Tanker en 2. påskedag...
Gråvejret udenfor opmuntrer mig ikke rigtigt til at komme i gang med de opgaver, der ligger foran mig. Der skal vaskes noget tøj, ryddes lidt op og så skal jeg have lavet lektier. Heldigvis fik jeg skrevet en del til den danskopgave, der skal afleveres lige om ikke så længe.
Studiegruppen har taget sin tørn for mig længe, og hvor er jeg taknemmelig for, at de har været der for mig, for jeg har ikke været meget værd i forhold til studiet i et stykke tid efter min mor døde og de ting, der er sket efterfølgende.
Jeg har haft svært ved at koncentrere mig, og har virkelig været hård ved mig selv, for jeg har dunket mig selv oveni hovedet, fordi jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke bare kunne komme videre, for jeg synes jo ellers, at jeg var ret afklaret omkring min mors død. Den første måneds tid gik ganske fint, men stadig med koncentrationsbesvær, men så kom sorgen væltende ned over mig, samtidig med at jeg havde banken på nakken.
Stikket blev trukket ud i en uge her før påske, hvor jeg stort set ikke var på studiet, fordi jeg skulle bruge tid på at finde ud af, hvad jeg skulle gøre nu. En uge som jeg er rigtig glad for, at jeg trak ud af kalenderen, for hvis jeg ikke havde gjort det, gætter jeg på, at det ville have taget endnu længere tid, inden jeg kom igen.
Nu er det så 14 dage siden, jeg har været på studiet pga. påskeferien også, og det har været dejligt, og jeg kan sagtens vænne mig til at leve sådan. Altså at lave alt det, som gør mig glad, for det er det, jeg har gjort siden min mor døde.
Jeg har haft et enormt behov for at lave ting og møde mennesker, hvor jeg kunne mærke glæden, for det er den, der holder mig oppe. Sorgen har fået lov til at være der, og jeg har mærket den som et slør for øjnene, som det tager tid at skubbe til side.
Sorgprocessen er en igangværende proces, hvor jeg er kommet igennem nogle af stadierne, men det er ved at gå op for mig, at det ikke er så meget en sorg over min mor, men en sorg over det, som har været mit liv, hvor jeg ikke har levet det liv, som jeg er skabt til.
Påsken stod for mig som et vendepunkt, og jeg har gået og sagt, at jeg genopstår efter påske - ikke fordi jeg tror, at jeg er Jesus, men fordi jeg gav mig selv lov til at tro på at det kan ske, og jeg tror også på, at tankens kraft er meget stærk, så hvorfor ikke.
Jeg har ingenting, der holder på mig længere. Jeg er fri til at gøre, hvad det passer mig nu, hvor alle muligheder står åbne, for de står virkelig åbne nu. Jeg vil ikke længere bekymre mig om, hvad andre mennesker tænker, for jeg vil være fri til at være Mia, og til at gøre de ting, jeg finder interessante. Og nye ting er på vej. Det er skønt!
Men lige nu skal jeg igen til at finde hverdagen, hvor alt skal struktureres, så jeg får lavet lektier og alt det praktiske herhjemme, som jeg faktisk slet ikke har lyst til, men jeg ved også, at hvis jeg ikke gør det nu, så bliver det meget sværere til eksamen, som står for døren her i maj og juni måned.
Studiegruppen har taget sin tørn for mig længe, og hvor er jeg taknemmelig for, at de har været der for mig, for jeg har ikke været meget værd i forhold til studiet i et stykke tid efter min mor døde og de ting, der er sket efterfølgende.
Jeg har haft svært ved at koncentrere mig, og har virkelig været hård ved mig selv, for jeg har dunket mig selv oveni hovedet, fordi jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke bare kunne komme videre, for jeg synes jo ellers, at jeg var ret afklaret omkring min mors død. Den første måneds tid gik ganske fint, men stadig med koncentrationsbesvær, men så kom sorgen væltende ned over mig, samtidig med at jeg havde banken på nakken.
Stikket blev trukket ud i en uge her før påske, hvor jeg stort set ikke var på studiet, fordi jeg skulle bruge tid på at finde ud af, hvad jeg skulle gøre nu. En uge som jeg er rigtig glad for, at jeg trak ud af kalenderen, for hvis jeg ikke havde gjort det, gætter jeg på, at det ville have taget endnu længere tid, inden jeg kom igen.
Nu er det så 14 dage siden, jeg har været på studiet pga. påskeferien også, og det har været dejligt, og jeg kan sagtens vænne mig til at leve sådan. Altså at lave alt det, som gør mig glad, for det er det, jeg har gjort siden min mor døde.
Jeg har haft et enormt behov for at lave ting og møde mennesker, hvor jeg kunne mærke glæden, for det er den, der holder mig oppe. Sorgen har fået lov til at være der, og jeg har mærket den som et slør for øjnene, som det tager tid at skubbe til side.
Sorgprocessen er en igangværende proces, hvor jeg er kommet igennem nogle af stadierne, men det er ved at gå op for mig, at det ikke er så meget en sorg over min mor, men en sorg over det, som har været mit liv, hvor jeg ikke har levet det liv, som jeg er skabt til.
Påsken stod for mig som et vendepunkt, og jeg har gået og sagt, at jeg genopstår efter påske - ikke fordi jeg tror, at jeg er Jesus, men fordi jeg gav mig selv lov til at tro på at det kan ske, og jeg tror også på, at tankens kraft er meget stærk, så hvorfor ikke.
Jeg har ingenting, der holder på mig længere. Jeg er fri til at gøre, hvad det passer mig nu, hvor alle muligheder står åbne, for de står virkelig åbne nu. Jeg vil ikke længere bekymre mig om, hvad andre mennesker tænker, for jeg vil være fri til at være Mia, og til at gøre de ting, jeg finder interessante. Og nye ting er på vej. Det er skønt!
Men lige nu skal jeg igen til at finde hverdagen, hvor alt skal struktureres, så jeg får lavet lektier og alt det praktiske herhjemme, som jeg faktisk slet ikke har lyst til, men jeg ved også, at hvis jeg ikke gør det nu, så bliver det meget sværere til eksamen, som står for døren her i maj og juni måned.
Kommentarer
Send en kommentar