Sorgen kommer snigende
I flere år har jeg ønsket for min gamle mormor, at hun fik lov til at lukke sine øjne... I mange år har hun levet med mange smerte, og til sidst en kæmpemæssig sorg, som er rigtig svær at bære. Hun mistede begge sine børn i løbet af 3 måneder for 3 år siden, en sorg som knækkede hendes livsgnist. En kvinde knækkede og gik i forfald. En kvinde, der langsomt blev mere og mere ensom og dement, og som levede sine sidste dage med ikke at vide, hvilken dag det var, og hvad der var sket. Dog kunne hun heldigvis stadig huske os. Ret væsentligt, synes jeg, når jeg tænker tilbage. Sidste søndag lukkede hun sine øjne på hospitalet for sidste gang. Jeg var på én gang lettet, og jeg var glad på hendes vegne at hun fik fred. Fred for alle de pinsler, som hendes liv indeholdt. De sidste 25 år af hendes liv har hun levet uden en mand, og hun levede meget alene, da hun valgte ikke at lukke mange ind i hendes hjem og i hendes liv. Trist var det. Fordi jeg havde ønsket for hende, at hun skulle få fre