Fra offerrolle til mirakel...
Det står klart nu... Jeg har følt mig som offer og nogle gange også som martyr.... Jeg har ofret mig for andre i troen på at gøre det rigtige. Troen på, at jeg blev et bedre menneske af det, og så har jeg brokket mig over det bagefter.
Jeg har haft meget høje idealer og jeg har lyttet til andres idealer, og har forsøgt at leve op til dem, fordi jeg troede, at det også var godt for mig, men jeg har aldrig rigtigt kunne leve op til andre, fordi det jo slet ikke var sådan, jeg var indeni.
Gennem tiden er mine grænser blevet overtrådt, og jeg har faktisk ikke rigtig opdaget, at det er blevet gjort, og så har jeg nærmest bare undskyldt eller trukket mig, fordi det nok var det bedste,og så var der fred. Sådan har jeg set, at man gjorde i min barndom.
Nu står tingene bare meget mere klart. Jeg skal vise, hvem jeg er, og når jeg føler mig trådt på eller at mine grænser bliver overtrådt, så skal jeg sige fra. Der er jo ingen, der kan vide, at jeg er vred, hvis jeg ikke fortæller det, vel?!
Så det er jeg begyndt at gøre, og det er både skræmmende, fordi det er nyt for mig og samtidig en meget stor lettelse, og jeg føler mig virkelig stærk, når jeg gør det.
Tidligere har jeg været fokuseret på, at det er udefrakommende omstændigheder, der har påvirket mit liv, og at jeg intet kunne gøre. Jeg har følt mig som offer af omstændighederne, og jeg har følt, at jeg var op i mod noget, der var meget større end mig selv, og at jeg faktisk ikke havde noget valg.
Jeg har kæmpet og kæmpet med blod, sved og tårer... og alligevel opdagede jeg, at det ikke var nok den anden dag. Jeg kunne ikke se meningen med at kæmpe mere, og jeg kunne ikke se meningen med mit liv, hvis det skulle være så hårdt, for så havde jeg da ikke særlig meget lyst til at tage 40 år mere. Det er lang tid, hvis der ikke er lys forude, tænkte jeg.... og jeg så på daværende tidspunkt intet - absolut intet lys.
Miraklet skete den anden dag. Jeg havde jo bedt den største bøn, jeg kunne, for jeg så ikke andre udveje. Jeg lagde mit liv i hænderne på en højere magt og bad om hjælp til at komme ud af min økonomiske klemme.
Forinden var jeg begyndt at skrive ned, hvad der betød noget i mit liv, og i mine blogs kunne jeg se, at jeg havde skrevet, at jeg gerne ville blive boende her i området, at mine børn går i en supergod skole, at jeg er vild med naturen og mine veninder heroppe, og så ville jeg bare gerne beholde min bil, så jeg kunne beholde det andet.
Hensigtserklæringer og ønske var blevet skrevet ned. Jeg er begyndt at meditere for at kunne mærke mig selv bedre. Så alt i alt gør jeg noget, og derfor forstod jeg heller ikke, at jeg nu stod i den situation.
Men miraklet viste sig i min søn børnehave. En pædagog spurgte til min husleje der hvor jeg bor nu, for hun var ved at skulle fastsætte en husleje på hendes rækkehus, og hun skulle tjekke priserne i området. Hun anede ikke, at jeg stod i den situation, og har aldrig vidst, at jeg var i økonomisk knibe, men hun havde brug for at leje sit hus ud, da hun har haft det til salg i lang tid, og nu skulle der ske noget. Hun sagde "Mia, har du ikke lyst til at leje mit hus?" og det var som om vi stod badet i lys, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var løsningen. Der var noget magisk over øjeblikket, og det var det meget tydelige tegn, jeg havde bedt om.
Så jeg skal flytte pr. 1. juli, og jeg kan betale de penge til banken, så jeg ikke skal sælge min bil. Jeg bliver boende i området, og mine drenge bliver ved med at gå på den skole, der er så god for dem, så faktisk fik jeg alle mine ønsker opfyldt på én gang, men det kom slet ikke som ventet og fra ventet kant, for jeg var kun fokuseret på min bil...
Alt det her havde jeg ikke kunne regne ud alene ved hjælp af min fornuft. Jeg var jo kun fokuseret på bilen. At jeg skulle beholde bilen, og jeg var begyndt at forhøre mig, om nogle ville købe den, så jeg kunne låne den. En håbløs situation....
Jeg har haft meget høje idealer og jeg har lyttet til andres idealer, og har forsøgt at leve op til dem, fordi jeg troede, at det også var godt for mig, men jeg har aldrig rigtigt kunne leve op til andre, fordi det jo slet ikke var sådan, jeg var indeni.
