Eksamensangst - hvor kommer den fra?
Nu varer det ikke længe, inden jeg skal til eksamen på læreruddannelsen. Sidste gang jeg var sådan rigtigt til eksamen var for 16 år siden, da jeg blev markedsøkonom, og jeg har stort set aldrig været rigtig god til eksamener, for jeg har haft den berømte sorte klap, der går ned, hvor jeg intet husker.
Jeg sidder ved eksamensbordet med lærer og censor, og jeg ved, at jeg har kunnet stoffet, men når de spørger, så kan jeg intet huske, og det er ret ubehageligt at have det sådan, skulle jeg hilse at sige til dem, der aldrig har prøvet det.
Så tænker jeg, at nu er jeg så blevet 16 år ældre, mere erfaren og moden, og at det nu må være anderledes, fordi jeg har været meget igennem op igennem mit liv... men det er det ikke. Jeg er overrasket over, at jeg kan få det helt skidt ind i mellem, når jeg tænker på eksamen - nok også fordi jeg aldrig har haft en rigtig succesoplevelse med det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad den eksamensangst kommer af, for egentlig ville jeg gerne komme af med den, for den står jo, og blokerer for min vej videre i uddannelsessystemet, og i det hele taget mit liv.
Sjovt nok tænker jeg ikke på, at jeg er kommet igennem det, de andre gange, uden at dumpe, og hvorfor er jeg så stadig bange?
Mine forældre har aldrig presset mig og haft forventninger til mig - tværtimod faktisk. Min far sagde altid så kækt "Alt over bestået er spildt arbejde", som en trøst og en måde at få mig til at slappe af, men det har nu aldrig virket helt efter hensigten, og jeg har ofte tænkt på, hvorfor man ikke skal stile lidt højere.
Jeg er stort set færdig med min uddannelse til terapeut. Jeg mangler blot diplomet. På den uddannelse går man ind og ser på, hvilken situation der har været årsag til destruktive følelser, for ofte har det været en episode eller flere af samme episoder, der har sat sig spor i krop og hjerne, så vi reagerer irrationelt som voksne. Det er barnet fra dengang, det skete, der dukker op indeni, fordi det endnu engang er blevet trigget, og hvor et behov ikke er blevet dækket.
Jeg tænker så på, hvad det er for en episode fra min barndom, der popper op i mit hoved, som det allerførste.
Det jeg tænker på, er en episode, hvor jeg sidder ude i haven, hvor jeg er 9 år gammel, og vi har fået vores allerførste hund. Jeg får at vide, at jeg skal læse en bog om hunde, fordi jeg skal kunne sætte hunden på plads, og ikke ligge under hunden i hierakiet. Følelsen jeg har på daværende tidspunkt, er usikkerhed, uduelighed, ked-af-det-hed, utilstrækkelighed og mindreværd.
Jeg havde behov for anerkendelse fra mine forældre, og selvværd. For at få det behov dækket dengang, tror jeg, at jeg skulle have haft nogle andre forældre, men sådan er det nu engang ikke, så nu må jeg ændre det som voksen.
Så når jeg ser på mit liv nu, og spørger mig selv, om jeg har det sådan som voksen også, så dukker der en episode op i dag, hvor vi sidder til eksamensforberedelse, og jeg føler, at jeg har meget godt fat i det hele, og så siger læreren pludselig at vi jo skal gå meget mere i dybden, og hun giver nogle eksempler på, hvad det kan være. Jeg mærker igen samme følelser af angst for, at jeg ikke er god nok, usikkerhed og mindreværd.
Mit behov i dag er, at jeg kan gå til eksamener med selvværd og føle sikkerhed, og for at få dækket det behov vil jeg meditere i løbet af weekenden, og gøre det igen mindst 2 gange om ugen for at få ro på.
Mens jeg har skrevet det her, har jeg grædt en del, for det har ramt mig dybt at skrive om det. Det er jo ren selvterapi, og det er godt for mig, at finde roden til den angst... Jeg har nu muligheden for at vide, hvor den kommer fra, og når den så dukker op igen, så kan jeg sige til mig selv, at det jo ikke er den voksne Mia, der har de følelser, men hende Mia, der fik at vide, at hun skulle læse en bog, så hun kunne styre en hund...
