Familie står på ønskelisten...

I går tog jeg mig i at skrive en sms, hvor jeg skrev, at jeg sådan ville ønske, at jeg havde en familie med hjerterum, og hvor jeg ville glæde mig til at vi skulle mødes til familiesammenkomster, for det har jeg ikke rigtigt haft. Jo, jeg har haft en familie med familiesammenkomster, men jeg har aldrig rigtig glædet mig for alvor til at skulle mødes. Det var vist mere pligten, der kaldte...

Det gik op for mig, at jeg har savnet en familie, hvor jeg kunne være mig og blive elsket ubetinget for den, jeg er på godt og ondt. En familie der har hjertevarme, og hvor der er rummelighed. En familie, der tager sig af hinanden i de svære stunder og hvor man står sammen.

Jeg ved, at min mor også havde det ønske, og hun havde mange ideer til, hvad vi kunne gøre sammen, men der skete ikke rigtigt mere end at det blev ved tanken. Der skulle have været ture til Dyrehaven med picnickurven, ferier sammen og alt muligt andet, men der skete ingenting, og jeg stod helt af, for jeg kunne mærke, at der ikke skete noget alligevel, så der var ingen grund til at glæde sig.

På samme måde har jeg også en masse tanker i hovedet, og jeg fortæller også mine børn om de tanker, men jeg får heller ikke gjort noget ved det. Jeg vil så gerne gøre noget, der skaber den familie, som jeg går og drømmer om, og når jeg nu ikke har andre end mig selv til at skabe den, så må jeg jo sørge for, at min familie - altså mine drenge og jeg - oplever en masse skønne ting sammen, og jeg bliver den person, der samler det hele.

Jeg må fremadrettet arbejde på at skabe den familie, for jeg vil være en god mor, farmor og oldemor, som familien holder af at være sammen med. Jeg ønsker mig et hus fyldt med mennesker og glæde. Ubetinget kærlighed, hvor man kan komme både med sorg og glæde.

For at komme det mål et skridt nærmere vil jeg faktisk planlægge en ting, vi skal lave i sommerferien. Vi skal spise ved stranden, som jeg har ønsket så længe. Jeg vil invitere nogle veninder og deres børn med, så vi kan hygge med flere.

Yes!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Afhængig af koldskål?