Åh, at være en puppe....

Jeg kan ikke røre mig. Det er en smule klaustrofobisk, hvis du spørger mig. Hvad skete der egentlig, og hvorfor ligger jeg her. Synes ellers at livet lige var så hyggeligt og sjovt, for jeg har fundet mig nogle venner, der lige som jeg kravlede af livets landevej. Vi fulgtes ad... Mon de også bare ligger og ligger? Jeg tør næsten ikke tænke tanken færdigt. Tænk, hvis jeg ikke skal se dem igen.

Alle var vi farvestrålende larver. Labre larver... og pludselig er her helt stille. Jeg mærke tristheden komme over mig, for egentlig ville jeg hellere være ude og vrikke lidt med numsen. Gøre alt det sjove, som jeg har gjort indtil videre...

Angstprovokerende at skulle ligge her og bare ligge... for jeg skal jo lytte til mig selv og kun mig! Det har jeg aldrig prøvet før. Hvordan gør man, spørger jeg mig selv, og tænker videre, at det er jo det eneste, jeg kan lige nu... Jeg lytter til stilheden. Der er gabende stille...

Mit hoved er ved at sprænges af nysgerrighed, for hvad skal der ske? Det føles som om, at jeg skal eksplodere, men er det godt eller skidt? Jeg aner det simpelthen ikke...

Jeg kan mærke på min krop, at der sker forandringer, men jeg kan jo ikke se det, for jeg ligger helt stille... men noget sker der....Jeg bliver efterhånden for stor til puppen. Den klemmer ganske forfærdeligt... så jeg må UD!!!

Puppen revner, og jeg får vristet mig fri. Jeg har pludselig en helt anden krop end den, jeg havde, inden jeg lagde mig i puppen...

Jeg ser ned af mig selv, og mærker efter. Jeg får øje på de vidunderligste farver. Er det virkelig mig? Kan det virkelig passe? Jeg tjekker lige mig selv ud en gang til. Gnider øjnene... Den er god nok.

Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg skulle ligge og ligge... bare ligge, for jeg skulle udvikle mig til den smukkeste sommerfugl med vinger så store, at de kan bære min krop. Den eksplosion, jeg forventede, skete også, men det var blot en eksplosion i farver... og tanken om, at jeg bare kan flyve hvorhen jeg vil, gør mig så ovenud lykkelig...

Det er jo det, jeg altid har drømt om.... At være fri og farverig.... At kunne gøre andre glade, når de bare så på mig... At kunne flyve vidt omkring fra blomst til blomst.... Livet er nu engang forunderligt!


(skrevet på singleplus.dk dengang, jeg var anonym, men jeg ville gerne dele den her også)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere