Fra inderst til yderst...

Nu varer det ikke længe, inden jeg skal til eksamen på læreruddannelsen. Sidste gang jeg var sådan rigtigt til eksamen var for 16 år siden, da jeg blev markedsøkonom, og jeg har stort set aldrig været rigtig god til eksamener, for jeg har haft den berømte sorte klap, der går ned, hvor jeg intet husker. Jeg sidder ved eksamensbordet med lærer og censor, og jeg ved, at jeg har kunnet stoffet, men når de spørger, så kan jeg intet huske, og det er ret ubehageligt at have det sådan, skulle jeg hilse at sige til dem, der aldrig har prøvet det. Så tænker jeg, at nu er jeg så blevet 16 år ældre, mere erfaren og moden, og at det nu må være anderledes, fordi jeg har været meget igennem op igennem mit liv... men det er det ikke. Jeg er overrasket over, at jeg kan få det helt skidt ind i mellem, når jeg tænker på eksamen - nok også fordi jeg aldrig har haft en rigtig succesoplevelse med det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad den eksamensangst kommer af, for egentlig ville jeg gern

I min ungdom havde jeg svært ved at have kærester. Jeg havde ikke svært ved at møde fyre og kysse med dem, men meget hurtigt efter, havde de ikke lyst til mig, og jeg blev dumpet. Det gjorde afsindigt ondt indeni hver gang det skete, og følelsen af at blive afvist, uattraktiv og at være utilstrækkelig fyldte mig... Jeg har faktisk stadig ikke helt forstået, hvad det var, der skete, men det har sat dybe spor i mig, og det driller mig stadig. Da jeg var 22 år mødte jeg dog en mand, der forstod at åbne mig eller som passede helt perfekt til mig. Jeg fik pludselig en selvtillid i mit forhold til ham, der senere blev min mand og far til mine børn. Her begyndte mit egentlige kærlighedsliv for alvor. Jeg udviklede mig gevaldigt sammen med ham, og jeg er dybt taknemmelig for, at have haft 13 år med ham. Jeg gik fra at være en meget tynd pige med absolut ingen selvtillid og selvværd til at være en mere fyldig kvinde med power og lidt mere selvværd. Min personlige udvikling startede også s

Efter jeg skrev den sidste blog, fik jeg lige set på den side xtrafamily.dk's side, og der er blogs, hvor mine øjne falder "helt tilfældigt" på en blog af Gitte Jørgensen, hvor hun fortæller om, hvordan hun engang har følt sig alene, som jeg har det også. Det er lidt pudsigt, at jeg skal læse den blog lige nu... Men det jeg blev allermest inspireret af var spørgsmålet.. "Hvilken historie fortæller du om dig selv?", for hvis man, som jeg, fortæller, at man er helt alene uden familie, så åbner man sig ikke for muligheden til at se, at det måske ikke er tilfældet. At der måske er rigtig mange mennesker i ens liv, der er der for én. Og når man fortæller sin historie kan det være, at man er ret hård ved sig selv. Måske ligger den historie langt tilbage, tilbage til ens barndom... Der er sgu noget at tænke over igen, men det ramte mig virkelig et dybt sted, men på den gode måde. For hvad er det for en historie, jeg fortæller om mig selv? Jeg fortæller om en stak

Endnu engang blev jeg ramt af en bemærkning... Endnu engang var det fra min eksmand, der spurgte, om jeg ikke havde andre end ham, der kunne passe vores børn, når jeg skulle noget. Jeg bliver helt paf, fordi jeg faktisk ikke afsætter mine børn særlig tit. Jeg undlader ofte at tage til noget, hvis jeg ved, at jeg har mine drenge. Måske var det også bare måden, det blev sagt på, og tidspunktet og stedet. Vi stod og havde lige haft en rigtig hyggelig aften med min mindste søns nye klassekammerater til et såkaldt lagkageløb, og så blev det lige afsluttet med den bemærkning! For helvede... Denne bemærkning går særlig ind på mig, da jeg ikke har noget familie tilbage, da både min mor og far er døde, så jeg føler mig lidt alene i familiesammenhænge, og derfor har han været den eneste, der har været der til at kunne hjælpe mig, og det er gået rigtig godt i de første 4 år efter skilsmissen, men en dag blev alle ting vendt på hovedet - som jeg ser det! Pludselig skal vi skændes og være uve

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k

For et stykke tid siden var jeg hos en håndlæser, der fortalte mig, at hun kunne se på min livslinje, at jeg havde haft pigtråd rundt om mit hjerte i rigtig mange år af mit liv, lige fra min barndom og til jeg var omkring 30 år, hvor jeg så småt begyndte at åbne op for at andre mennesker kunne få lov til at komme tæt på mig. Indtil da havde jeg troet og ladet andre tro, at de kom tæt på mig, men jeg ved godt inderst inde, at jeg ikke lod nogen komme helt ind, der hvor det kan gøre ondt. Jeg har levet en barndom og en ungdom, hvor jeg ikke har mærket mig selv fuldstændig, og hvor jeg har passet rigtig godt på mig selv pga. frygt for at miste kærlighed. Så havde jeg jo ikke noget at miste, men jeg levede jo heller ikke helt, for når jeg ikke giver mig selv lov til at elske og blive elsket helt, så lever jeg ikke helt. Det er hele tiden noget, jeg holder igen med. Minderne om pigtråden om hjertet gør mig trist, for det minder mig om en tid med stor smerte, og hvor jeg ikke turde være

