Små skridt mod drømmen...

Mennesker med power har jeg altid været fascineret af. Ofte har jeg sat dem op på en piedestal, som om de var bedre mennesker end mig. At de er klogere end mig, og mere end mig. Deres ord har fået lov til at være min lov, fordi jeg troede, at de vidste, hvad livet handlede om, at de havde fundet nøglen til succes.

Igennem tiderne har jeg underlagt mig disse mennesker, og har troet, at når de sagde det, så var det rigtigt, og jeg er gentagne gange blevet overrasket, når disse selv samme mennesker også kan have problemer lige som jeg selv. De er dødelige lige som jeg! Samtidig med, at jeg fik pillet dem ned fra piedestalen, har jeg set på dem og på mig selv for at finde ud af, at jeg jo også kan de ting, som de kan. At jeg også er lige så smuk som dem, eller at jeg er lige så powerful som dem. Det er ved at gå op for mig, at jeg selv indeholder disse ting, som jeg har været fascineret af, og jeg er begyndt at ville stå ved dem.

Jeg ser nu, at det har handlet om mit selvværd eller mangel på samme, for jeg har ikke troet, at jeg var noget særligt. Det var kun alle de andre, der var spændende. Mange mennesker har igennem årene ellers gjort, hvad de kunne for at fortælle mig, at de synes at jeg var særlig og meget dejlig person, men det er som om, at jeg ikke rigtig tog det ind, for jeg troede ikke på dem. Det måtte være noget, de sagde, fordi de synes det var synd for mig.

Drømme har fyldt meget for mig, og jeg har ofte drømt om at skulle arbejde selvstændigt, og jeg har også gjort nogle spæde forsøg med opstart af et virke som clairvoyant rådgiver, men jeg gik vist ikke helhjertet ind i det af forskellige årsager. Ofte handlede det om, at prøvede at presse mig derud, fordi jeg troede, at jeg skulle tage et spring for at komme i gang, men det virkede ikke, fordi jeg ikke gjorde noget for at markedsføre mig selv. Jeg lagde derfor drømmen lidt på hylden. Drømmen de sidste 8 år har været at lave et maleværksted, hvor jeg kunne male og udstille mine malerier samt lave små workshops, men jeg tænkte, at det kunne jeg jo ikke leve af, så drømmen blev igen sat på standby.

Nu efter mange år, hvor jeg har arbejdet med mit selvværd og min personlige udvikling, er jeg endelig ved at have skabt mig et fundament, hvor jeg kan gå ud og vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan uden at være bange for, hvad andre siger. Jeg har også et godt fundament i og med, at jeg har en kæreste, der støtter mig 100% og som er så glad, når jeg tager de små skridt på vej til at udfolde drømmen, og han skubber mig kærligt på vej og opmuntrer mig, fordi han kan se, hvad jeg kan bidrage med i denne verden.

Selvværdet vokser stille og roligt, og når jeg møder mennesker, der fortæller mig, at de synes, at jeg er et skønt menneske, så bliver jeg så glad og mærker, at jeg tror mere og mere på det selv også. Det er virkelig skønt at nå dertil.

Jeg ved, at jeg har en power indeni, som jeg skal have lukket op for, og jeg er begyndt at glæde mig til at se, hvordan den ser ud og føles, og hvad jeg kan bruge den til. Og jeg tror også, at jeg er nået til det punkt, hvor jeg er ved at indse, at jeg ikke skal tage et kvantespring, men blot skal tage meget små skridt af gangen for at komme videre, for det er min måde at gøre det på.

Så fra NU af vil jeg tage et lille skridt og så mærke, hvad det gør ved mig, og dernæst spørge mig selv, hvad det næste skridt skal være. Jeg har taget de første små skridt mod drømmen. Hvad mon det næste bliver?





Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere