Vejenes historier...
Inspireret af Majbritte Ulrikkeholm er jeg gået i gang med magisk skrivning, som går på en tanke om, at alle ting taler til én. Så her er lidt fra min gåtur til stranden i dag.
Står indenfor og ser ud. Solen blev væk. Den havde ellers lige skinnet så skønt. Mørket har lagt sig over landskabet udenfor, og jeg tænker, om jeg nu får taget for lidt tøj på, for det er jo ikke helt så varmt endnu, og det er altid lidt koldere ved vandet på grund af blæsten.
Vej nr. 11 står der på skiltet. Det er min yndlingsvej og den vej, jeg plejer at gå ned ad. Det er min vej, og jeg er tryg ved den, og kender alle kringelkroge. Jeg opdager, når der er blevet fældet et træ og lavet om hist og pist.
Det er køligere, end jeg havde forventet. Vinden er kold, og den bider lidt i kinderne.
Jeg ser en lille bitte sårbar snegl uden sit sneglehus. Den snegler sig afsted, og aner slet ikke, hvor stor verden er omkring den. Den har alt for travlt med at komme afsted, så den ikke bliver spist eller mast af en fod eller en bil. For den er meget sårbar uden sit sneglehus. Følehornene er strukket helt ud, for så tror den, at den har lettere ved at opfange farer, men faktisk bliver den meget mere bange, når den gør sådan, for så mærke den kun omverdenen og ikke sig selv.
På stranden ser jeg en krabbeskal, hvor krabben har forladt sin skal. Skallen er blevet for trang, og den har brug for en ny og større skal at vokse i, for vokse det skal den jo. Den har bare efterladt skallen, der midt i det hele, og tænker ikke på sine omgivelser. Den har kun haft ét i hovedet. At skulle ud af de trange kår.
Havets brusen overdøver mine tanker. Jeg ser en lille ø ude i vandet. Lysten til at stå derude er stor, så jeg går derud. Derude mærker jeg energierne fra vandet. Det føles rart, og jeg føler mig renset for negative tanker. Mens jeg står derude, ser jeg bølgerne komme tættere og tættere på. De tiltrækkes af mig, og jeg tiltrækkes af vandet.
Jeg har vandret længe synes jeg, og jeg vender om for at gå tilbage. Pludselig ser jeg en bænk lidt oppe på lyngen med udsigt over vandet. Her kan jeg få et hvil og få ro til bare at være. Inden jeg sætter mig på bænken, lægger jeg mærke til vejen bagved, der ligger 200 meter fra bænken. Det er en ny vej, jeg ikke har været på før, og den ser umiddelbart mørk ud, men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan der er på den vej. Jeg mærker eventyrlysten i mig, og sætter mig på bænken...
Foran mig ligger en båd klar på en trailer. Klar til kamp. Klar til at komme ud på vandet og gå imod bølgerne. Der er mange bølger, der forsøger at stoppe den eller trække den i en retning, som båden ikke vil. Men den skal nok komme frem, for den har en vilje og et skrog af stål og hele tiden har den sit mål for øje. At føle glæde og føle sig i live.
Nu vender jeg mig mod den nye spændende vej, og går op til den fast besluttet på, at gå den vej, men lige inden vejen starter, står jeg i et kryds af forskellige veje, jeg kan vælge. Jeg kan vælge den vej, jeg har haft i sigte og som virker spændende, eller jeg kan vælge en vej, der viser mig tilbage ad Vej nr. 11 eller den tredje og sidste vej, som jeg slet ikke overvejer, fordi det føles helt forkert.
Jeg står et øjeblik og overvejer at tage den vej, jeg kender, for når jeg ser på den nye vej, så virker den mørk og lidt farlig. Men jeg trodser min frygt, og går ad den nye vej for at prøve lykken dér.
Pyh... en vej, der virker total øde og rodet. Alle gamle træer og naturen er bare hulter til bulter, og det er ikke indbydende, men jeg vælger at fortsætte alligevel, for nysgerrighed vinder over frygten. Efter 100 meter kan jeg se, at det ikke er så mørkt alligevel. Husene er nogle stor huse, som ligger lidt væk fra vejen, og jeg ser en dyr bil holde i indkørslen. Vejen lysner som jeg går ad den, og jeg kan se den store vej for enden.
Midt på vejen stopper jeg op, og ser et træ, der ser ud til at have to stammer. Det er én stamme, der har delt sig i to, og det virker meget solidt og stærkt det træ. De to stammer har nogen at følges med og støtte sig op af. Det gør det hele lettere for dem.
Flere veje... jeg har endnu engang muligheden for at komme tilbage på den kendte Vej nr. 11, men lysten er faktisk ikke så stor, fordi jeg nu føler mig ganske tryg, hvor jeg går.
Jeg når for enden af vejen, og ser, at jeg har gået på Vej nr. 12, som faktisk ligger lige ved siden af Vej nr. 11. Det kommer helt bag på mig, at jeg ikke har været længere væk. At jeg har gået på denne farefulde vej, som ikke ligger særlig langt fra det kendte og umiddelbare trygge. Griner lidt af mig selv, og går hjem...
