Fra inderst til yderst...

Efter jeg er flyttet sammen med min kæreste, er jeg bare blevet tykkere og tykkere og specielt på maven, og i går blev jeg spurgt, om jeg var gravid... Arrrgh. Det er ikke fedt! men jeg forstår godt, at jeg bliver spurgt.... Jeg har haft rigtig svært ved at forstå, hvorfor jeg altid er blevet tykkere, når jeg indgik i et forhold, og jeg har tænkt, at det kan være, fordi man spiser anderledes eller hygger lidt mere, men lige præcis i dag går det op for mig, hvad det er, der sker for mig. For jeg er begyndt på en spirituel kur med fokus på de områder, der generer én, og her er et af mine områder altså min krop. Faktisk tænkte jeg ikke på det, men i dag da vores gamle bils motor igen igen går i stå, midt i at jeg kører, og speedometret kun virker når det har lyst - og det er åbenbart kun, når jeg kører, for min kæreste oplever det ikke - men jeg bliver så forbandet frustreret, og føler mig enorm usikker, når jeg skal køre sådan en bil, der bare kan finde på at gå i stå, så jeg ringer

Forandringer er på vej. Jeg føler, at jeg er igennem en transformation, hvor der bliver ryddet op i gamle uhensigtsmæssige mønstre og destruktive følelser, og nogle gange er det så ubevidst, at jeg ikke lægger mærke til det. Men drømmene fortæller mig, at der sker en masse indeni. Mine erindringer af drømme er blevet skærpet igennem årene, fordi jeg har fundet ud af, hvor meget det fortæller mig, når jeg husker drømmene og prøver at forstå dem. Lige i øjeblikket synes jeg, at der er et tema der går igen. Det handler om seksualitet, lyst og lidenskab, men det er lidt forbudt, og jeg oplever det som ganske grænseoverskridende, det der sker i mine drømme, og samtidig kan jeg godt lide det. En mand som jeg ikke kender begynder f.eks. at lægge an på mig, og jeg forsøger at skubbe ham væk, fordi jeg mærker en erotisk tiltrækning, som jeg ikke vil være ved. Og jeg nyder det lidt, og bagefter mærker jeg skammen og skylden, og jeg bliver så flov, når jeg i drømmen opdager, at jeg har lav

Jeg husker tydeligt alt det, som min mor gjorde, som jeg bare synes var irriterende som barn. Hendes måde at komme ind, når hun vidste, at jeg var ked af det, og måden hvorpå hun spurgte, om der var noget galt. Min mor ville tale om alt, fordi hun var af den overbevisning, at man kunne tale sig ud af alt. Men nogle gange så hadede jeg det. Hun kom altid med gode råd, og delte hjertens gerne ud af dem uden at tænke på, om jeg egentlig ville have dem, for hun tænkte blot på, at jeg skulle have hendes visdom. Jeg brød mig ikke om det, og jeg følte, at hun var total grænseoverskridende, når hun blev ved med alle hendes råd. Nu gør jeg fandeme det samme selv!!! Arrrghhh... og jeg har et par børn, der reagerer på det, hvilket jeg jo godt forstår, men jeg forstår pludselig også min mor og hendes måde at gå til mig på, når jeg havde det skidt. Hvis mine børn har det skidt, så spørger jeg ind til det og jeg kommer også med forslag og gode råd, og jeg vil så gerne hjælpe dem, for jeg tror, at

Jeg var til min tantes 70 års fødselsdag i går aftes. Jeg var ret spændt på det, fordi jeg ikke har særlig meget kontakt med min familie mere efter både min far og min mor er gået bort, og det var første gang, at jeg skulle præsentere min kæreste for min familie og min familie for min kæreste. Tankerne havde været tilbage i tiden og rundet minderne om familiefester, som ofte bare var noget med at mødes, spise noget mad og snakke, og så gik vi hjem igen. Og hvis det var runde fødselsdage var det suppe, steg og is. Ret overfladisk synes jeg faktisk, og det bar præg af, at der ikke var harmoni i familien. En masse gamle historier og fordomme om hinanden gjorde, at vi faktisk ikke kom hinanden særligt ved. Og samtidig skulle det se ud som om, at alt var fryd og gammen. Jeg husker, at jeg ofte følte mig meget ensom til disse fødselsdage, fordi jeg ikke følte mig som en del af fællesskabet, og jeg havde nok heller ikke lysten til at være en del af det, jeg mærkede, der foregik, så det va