Det plejer at hjælpe på mig, når jeg har fundet ud af årsagen... Så det gør det også nu!
Jeg sidder ved eksamensbordet med lærer og censor, og jeg ved, at jeg har kunnet stoffet, men når de spørger, så kan jeg intet huske, og det er ret ubehageligt at have det sådan, skulle jeg hilse at sige til dem, der aldrig har prøvet det.
Så tænker jeg, at nu er jeg så blevet 16 år ældre, mere erfaren og moden, og at det nu må være anderledes, fordi jeg har været meget igennem op igennem mit liv... men det er det ikke. Jeg er overrasket over, at jeg kan få det helt skidt ind i mellem, når jeg tænker på eksamen - nok også fordi jeg aldrig har haft en rigtig succesoplevelse med det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad den eksamensangst kommer af, for egentlig ville jeg gerne komme af med den, for den står jo, og blokerer for min vej videre i uddannelsessystemet, og i det hele taget mit liv.
Sjovt nok tænker jeg ikke på, at jeg er kommet igennem det, de andre gange, uden at dumpe, og hvorfor er jeg så stadig bange?
Mine forældre har aldrig presset mig og haft forventninger til mig - tværtimod faktisk. Min far sagde altid så kækt "Alt over bestået er spildt arbejde", som en trøst og en måde at få mig til at slappe af, men det har nu aldrig virket helt efter hensigten, og jeg har ofte tænkt på, hvorfor man ikke skal stile lidt højere.
Jeg er stort set færdig med min uddannelse til terapeut. Jeg mangler blot diplomet. På den uddannelse går man ind og ser på, hvilken situation der har været årsag til destruktive følelser, for ofte har det været en episode eller flere af samme episoder, der har sat sig spor i krop og hjerne, så vi reagerer irrationelt som voksne. Det er barnet fra dengang, det skete, der dukker op indeni, fordi det endnu engang er blevet trigget, og hvor et behov ikke er blevet dækket.
Jeg tænker så på, hvad det er for en episode fra min barndom, der popper op i mit hoved, som det allerførste.
Det jeg tænker på, er en episode, hvor jeg sidder ude i haven, hvor jeg er 9 år gammel, og vi har fået vores allerførste hund. Jeg får at vide, at jeg skal læse en bog om hunde, fordi jeg skal kunne sætte hunden på plads, og ikke ligge under hunden i hierakiet. Følelsen jeg har på daværende tidspunkt, er usikkerhed, uduelighed, ked-af-det-hed, utilstrækkelighed og mindreværd.
Jeg havde behov for anerkendelse fra mine forældre, og selvværd. For at få det behov dækket dengang, tror jeg, at jeg skulle have haft nogle andre forældre, men sådan er det nu engang ikke, så nu må jeg ændre det som voksen.
Så når jeg ser på mit liv nu, og spørger mig selv, om jeg har det sådan som voksen også, så dukker der en episode op i dag, hvor vi sidder til eksamensforberedelse, og jeg føler, at jeg har meget godt fat i det hele, og så siger læreren pludselig at vi jo skal gå meget mere i dybden, og hun giver nogle eksempler på, hvad det kan være. Jeg mærker igen samme følelser af angst for, at jeg ikke er god nok, usikkerhed og mindreværd.
Mit behov i dag er, at jeg kan gå til eksamener med selvværd og føle sikkerhed, og for at få dækket det behov vil jeg meditere i løbet af weekenden, og gøre det igen mindst 2 gange om ugen for at få ro på.
Mens jeg har skrevet det her, har jeg grædt en del, for det har ramt mig dybt at skrive om det. Det er jo ren selvterapi, og det er godt for mig, at finde roden til den angst... Jeg har nu muligheden for at vide, hvor den kommer fra, og når den så dukker op igen, så kan jeg sige til mig selv, at det jo ikke er den voksne Mia, der har de følelser, men hende Mia, der fik at vide, at hun skulle læse en bog, så hun kunne styre en hund...
Det plejer at hjælpe på mig, når jeg har fundet ud af årsagen... Så det gør det også nu!
Kommentarer
Send en kommentar