Står indenfor og ser ud. Solen blev væk. Den havde ellers lige skinnet så skønt. Mørket har lagt sig over landskabet udenfor, og jeg tænker, om jeg nu får taget for lidt tøj på, for det er jo ikke helt så varmt endnu, og det er altid lidt koldere ved vandet på grund af blæsten.
Vej nr. 11 står der på skiltet. Det er min yndlingsvej og den vej, jeg plejer at gå ned ad. Det er min vej, og jeg er tryg ved den, og kender alle kringelkroge. Jeg opdager, når der er blevet fældet et træ og lavet om hist og pist.
Det er køligere, end jeg havde forventet. Vinden er kold, og den bider lidt i kinderne.
Jeg ser en lille bitte sårbar snegl uden sit sneglehus. Den snegler sig afsted, og aner slet ikke, hvor stor verden er omkring den. Den har alt for travlt med at komme afsted, så den ikke bliver spist eller mast af en fod eller en bil. For den er meget sårbar uden sit sneglehus. Følehornene er strukket helt ud, for så tror den, at den har lettere ved at opfange farer, men faktisk bliver den meget mere bange, når den gør sådan, for så mærke den kun omverdenen og ikke sig selv.
På stranden ser jeg en krabbeskal, hvor krabben har forladt sin skal. Skallen er blevet for trang, og den har brug for en ny og større skal at vokse i, for vokse det skal den jo. Den har bare efterladt skallen, der midt i det hele, og tænker ikke på sine omgivelser. Den har kun haft ét i hovedet. At skulle ud af de trange kår.
Havets brusen overdøver mine tanker. Jeg ser en lille ø ude i vandet. Lysten til at stå derude er stor, så jeg går derud. Derude mærker jeg energierne fra vandet. Det føles rart, og jeg føler mig renset for negative tanker. Mens jeg står derude, ser jeg bølgerne komme tættere og tættere på. De tiltrækkes af mig, og jeg tiltrækkes af vandet.
Jeg har vandret længe synes jeg, og jeg vender om for at gå tilbage. Pludselig ser jeg en bænk lidt oppe på lyngen med udsigt over vandet. Her kan jeg få et hvil og få ro til bare at være. Inden jeg sætter mig på bænken, lægger jeg mærke til vejen bagved, der ligger 200 meter fra bænken. Det er en ny vej, jeg ikke har været på før, og den ser umiddelbart mørk ud, men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan der er på den vej. Jeg mærker eventyrlysten i mig, og sætter mig på bænken...
Foran mig ligger en båd klar på en trailer. Klar til kamp. Klar til at komme ud på vandet og gå imod bølgerne. Der er mange bølger, der forsøger at stoppe den eller trække den i en retning, som båden ikke vil. Men den skal nok komme frem, for den har en vilje og et skrog af stål og hele tiden har den sit mål for øje. At føle glæde og føle sig i live.
Nu vender jeg mig mod den nye spændende vej, og går op til den fast besluttet på, at gå den vej, men lige inden vejen starter, står jeg i et kryds af forskellige veje, jeg kan vælge. Jeg kan vælge den vej, jeg har haft i sigte og som virker spændende, eller jeg kan vælge en vej, der viser mig tilbage ad Vej nr. 11 eller den tredje og sidste vej, som jeg slet ikke overvejer, fordi det føles helt forkert.
Jeg står et øjeblik og overvejer at tage den vej, jeg kender, for når jeg ser på den nye vej, så virker den mørk og lidt farlig. Men jeg trodser min frygt, og går ad den nye vej for at prøve lykken dér.
Pyh... en vej, der virker total øde og rodet. Alle gamle træer og naturen er bare hulter til bulter, og det er ikke indbydende, men jeg vælger at fortsætte alligevel, for nysgerrighed vinder over frygten. Efter 100 meter kan jeg se, at det ikke er så mørkt alligevel. Husene er nogle stor huse, som ligger lidt væk fra vejen, og jeg ser en dyr bil holde i indkørslen. Vejen lysner som jeg går ad den, og jeg kan se den store vej for enden.
Midt på vejen stopper jeg op, og ser et træ, der ser ud til at have to stammer. Det er én stamme, der har delt sig i to, og det virker meget solidt og stærkt det træ. De to stammer har nogen at følges med og støtte sig op af. Det gør det hele lettere for dem.
Flere veje... jeg har endnu engang muligheden for at komme tilbage på den kendte Vej nr. 11, men lysten er faktisk ikke så stor, fordi jeg nu føler mig ganske tryg, hvor jeg går.
Jeg når for enden af vejen, og ser, at jeg har gået på Vej nr. 12, som faktisk ligger lige ved siden af Vej nr. 11. Det kommer helt bag på mig, at jeg ikke har været længere væk. At jeg har gået på denne farefulde vej, som ikke ligger særlig langt fra det kendte og umiddelbare trygge. Griner lidt af mig selv, og går hjem...
Kommentarer
Send en kommentar