Mit liv - en ekstremsport?
Når jeg kommunikerer med andre, lærer jeg meget om mig selv, og nogle gange kommer det bag på mig, hvad jeg egentlig siger eller skriver.
I går skrev jeg en sms, hvor jeg skriver, at jeg har en evne (?) til at sætte mig selv i situationer, der får mig til at ryste i bukserne af skræk, og jeg har tænkt på, hvorfor jeg bliver ved med det, for er det her, jeg mærker at jeg lever, og er det i virkeligheden som ekstremsport, hvor man skal have kicket af skræk førend det er godt...?
Måske er det sådan, at jeg har det bedst, eller er det virkelig det? For jeg bliver jo ret træt i krop og sind af det... Og måske er det på de forkerte steder i mit liv, jeg lægger min energi, men indtil videre har jeg haft lidt svært ved se, at jeg har haft frit valg på alle hylder, synes jeg.
Jeg har haft nogle begrænsninger, der har gjort, at jeg har måttet handle for at komme ud af det, eller forsøge at komme ud af det, og måske er jeg slet ikke begrænset, men det er blot en følelse, jeg har... for det her er jo bare mit liv - se det som begrænset eller acceptere, at sådan er det lige nu...
I nat drømte jeg meget virkeligt, og det var som om jeg blev guidet i drømmen, og jeg husker tydeligt, at jeg fik at vide, at jeg får, hvad jeg forventer. Så jeg skal til at ændre på mine forventninger til livet, til mig selv og også til andre mennesker.
Tilliden til at det går mig godt, og at jeg får glæde ud af de ting, jeg udfører i livet, skal være min nye vej, og det er virkelig en ny vej. Har ellers opfattet mig selv som positiv, og sådan har jeg også fået at vide, at jeg virker af andre omkring mig, men der er også en melankolsk side i mig, der ofte tager over.
Jeg er vant til, at det ikke går, som jeg gerne vil have det, og at jeg træffer forkerte valg, men er det så ikke bare, fordi jeg ikke ved, hvad der er de rigtige valg, og er de i virkeligheden forkerte? Aner det ikke, for jeg kender jo ikke det store billede og formålet med mig og mit liv...
Måske er alt bare såre godt - hvilket jeg har en tilbøjelighed til at tro, men nogle gange kan det bare være så svært at se meningen med at ting sker. Det kan jeg først se et stykke tid efter, og så kan jeg grine lidt af, at jeg har været så bange, for tingene løser sig altid for mig. Det ved jeg!
Så næste gang jeg tænker, at det ikke går, så vil jeg tage tre dybe indåndinger og sige til mig selv, at alt er såre godt!
I går skrev jeg en sms, hvor jeg skriver, at jeg har en evne (?) til at sætte mig selv i situationer, der får mig til at ryste i bukserne af skræk, og jeg har tænkt på, hvorfor jeg bliver ved med det, for er det her, jeg mærker at jeg lever, og er det i virkeligheden som ekstremsport, hvor man skal have kicket af skræk førend det er godt...?
Måske er det sådan, at jeg har det bedst, eller er det virkelig det? For jeg bliver jo ret træt i krop og sind af det... Og måske er det på de forkerte steder i mit liv, jeg lægger min energi, men indtil videre har jeg haft lidt svært ved se, at jeg har haft frit valg på alle hylder, synes jeg.
Jeg har haft nogle begrænsninger, der har gjort, at jeg har måttet handle for at komme ud af det, eller forsøge at komme ud af det, og måske er jeg slet ikke begrænset, men det er blot en følelse, jeg har... for det her er jo bare mit liv - se det som begrænset eller acceptere, at sådan er det lige nu...
I nat drømte jeg meget virkeligt, og det var som om jeg blev guidet i drømmen, og jeg husker tydeligt, at jeg fik at vide, at jeg får, hvad jeg forventer. Så jeg skal til at ændre på mine forventninger til livet, til mig selv og også til andre mennesker.
Tilliden til at det går mig godt, og at jeg får glæde ud af de ting, jeg udfører i livet, skal være min nye vej, og det er virkelig en ny vej. Har ellers opfattet mig selv som positiv, og sådan har jeg også fået at vide, at jeg virker af andre omkring mig, men der er også en melankolsk side i mig, der ofte tager over.
Jeg er vant til, at det ikke går, som jeg gerne vil have det, og at jeg træffer forkerte valg, men er det så ikke bare, fordi jeg ikke ved, hvad der er de rigtige valg, og er de i virkeligheden forkerte? Aner det ikke, for jeg kender jo ikke det store billede og formålet med mig og mit liv...
Måske er alt bare såre godt - hvilket jeg har en tilbøjelighed til at tro, men nogle gange kan det bare være så svært at se meningen med at ting sker. Det kan jeg først se et stykke tid efter, og så kan jeg grine lidt af, at jeg har været så bange, for tingene løser sig altid for mig. Det ved jeg!
Så næste gang jeg tænker, at det ikke går, så vil jeg tage tre dybe indåndinger og sige til mig selv, at alt er såre godt!
Kommentarer
Send en kommentar