At føle mig som kvinde blandt kvinder...

Engang var det sådan for mig, at jeg havde svært ved at indgå i relationer med andre hunkøn. Det startede allerede dengang, jeg var pige, hvor mange piger havde slyngveninder, og jeg ønskede mig sådan, at jeg kunne få eller være slyngveninde med en anden pige, men jeg opdagede, at jeg ikke var god til at begå mig blandt andre piger. Måske var det ikke kun mig, men jeg havde mange oplevelser, hvor jeg følte mig udenfor eller ikke god nok til at være helt tæt med andre. Jeg var altid tredjehjulet og den, der kun blev valgt til, når en anden blev valgt fra i eksisterende relationer – eller det er i hvert fald min oplevelse.

At være venner med hankøn har været meget lettere for mig, fordi en spade var en spade. De spil kvinder eller piger kan have, er jeg ikke god til. Det er jeg fortsat ikke, men dengang jeg var barn, forsøgte jeg, og det endte med, at jeg ikke var mig selv, men jeg forsøgte at være noget, som jeg troede, at de andre piger kunne lide. Jeg kunne lide det samme som dem eller klædte mig som dem i et forsøg på at tilpasse mig og for at nogen skulle have lyst til at være sammen med mig.

Min mor har aldrig været rigtig god til at have veninder, så jeg har ikke haft et forbillede af, hvordan man er blandt andre kvinder. Min mor sagde tit til mig, at hvis hun havde det dårligt, så ville hun ikke fortælle det til veninderne, for de skulle ikke tro, at hun var svag, og de skulle ikke kunne pege fingre ad hende. Og derfor brugte hun mig som veninden, der kunne læsses problemer af på, i stedet – men det er så en helt anden historie, men helt klart årsagen til, at jeg har haft det svært med at finde mig selv blandt andre piger.

Også i mine voksne år har jeg haft svært ved at skabe varige venskaber med kvinder. Dog er det blevet langt lettere for mig – heldigvis – og jeg har nogle virkelig skønne veninder, som jeg holder virkelig meget af, og som jeg kan være mig selv sammen med. Dog sniger der sig til tider nogle af de gamle mønstre ind på mig, og jeg oplever igen den samme usikkerhed og manglende selvværd i de relationer, men jeg får heldigvis fanget det nu, og gjort noget ved det.

Da jeg gik på terapeutuddannelsen for nogle år tilbage fandt jeg ud af, at jeg faktisk havde et stort behov for at føle mig som kvinde blandt kvinder – altså at jeg kunne være mig, som den jeg er blandt andre kvinder uden at jeg skulle føle mig helt forkert eller ikke accepteret, men jeg anede faktisk ikke, hvordan jeg skulle gøre det, men nu havde jeg et mål!

Nu er jeg sådan indrettet, at når jeg har set et mål, som jeg virkelig brænder for, så går jeg efter det. Måske ligger det til stenbukke som mig, men jeg har haft målet i baghovedet hele tiden, og ubevidst har jeg handlet anderledes, fordi jeg nu var bevidst om, hvad jeg havde behov for.

For nogle år siden (jeg kan faktisk ikke helt huske hvornår) kunne jeg mærke, at jeg havde brug for et netværk i lokalområdet, fordi jeg havde tanken, at vi kunne gøre rigtig meget for hinanden. Jeg var sikker på, at vi kunne bruge hinanden på mange måder, så jeg oprettede en gruppe på Facebook, og begyndte at sprede det i mit eget netværk. Tanken var, at alle skulle byde ind, men der skete ikke særlig meget, og jeg havde ikke overskuddet til at drive det vidt, men jeg længtes sådan efter et kvindenetværk.

Heldigvis er der en skøn kvinde, der faktisk har ønsket det samme, og hun kontakter mig, fordi hun kan se, at jeg er begyndt så småt, og spørger om det er OK, at hun starter noget tilsvarende op. Jublende siger jeg, at hun meget gerne må starte sit op, for så lukker jeg mit ned, og at jeg vil glæde mig til at deltage.

I aften har jeg så været sammen med 20 kvinder fra lokalområdet, hvor vi mødtes på en café og spiste sammen. Jeg så en masse forskellige kvinder med forskellige kompetencer og kvaliteter. Der var meget at byde på, og jeg fik snakket en masse og delt oplevelser. Jeg var helt høj, da jeg kom hjem, og for en gangs skyld følte jeg mig som en kvinde blandt kvinder, for jeg kom som mig selv. Det var helt fantastisk!