At give afkald på egne behov af frygt for kærlighedstab...

Følelsesmæssig slaveri kaldes det også i nogle kredse, og det ord lyder meget voldsomt i mine øre, men det er også det ord, der er begyndt at få mig til at handle på det, for jeg har faktisk ikke lyst til at være slave af andres følelser.... Jeg vil være mig, have mine holdninger og stå ved det, koste hvad det vil, så længe jeg er tro mod mig selv og holder tingene på egen banehalvdel med dobbeltrettet empati som bedste ven.

Min morfar var selvstændig, og på et tidspunkt gik han konkurs og folk tog røven på ham, er historien i familien. Han var tossegod, sagde de i familien, og han stolede blindt på andre mennesker. Det kostede ham hele hans store formue, og min mormor og morfar gik fra at være velhavende og ved muffen til at være to pensionister med kun folkepension. Jeg husker den tid som en voldsom tid med en masse følelser af svigt og mistillid. Det er en meget længere historie.

Min mor forstod ikke, hvorfor min morfar disponerede som han gjorde, og min morfar kaldte min mor en kapitalist. Ja, der var vist lidt kampe dér også...

Så min mor har altid sikret sig i hoved og røv, så hun ikke skulle begå samme fejl som min morfar, og hun har på samme måde ønsket, at jeg skulle sikre mig på samme måde, så jeg ikke tabte penge, men jeg har haft behov for at lave egne fejl og dermed få min egen erfaring, og jeg har nok min morfars idealistiske syn på andre mennesker.

Jeg tror på det gode i andre mennesker til det andet er bevist, men jeg kan godt se, at det nogle gange kammer over for mig, så jeg faktisk ikke kæmper for mine rettigheder.

De tanker har jeg gået med de sidste dage, hvor flere i min vennekreds ikke har forstået min disposition i forhold til arven efter min mor, og jeg har haft svært ved at se det og forstå det, for jeg har haft i hovedet, at jeg blot ønskede at være et godt menneske, og jeg har altid sagt, at penge ikke betyder det store, men penge betyder noget, når jeg sidder ret stramt i det økonomisk, og har en stor gæld, jeg egentlig gerne vil af med, så jeg igen kan leve. Og den stramme økonomi er en hindring for mig...

Og pludselig i dag stod det klart for mig, at jeg igen giver afkald på mine egne behov og rettigheder, fordi jeg ønsker anerkendelse og kærlighed fra min mor, selvom hun er død. Jeg tænker på, hvad hun har ønsket, at jeg skulle gøre i denne situation, så jeg kan føle mig elsket. Det er sgu da mærkeligt, at det sker selvom hun er død... og samtidig har jeg været bange for konflikten, der sikkert vil komme af mine tanker.

Jeg er nok også i følelsesmæssig slaveri af mine egne idealer, der måske er for høje eller måske bare slet ikke afspejler virkeligheden. Jeg ved det ikke... Men jeg har i hovedet, hvad jeg tror et godt menneske er, og det følger jeg lige meget, hvad andre tænker om mig... Det er jo i og for sig godt nok, men måske idealerne skal have et eftersyn engang imellem, så jeg ikke er tossegod, som min morfar.

Ikke en ondt ord om nogen, og specielt ikke min morfar, som jeg så meget op til, men jeg ønsker at bryde ud af familiens arv med følelsesmæssig slaveri, så jeg har gjort noget, som normalt er mig i mod, fordi det har været noget, som jeg har været bange for, og som jeg har set hjemmefra, men som stemmer overens med mit indre - Mia.

Efter jeg tog beslutningen og handlede på det, rystede jeg, og tårerne fossede ud, og jeg kunne mærke at energien i mig ændrede sig, men samtidig er jeg meget spændt på responsen, for bliver jeg nu halshugget og er jeg stærk nok til at klare modstanden, som jeg forventer kommer? Jeg ved det ikke, men min situation kan ikke blive forværret af det.... faktisk kun det modsatte. Jeg tænkte over, hvad jeg følte, da jeg havde gjort det... Jeg følte mig modig, stærk, autonom og potent... Så skønt!

Jeg læste en opdatering på "For et belivende alternativ til folkekirkens" side på facebook i dag, og I får det lige her, for det ramte mig, og jeg læste det, efter jeg havde handlet. Jeg tænkte efterfølgende... Jeg kravler også ned nu...

Citat Lisa von Schmalensee Magnusson:
I forbindelse med retræten i fredags, hvor vi arbejdede med kapitel 13 "Den skyldfri verden" (Et Kursus i Mirakler) besluttede jeg mig for at ville bruge påsken på at klatre ned fra korset og nyde den evige forløsning. Jeg begyndte med det samme og kan anbefale projektet. Glædelig palmesøndag!