Når jeg kommunikerer med andre, lærer jeg meget om mig selv, og nogle gange kommer det bag på mig, hvad jeg egentlig siger eller skriver. I går skrev jeg en sms, hvor jeg skriver, at jeg har en evne (?) til at sætte mig selv i situationer, der får mig til at ryste i bukserne af skræk, og jeg har tænkt på, hvorfor jeg bliver ved med det, for er det her, jeg mærker at jeg lever, og er det i virkeligheden som ekstremsport, hvor man skal have kicket af skræk førend det er godt...? Måske er det sådan, at jeg har det bedst, eller er det virkelig det? For jeg bliver jo ret træt i krop og sind af det... Og måske er det på de forkerte steder i mit liv, jeg lægger min energi, men indtil videre har jeg haft lidt svært ved se, at jeg har haft frit valg på alle hylder, synes jeg. Jeg har haft nogle begrænsninger, der har gjort, at jeg har måttet handle for at komme ud af det, eller forsøge at komme ud af det, og måske er jeg slet ikke begrænset, men det er blot en følelse, jeg har... for det

Tankerne står i kø for tiden...og hovedet får ikke fred. Jeg sover forfærdeligt om natten, noget som jeg ellers sjældent gør, men når jeg føler mig presset og der er mange ting at tænke på eller skulle, så sker det. Eksamensangsten er så småt kommet snigende og den anden dag sad jeg i psykologitimen, og det var som om jeg blev ramt af en hammer af angst. Kan jeg overhovedet klare det her? Er jeg overhovedet god nok og vil jeg kunne huske, det vi har lært? Er jeg tilstrækkelig? Og går klappen mon ned igen til mundtlig eksamen, som den gjorde det sidst, jeg tog en eksamen? Alle disse spørgsmål og irrationelle tanker fylder i mit hoved.... Øv og av! Derudover er der alle tankerne om den forestående flytning, der kommer lige bagefter eksamenerne er overstået. Der er mange ting, der lige skal klares nu her, så jeg kan få fred til eksamenerne; ansøgning om lån til indskud på kommunen, hvor jeg skal kunne dokumentere alt og intet; lejekontrakten skal på plads; og jeg er så småt begyndt at

I går tog jeg mig i at skrive en sms, hvor jeg skrev, at jeg sådan ville ønske, at jeg havde en familie med hjerterum, og hvor jeg ville glæde mig til at vi skulle mødes til familiesammenkomster, for det har jeg ikke rigtigt haft. Jo, jeg har haft en familie med familiesammenkomster, men jeg har aldrig rigtig glædet mig for alvor til at skulle mødes. Det var vist mere pligten, der kaldte... Det gik op for mig, at jeg har savnet en familie, hvor jeg kunne være mig og blive elsket ubetinget for den, jeg er på godt og ondt. En familie der har hjertevarme, og hvor der er rummelighed. En familie, der tager sig af hinanden i de svære stunder og hvor man står sammen. Jeg ved, at min mor også havde det ønske, og hun havde mange ideer til, hvad vi kunne gøre sammen, men der skete ikke rigtigt mere end at det blev ved tanken. Der skulle have været ture til Dyrehaven med picnickurven, ferier sammen og alt muligt andet, men der skete ingenting, og jeg stod helt af, for jeg kunne mærke, at der

Gråvejret udenfor opmuntrer mig ikke rigtigt til at komme i gang med de opgaver, der ligger foran mig. Der skal vaskes noget tøj, ryddes lidt op og så skal jeg have lavet lektier. Heldigvis fik jeg skrevet en del til den danskopgave, der skal afleveres lige om ikke så længe. Studiegruppen har taget sin tørn for mig længe, og hvor er jeg taknemmelig for, at de har været der for mig, for jeg har ikke været meget værd i forhold til studiet i et stykke tid efter min mor døde og de ting, der er sket efterfølgende. Jeg har haft svært ved at koncentrere mig, og har virkelig været hård ved mig selv, for jeg har dunket mig selv oveni hovedet, fordi jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke bare kunne komme videre, for jeg synes jo ellers, at jeg var ret afklaret omkring min mors død. Den første måneds tid gik ganske fint, men stadig med koncentrationsbesvær, men så kom sorgen væltende ned over mig, samtidig med at jeg havde banken på nakken. Stikket blev trukket ud i en uge her før påske, hvor j

