Små skridt...

Nu skrev jeg sidst, at jeg endelig er nået dertil i mit liv, hvor jeg har fundet en ro og et rigtig godt og solidt fundament at gå ud fra, og efterfølgende har der været ret meget kaos indeni. Ikke voldsomt, men der er sket mange ting på indersiden. Følelserne har drønet rundt, og jeg har ikke kunnet finde hoved og hale i, hvad det er, der sker.

Her til morgen går det op for mig, at det godt kan være, at jeg har fået skabt mig et godt fundament, og at jeg føler, at jeg er i lyset, men jeg er jo slet ikke vant til at begå mig herude, og det skaber en masse frygt hos mig. Hvordan gør jeg, og hvor skal jeg gå hen? Og ikke mindst, tør jeg at tage det skridt, som jeg faktisk så gerne vil?

Det er en spændende tid, men der er også meget gammel frygt, der skal overvindes, men det føles slet ikke uovervindeligt, men det kræver som så meget andet, at jeg bare tager et lillebitte museskridt for at komme videre. Når først det ene skridt er taget, og jeg mærker, at jeg ikke dør af det, så ruller det langsomt med flere skridt og til sidst er det der bare.

Så i virkeligheden er det ikke meget anderledes, men jeg har vist glemt, at det er meget små skridt i starten, og jeg er vant til, at når jeg tager et skridt, så er det de store.

Så i dag vil jeg gå over og tale med min nabo for at høre, om jeg kan bruge et af hans lokaler til at bruge som mit kreative værksted. Det er mit næste skridt, som jeg vil holde mig selv op på.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere