Ikke altid nemt at være mor

Jeg husker tydeligt alt det, som min mor gjorde, som jeg bare synes var irriterende som barn. Hendes måde at komme ind, når hun vidste, at jeg var ked af det, og måden hvorpå hun spurgte, om der var noget galt. Min mor ville tale om alt, fordi hun var af den overbevisning, at man kunne tale sig ud af alt. Men nogle gange så hadede jeg det. Hun kom altid med gode råd, og delte hjertens gerne ud af dem uden at tænke på, om jeg egentlig ville have dem, for hun tænkte blot på, at jeg skulle have hendes visdom. Jeg brød mig ikke om det, og jeg følte, at hun var total grænseoverskridende, når hun blev ved med alle hendes råd.

Nu gør jeg fandeme det samme selv!!! Arrrghhh... og jeg har et par børn, der reagerer på det, hvilket jeg jo godt forstår, men jeg forstår pludselig også min mor og hendes måde at gå til mig på, når jeg havde det skidt. Hvis mine børn har det skidt, så spørger jeg ind til det og jeg kommer også med forslag og gode råd, og jeg vil så gerne hjælpe dem, for jeg tror, at det er det, de har brug for, men det er det ikke, og når jeg tænker mig om efter at have fået et møgfald af min store søn, der snart er teenager, så spørger jeg mig selv, om jeg ville have kunnet lide det, jeg udsætter ham for, og nej. Det ved jeg jo godt, at jeg ikke ville....

Så jeg må lære at gøre tingene anderledes end min mor har gjort det for mig. Jeg må tilbage til mit behov for at være den mor, som jeg ikke selv fik. Min mor gjorde alt ud af kærlighed til mig. Det er jeg klar over, men det var ikke det, som jeg havde behov for. Jeg havde enormt meget behov for at lære af egne erfaringer. At drage de forkerte beslutninger og lære af det, at lave en masse fejl og finde ud af, at det er OK at gøre, og at verdenen ikke styrter sammen af den grund. Måske mine børn har de samme behov? Det er ikke til at vide, men jeg kunne jo tænke på det, når jeg næste gang vil til at hjælpe uden at de har bedt mig om hjælp.

Jeg har været på stranden i dag for at tænke klart, og jeg kan se, at det handler for mig om at acceptere, at jeg ikke skal gøre alt muligt længere. Jeg har gjort det, jeg skulle for mine børn, da de var mere hjælpeløse. Nu er de rimelig store børn, og kan stort set alt selv, og det skal jeg lade dem gøre. Jeg skal ikke længere være deres forlængede arm og serviceorgan, for det gavner dem ikke, men hvordan gør jeg så, for jeg har ikke set andet i min barndom, så jeg må til at starte forfra og lære ved at lytte til mine børn og så forestille mig, hvad de har af behov.

Jeg skal samtidig huske mine egne behov og grænser, for jeg mærker, at når jeg er her på gyngende grund, fordi jeg skal til at gøre noget, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre, så glemmer jeg ofte mine egne behov. Så det skal jeg også huske....

Eller skal jeg overhovedet huske noget som helst? Jeg skal blot være mig med alt det, som jeg ved om kommunikation. Blot huske, at det kan være meget grænseoverskridende, at give råd til nogen, der ikke har bedt om det.

Så jeg vil nu fortælle mine børn, at fremover vil jeg gøre mit til, at jeg kun hjælper, når de beder mig om hjælp, og at de nu skal til at stå mere på egne ben, for de skal lære det.

Og så skal jeg lære, at jeg ikke skal lade mig påvirke af deres humør og følelser, for det gør jeg, og når jeg når dertil, så er det, at jeg går ind og tager over, for at hjælpe dem. Min følelsesmæssige balance skal være intakt selvom mine børn har følelsesmæssige udbrud, for på den måde hjælper jeg bedst. At være i ro, når deres verden ryster.

Mine børn får det langt bedre, når jeg finder roen i mig selv! Ellers har de ikke trygheden i mig...

Det var en læring for mig at skrive denne blog, for der kom lige lidt mere på, da jeg først kom i gang.....Men god indsigt for mig lige nu.