I en tidligere blog skrev jeg, at nu stod livsglæde på programmet, og livsglæden er kommet til mit liv. Det er kommet på de mest uventede måder, hvor en masse veninder og deres børn spiller en meget stor rolle. Her til eftermiddag fik jeg helt uventet besøg af min veninde og hendes skønne søn, og det var første gang, at børnene skulle mødes, og jeg synes altid at det er lidt spændende at se, hvordan det arter sig, for nogle gange er kemien der bare slet ikke. Men kemi det var der fra start, og min yngste søn og min venindes søn sad meget hurtigt på samme kontorstol og spillede Minecraft på computeren - en spil de begge er vilde med. De plaprede løs, og jeg mærkede en kærlighed og glæde spire indeni mig, for jeg har ikke været for god til at være social med andre med børn, når mine drenge har været hos mig. Tidligere har jeg levet mit liv, når jeg ikke havde drengene. Jeg mødtes med venner og veninder, når jeg ikke havde børnene hjemme hos mig, og så var jeg alene med drengene, og

Det står klart nu... Jeg har følt mig som offer og nogle gange også som martyr.... Jeg har ofret mig for andre i troen på at gøre det rigtige. Troen på, at jeg blev et bedre menneske af det, og så har jeg brokket mig over det bagefter. Jeg har haft meget høje idealer og jeg har lyttet til andres idealer, og har forsøgt at leve op til dem, fordi jeg troede, at det også var godt for mig, men jeg har aldrig rigtigt kunne leve op til andre, fordi det jo slet ikke var sådan, jeg var indeni. Gennem tiden er mine grænser blevet overtrådt, og jeg har faktisk ikke rigtig opdaget, at det er blevet gjort, og så har jeg nærmest bare undskyldt eller trukket mig, fordi det nok var det bedste,og så var der fred. Sådan har jeg set, at man gjorde i min barndom. Nu står tingene bare meget mere klart. Jeg skal vise, hvem jeg er, og når jeg føler mig trådt på eller at mine grænser bliver overtrådt, så skal jeg sige fra. Der er jo ingen, der kan vide, at jeg er vred, hvis jeg ikke fortæller det, vel

Inspireret af mine egne ord fra bloggen i går, hvor jeg skrev at min morfar var meget idealistisk og kaldte min mor en kapitalist, og min mor syntes at min morfar var for godtroende, har jeg tænkt en masse over min barndom, og tænkt på, hvordan jeg mon har haft det... Når jeg taler med mennesker, der fortæller, at de er fra en familie med en alkoholiker far eller fra en skilsmissefamilie, tænker jeg, at jeg måske er helt forkert på den, når jeg har så mange destruktive følelser fra min barndom. Den har umiddelbart og set udefra været helt perfekt ud. Det er der gjort rigtig meget ud af, at den skulle, men indefra er situationen en helt anden, men mon ikke, at det er sådan i mange familier. Som barn blev min bror og jeg passet hos min mormor og morfar i stedet for at gå i børnehave, og det var en fantastisk tid, som jeg husker det. Jeg elskede min mormor og morfar. Vi lavede mange sjove ting, og det føltes meget trygt og dejligt. Men én ting var når vi var hos min mormor og morfar

Jesus genopstod efter at have hængt på korset, og det samme vil jeg... Min oplevelse har længe været, at jeg skulle starte helt forfra som en nyfødt baby. At jeg skulle lave et clean cut med min fortid og sætte mig nye mål med mit liv. Jeg skal opdage verdenen og erfare ved at afprøve ting, og kaste mig frygtløst ud i nye ting, dog stadig med min livserfaring i baghovedet, så jeg ikke er dumdristig. Jeg har trods alt også et par børn, jeg gerne vil være en ansvarlig mor over for. Men jeg tænker på de ting, som jeg altid har ønsket mig, men som jeg ikke har fået gjort, fordi noget har holdt mig tilbage. Det noget er en samvittighed, følelsesmæssig slaveri og det jeg troede andre mennesker ville tænke om mig, hvis jeg skejede ud. Det var nok mest min familie, jeg var bange for, hvad de ville tænke om mig. En anden ting, der har holdt mig tilbage, er min frygt for at begå fejl. Det er et mønster, jeg spejler fra min mor, og som har været en naturlig del af min barndom. Det at være

Følelsesmæssig slaveri kaldes det også i nogle kredse, og det ord lyder meget voldsomt i mine øre, men det er også det ord, der er begyndt at få mig til at handle på det, for jeg har faktisk ikke lyst til at være slave af andres følelser.... Jeg vil være mig, have mine holdninger og stå ved det, koste hvad det vil, så længe jeg er tro mod mig selv og holder tingene på egen banehalvdel med dobbeltrettet empati som bedste ven. Min morfar var selvstændig, og på et tidspunkt gik han konkurs og folk tog røven på ham, er historien i familien. Han var tossegod, sagde de i familien, og han stolede blindt på andre mennesker. Det kostede ham hele hans store formue, og min mormor og morfar gik fra at være velhavende og ved muffen til at være to pensionister med kun folkepension. Jeg husker den tid som en voldsom tid med en masse følelser af svigt og mistillid. Det er en meget længere historie. Min mor forstod ikke, hvorfor min morfar disponerede som han gjorde, og min morfar kaldte min mor e