bare skulle gå ned på Vej nr. 11 igen, men det er bare ikke det samme, nu hvor jeg ikke bor der længere. Det er ikke længere mit sted. Jeg er kommet videre og måske vil det ikke give mig samme oplevelse længere, hvis jeg gik derned. Det var vist noget, jeg havde dengang.
Dengang, et ord fra fortiden, som måske handler om, at der er mange nye ting på vej. Det ved jeg, at der er, og måske er det i virkeligheden et tegn på, at jeg er lidt bange for de nye ting. Det ville være så rart, at have de gamle ting og gamle måder at gøre tingene på, for det kender jeg, og det giver mig en umiddelbar tryghed, men det er ikke dér, jeg skal hen nu.
Nu skal der søges nye græsgange, hvor jeg skal udforske nye territorier og nye omgivelser, der nok vil give mig noget, som jeg ikke vidste, jeg havde behov for og som jeg ikke vidste lå dér for mig. Igen er det også symbolsk for mit liv lige nu. Jeg ved, at nye ting er på vej i mit liv, og jeg aner ikke, hvad det er - det er nyt og noget som jeg aldrig har prøvet før. Det kan jeg mærke, og det giver mig en uro indeni. En angst for at give slip på det gamle og velkendte og sige goddag til det nye og spændende. Jeg VIL det rigtig gerne, og samtidig er jeg lidt bange, for hvad skal der ske.
Følelsen af at stå på en klippeafsats og skulle tage et spring fylder i mig. For når jeg ser ned, ser jeg ikke andet en tåge, men jeg ved, at jeg skal tage et sats og springe. Hvad kan der ske? og hvad er der under tågen? Det hele handler om, at have tillid!
TIlLID til hvad? Hvad eller hvem kan jeg stole på, og hvem skal evt. gribe mig, hvis det er ved at gå galt. Kan det gå galt? Og hvad kan gå galt?
Mærkeligt er det, at jeg samtidig er så træt af det liv, som jeg lever. Der skal ske noget nyt. Lidt af et paradoks, men det skal nok ske, at jeg springer ud fra klippen. Det varer ikke længe.... Giv nu slip Mia......Du kan godt!
JEG VIL TURDE LEVE LIVET!!!!!!!!!!!!!!! Det er sgu det det handler om!
Søde Mia
SvarSletEt spørgsmål til dig (og til mig selv) hvad er det du er så træt af ved det liv, som du lever?
Hvad er det "at turde leve livet"?
Kærligst
Hanne Biehl (anonym er det jeg kan finde ud af)
Kære Hanne.
SletJeg føler ikke, at jeg bliver brugt rigtigt, og jeg har haft den følelse længe. Jeg synes, at jeg har famlet mig frem og er ikke rigtig nået til noget brugbart - det hele er jo en proces, som jeg skal igennem, og der har været mange ting, jeg skulle have på plads i mit liv - og det er nok alt det trummerum og ting, der har kostet blod, sved og tårer.
Jeg har så meget lyst til at føle mig i live, at leve livet fuldt ud som Mia - der er lidt vej endnu, men jeg er på vej! Jeg har en drøm om, at mit liv kan være legende, let og sprudlende, hvor glæden fylder mere end sorgerne/bekymringerne, og det er det, jeg ser frem til.
Og jeg ved, at det kommer.... og jeg synes også, at jeg har taget min tørn nu, og derfor bliver jeg lidt utålmodig ;)
Kh.
Mia