Gennem tiden er mine grænser blevet overtrådt, og jeg har faktisk ikke rigtig opdaget, at det er blevet gjort, og så har jeg nærmest bare undskyldt eller trukket mig, fordi det nok var det bedste,og så var der fred. Sådan har jeg set, at man gjorde i min barndom.
Nu står tingene bare meget mere klart. Jeg skal vise, hvem jeg er, og når jeg føler mig trådt på eller at mine grænser bliver overtrådt, så skal jeg sige fra. Der er jo ingen, der kan vide, at jeg er vred, hvis jeg ikke fortæller det, vel?!
Så det er jeg begyndt at gøre, og det er både skræmmende, fordi det er nyt for mig og samtidig en meget stor lettelse, og jeg føler mig virkelig stærk, når jeg gør det.
Tidligere har jeg været fokuseret på, at det er udefrakommende omstændigheder, der har påvirket mit liv, og at jeg intet kunne gøre. Jeg har følt mig som offer af omstændighederne, og jeg har følt, at jeg var op i mod noget, der var meget større end mig selv, og at jeg faktisk ikke havde noget valg.
Jeg har kæmpet og kæmpet med blod, sved og tårer... og alligevel opdagede jeg, at det ikke var nok den anden dag. Jeg kunne ikke se meningen med at kæmpe mere, og jeg kunne ikke se meningen med mit liv, hvis det skulle være så hårdt, for så havde jeg da ikke særlig meget lyst til at tage 40 år mere. Det er lang tid, hvis der ikke er lys forude, tænkte jeg.... og jeg så på daværende tidspunkt intet - absolut intet lys.
Miraklet skete den anden dag. Jeg havde jo bedt den største bøn, jeg kunne, for jeg så ikke andre udveje. Jeg lagde mit liv i hænderne på en højere magt og bad om hjælp til at komme ud af min økonomiske klemme.
Forinden var jeg begyndt at skrive ned, hvad der betød noget i mit liv, og i mine blogs kunne jeg se, at jeg havde skrevet, at jeg gerne ville blive boende her i området, at mine børn går i en supergod skole, at jeg er vild med naturen og mine veninder heroppe, og så ville jeg bare gerne beholde min bil, så jeg kunne beholde det andet.
Hensigtserklæringer og ønske var blevet skrevet ned. Jeg er begyndt at meditere for at kunne mærke mig selv bedre. Så alt i alt gør jeg noget, og derfor forstod jeg heller ikke, at jeg nu stod i den situation.
Men miraklet viste sig i min søn børnehave. En pædagog spurgte til min husleje der hvor jeg bor nu, for hun var ved at skulle fastsætte en husleje på hendes rækkehus, og hun skulle tjekke priserne i området. Hun anede ikke, at jeg stod i den situation, og har aldrig vidst, at jeg var i økonomisk knibe, men hun havde brug for at leje sit hus ud, da hun har haft det til salg i lang tid, og nu skulle der ske noget. Hun sagde "Mia, har du ikke lyst til at leje mit hus?" og det var som om vi stod badet i lys, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var løsningen. Der var noget magisk over øjeblikket, og det var det meget tydelige tegn, jeg havde bedt om.
Så jeg skal flytte pr. 1. juli, og jeg kan betale de penge til banken, så jeg ikke skal sælge min bil. Jeg bliver boende i området, og mine drenge bliver ved med at gå på den skole, der er så god for dem, så faktisk fik jeg alle mine ønsker opfyldt på én gang, men det kom slet ikke som ventet og fra ventet kant, for jeg var kun fokuseret på min bil...
Alt det her havde jeg ikke kunne regne ud alene ved hjælp af min fornuft. Jeg var jo kun fokuseret på bilen. At jeg skulle beholde bilen, og jeg var begyndt at forhøre mig, om nogle ville købe den, så jeg kunne låne den. En håbløs situation....
Det er altså stadig omstændighederne - altså den økonomiske krise, der er i samfundet - der påvirker mit liv i meget høj grad, men jeg kan vælge, hvordan jeg tackler det. Jeg kan gå ind i det med hængemule og gå helt i hundene eller gå ind i det og vælge, hvad det er ens liv skal indeholde.
Jeg fandt ud af, at jeg i hele denne proces havde skullet tage stilling til, hvad jeg virkelig havde lyst til, og hvad det er for ting, der virkelig betyder noget for mig og mit liv. Det i sig selv har været en meget lærerig proces, og det er vist første gang, at jeg er blevet så konkret, for ellers har jeg været så bange for at vælge forkert.
Jeg tror på tankens kraft, og jeg tror på bøn, for jeg har set at det virker, men det er åbenbart først nu, det rigtig for alvor er gået op for mig, hvor stærke de redskaber virkelig er, hvis man bruger dem bevidst.
Kommentarer
Send en kommentar