Fra inderst til yderst...

Krabben ligger halv og stendød lige ved siden af mig, hvor jeg sidder på en træstamme på stranden. Fuglene har slæbt den med helt herop, og spist det, de har har lyst til. Den ligger på ryggen med kun en klo tilbage. Den har haft et hårdt liv, og nu har den fået fred. Kun fluerne sværmer om den, og spiser de sidste rester af dens krop, og snart er der ikke mere tilbage af det liv, som den har levet. Lidt trist, men også en lettelse, for det har været hårdt at være lige præcis den krabbe. Den har flere gange oplevet, at den var meget tæt på at blive fanget og spist. Den har kæmpet for sit liv flere gange, og nu er det slut... Stendød ligger den nu her... Ingen vil snart kunne huske, hvordan den krabbes gamle liv har været. Men det betyder ikke noget... Det er ikke vigtigt... Jeg går ned mod vandet, og står på badebroen, og jeg kigger på vandet. Et lille skvulp rammer badebroen, og med det samme dannes der ringe i vandet, som flyder længere ud og bliver større og større... Energien i

Øjnene afslører min sindstilstand, og det samme gør min holdning og min attitude mod omverdenen. Min ryg er blevet rank, min øjne stråler som små sole og jeg smiler generelt bare mere. Jeg har det bare rigtig godt! Nu skal det også lige nævnes, at jeg jo som jeg før har nævnt i andre blogs, er flyttet og har oplevelsen af, at jeg ikke skal overleve mere, men nu skal jeg leve mit liv. Og det holder altså stik. Livet er ikke en kamp for mig længere, og så er jeg jo nok lidt forelsket, og det sætter også sine spor, og de bobler der er i mig, viser sig i min udstråling! Det føles rart, når jeg mærker, at jeg stråler. Jeg føler det som om, der er et helt andet skær, når jeg ser ud af øjnene. Alting er bare skønnere, og de ting der normalt kan være svære at håndtere, er måske ikke så svære mere. På det seneste har jeg været opmærksom på, at folk kigger på mig og smiler. Nogle siger endda hej, eller det er der faktisk ret mange, der gør. Og det kommer bag på mig, for jeg er ikke vant ti

I drømmen oplever jeg, at jeg går rundt i det hus, som er mit, men hvor min eksmand faktisk har haft et værelse, og han og hans nye kæreste er kommet for at rydde op og tage alt det med, som er hans. De går i starten rundt for sig selv uden at der bliver sagt så meget. Jeg håber på, at det går stærkt, så de kommer ud af døren så hurtigt som muligt... men han tager sig god tid. Mange minder dukker op, og det bliver lidt overfladisk det, han tager fat i. På et tidspunkt sætter vi os ude i haven, da han tror, at han er færdig, men jeg punker ham og siger, at der faktisk er meget mere, han skal tage med, for jeg har ikke lyst til at have hans ting i huset mere. Stemmerne vokser og der diskuteres. Det ender med, at vi sammen går ind på det værelse, han har boet i, og jeg peger ud, hvad han skal tage stilling til, og hvis han ikke vil have det, så skal han smide det ud. Jeg opdager et smykkeskrin af mit, hvor jeg ser en masse smykker, jeg kun kan huske svagt. Mange farvede smykker, og ør

Den seneste måned har jeg haft ferie, og jeg har haft mulighed for at gøre meget af det, som gør mig rigtig glad, men jeg har dog afsluttet mit forhold til den kæreste, jeg har haft i lidt over 3 måneder. Det var lidt hårdt, men sådan skulle det være, for jeg har forandret mig rigtig meget, mens jeg har kendt ham, og der var nogle helt grundlæggende forskelle i syn på livet hos os, men han har været en rigtig god støtte for mig undervejs. Han har haft en ro, som jeg har haft brug for i processen, og jeg har lært rigtig meget om mig selv ved at være i forhold med ham, så det er jeg meget taknemmelig for. Skæbnen har så gjort, og jeg meget kort tid efter har mødt den kæreste, jeg havde for 3½ år siden. En kæreste, som jeg følte meget stor kærlighed til og samhørighed med. En kæreste, jeg følte var mit livs kærlighed, for han viste mig ægte kærlighed, og gav mig musikken tilbage til mit liv. Det var et meget intenst forhold, vi havde dengang, og vi var ved at flytte sammen efter 3 måned

Sidder på stranden her til aften. Ser ud over vandet, og hører mågerne skrappe op. Bådene ligger, og vugger klukkende på vandet - fortøjret -, men de ser ud til at nyde det blikstille vand. Ingen uro... ingen forstyrrende bølger. Bare ro! Længere nede på stranden ser jeg en mor med sine to små børn, og en hund der bader. Jeg hører tydeligt, hvad de siger. Vinden bærer deres stemmer ned mod mig. Jeg smiler, for jeg kan høre nogle af de samme vendinger og forklaringer, jeg har givet mine børn, når vi har været med på stranden. Jeg havde brug for reflektere over mit liv, der de sidste uger har kørt på højtryk. Stormen i mig har raset, og jeg har haft brug for at være social og opleve en masse. Jeg er et socialt menneske, og jeg elsker oplevelser. Det er her, jeg føler mig i live! Mit behov for at føle mig som kvinde blandt kvinder er blevet dækket. Et behov jeg har haft i mange år, for jeg har aldrig været god til at have veninder tidligere, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle be