At være uden familie....
Endnu engang blev jeg ramt af en bemærkning... Endnu engang var det fra min eksmand, der spurgte, om jeg ikke havde andre end ham, der kunne passe vores børn, når jeg skulle noget. Jeg bliver helt paf, fordi jeg faktisk ikke afsætter mine børn særlig tit. Jeg undlader ofte at tage til noget, hvis jeg ved, at jeg har mine drenge.
Måske var det også bare måden, det blev sagt på, og tidspunktet og stedet. Vi stod og havde lige haft en rigtig hyggelig aften med min mindste søns nye klassekammerater til et såkaldt lagkageløb, og så blev det lige afsluttet med den bemærkning! For helvede...
Denne bemærkning går særlig ind på mig, da jeg ikke har noget familie tilbage, da både min mor og far er døde, så jeg føler mig lidt alene i familiesammenhænge, og derfor har han været den eneste, der har været der til at kunne hjælpe mig, og det er gået rigtig godt i de første 4 år efter skilsmissen, men en dag blev alle ting vendt på hovedet - som jeg ser det!
Pludselig skal vi skændes og være uvenner. Alle ting skal op og vendes og diskuteres, og vi bliver stort set aldrig enige, for vi er meget forskellige i vores tilgang til både livet og børnene.
For mig at se er det blevet en magtkamp, og det er skide ubehageligt, for det er i virkeligheden ikke det, jeg ønsker, men jeg tager mig selv i at stå og blive så hulans vred, for han tricker bare noget i mig, der ligger meget dybt, og samtidig så forstår jeg pludselig ikke, hvilken planet han er fra.
Den mand, der har været der for mig og jeg for ham igennem mange år, er pludselig blevet til en vildt fremmed for mig. Ingenting kan aftales længere og det er umuligt at jeg kan få noget hjælp. Alt er blevet så milimeterdemokratisk og vi skal deles så ligeligt, at jeg ikke forstår det.
Ingenting er fleksible mere, og vi er slet ikke enige om børneopdragelsen, som vi har været tidligere.
Og på sin vis er det rigtig godt, og vi skal heller ikke være en del af hinandens liv længere, men jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke kan samarbejde omkring børnene. At det ikke er i vores begges interesse, at det glider glat for børnene.
Jeg er så begyndt at tænke på, hvem der evt. kunne passe drengene, og jeg kan se, at jeg har en masse venner, men faktisk har jeg også brug for nogle reservebedsteforældre eller reservefamilie både til mig og mine drenge, for jeg savner en rigtig familie!!!
Så jeg må gøre noget for at finde nogen, der har lyst til at være der for os, så jeg har oprettet en profil på xtrafamily.dk og håber, at det giver pote, og så har jeg kontaktet min eks-svigerinde, som jeg nærmest altid har anset som min søster, og som drengene elsker, og spurgt om hun vil hjælpe mig... og det vil hun :)
Og så vil jeg også gøre mere ud af, at spørge venner om de vil hjælpe, så jeg slipper for kontakten med eksen.
Så det vil jeg gøre! Skabe min egen familie - ikke af blod (eller nogen er jo - mine drenge), men af hjerte...
Måske var det også bare måden, det blev sagt på, og tidspunktet og stedet. Vi stod og havde lige haft en rigtig hyggelig aften med min mindste søns nye klassekammerater til et såkaldt lagkageløb, og så blev det lige afsluttet med den bemærkning! For helvede...
Denne bemærkning går særlig ind på mig, da jeg ikke har noget familie tilbage, da både min mor og far er døde, så jeg føler mig lidt alene i familiesammenhænge, og derfor har han været den eneste, der har været der til at kunne hjælpe mig, og det er gået rigtig godt i de første 4 år efter skilsmissen, men en dag blev alle ting vendt på hovedet - som jeg ser det!
Pludselig skal vi skændes og være uvenner. Alle ting skal op og vendes og diskuteres, og vi bliver stort set aldrig enige, for vi er meget forskellige i vores tilgang til både livet og børnene.
For mig at se er det blevet en magtkamp, og det er skide ubehageligt, for det er i virkeligheden ikke det, jeg ønsker, men jeg tager mig selv i at stå og blive så hulans vred, for han tricker bare noget i mig, der ligger meget dybt, og samtidig så forstår jeg pludselig ikke, hvilken planet han er fra.
Den mand, der har været der for mig og jeg for ham igennem mange år, er pludselig blevet til en vildt fremmed for mig. Ingenting kan aftales længere og det er umuligt at jeg kan få noget hjælp. Alt er blevet så milimeterdemokratisk og vi skal deles så ligeligt, at jeg ikke forstår det.
Ingenting er fleksible mere, og vi er slet ikke enige om børneopdragelsen, som vi har været tidligere.
Og på sin vis er det rigtig godt, og vi skal heller ikke være en del af hinandens liv længere, men jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke kan samarbejde omkring børnene. At det ikke er i vores begges interesse, at det glider glat for børnene.
Jeg er så begyndt at tænke på, hvem der evt. kunne passe drengene, og jeg kan se, at jeg har en masse venner, men faktisk har jeg også brug for nogle reservebedsteforældre eller reservefamilie både til mig og mine drenge, for jeg savner en rigtig familie!!!
Så jeg må gøre noget for at finde nogen, der har lyst til at være der for os, så jeg har oprettet en profil på xtrafamily.dk og håber, at det giver pote, og så har jeg kontaktet min eks-svigerinde, som jeg nærmest altid har anset som min søster, og som drengene elsker, og spurgt om hun vil hjælpe mig... og det vil hun :)
Og så vil jeg også gøre mere ud af, at spørge venner om de vil hjælpe, så jeg slipper for kontakten med eksen.
Så det vil jeg gøre! Skabe min egen familie - ikke af blod (eller nogen er jo - mine drenge), men af hjerte...
Kommentarer
Send en kommentar