Fra inderst til yderst...

Nu skrev jeg sidst, at jeg endelig er nået dertil i mit liv, hvor jeg har fundet en ro og et rigtig godt og solidt fundament at gå ud fra, og efterfølgende har der været ret meget kaos indeni. Ikke voldsomt, men der er sket mange ting på indersiden. Følelserne har drønet rundt, og jeg har ikke kunnet finde hoved og hale i, hvad det er, der sker. Her til morgen går det op for mig, at det godt kan være, at jeg har fået skabt mig et godt fundament, og at jeg føler, at jeg er i lyset, men jeg er jo slet ikke vant til at begå mig herude, og det skaber en masse frygt hos mig. Hvordan gør jeg, og hvor skal jeg gå hen? Og ikke mindst, tør jeg at tage det skridt, som jeg faktisk så gerne vil? Det er en spændende tid, men der er også meget gammel frygt, der skal overvindes, men det føles slet ikke uovervindeligt, men det kræver som så meget andet, at jeg bare tager et lillebitte museskridt for at komme videre. Når først det ene skridt er taget, og jeg mærker, at jeg ikke dør af det, så rulle

I lang tid, og her mener jeg rigtig mange år, har jeg ledt efter lyset for enden af tunnelen. Jeg har skullet overleve og finde en vej ud af mørket. En lang og sej rejse har jeg været på. En rejse, der har budt mig mange forskellige ting. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har mærket min styrke og min lyst til livet, for ellers var jeg ikke her, hvor jeg er i dag. Det kommer lidt bag på mig, at jeg har haft en lyst til livet, for det har ikke føltes sådan, men det er selvfølgelig det, jeg har kæmpet for. Tør ikke tænke tanken om, hvor jeg kunne være endt, hvis jeg havde givet op, og hvor er jeg taknemmelig for det lige nu. Så forstår jeg bedre den træthed, der kommer over mig i ny og næ, for jeg har brugt al min kraft og energi på at overleve, så jeg kunne give mig selv et godt liv og mine drenge en god start på livet. Den anden dag i bilen sad jeg sammen med min kæreste og talte om et eller andet, og jeg kunne pludselig sige, at jeg føler, at jeg ikke skal finde lyset for end

Mennesker med power har jeg altid været fascineret af. Ofte har jeg sat dem op på en piedestal, som om de var bedre mennesker end mig. At de er klogere end mig, og mere end mig. Deres ord har fået lov til at være min lov, fordi jeg troede, at de vidste, hvad livet handlede om, at de havde fundet nøglen til succes. Igennem tiderne har jeg underlagt mig disse mennesker, og har troet, at når de sagde det, så var det rigtigt, og jeg er gentagne gange blevet overrasket, når disse selv samme mennesker også kan have problemer lige som jeg selv. De er dødelige lige som jeg! Samtidig med, at jeg fik pillet dem ned fra piedestalen, har jeg set på dem og på mig selv for at finde ud af, at jeg jo også kan de ting, som de kan. At jeg også er lige så smuk som dem, eller at jeg er lige så powerful som dem. Det er ved at gå op for mig, at jeg selv indeholder disse ting, som jeg har været fascineret af, og jeg er begyndt at ville stå ved dem. Jeg ser nu, at det har handlet om mit selvværd elle