Min mand skal være en klippe...
Skilsmissen ligger over 4 år bag mig, og jeg har mødt flere mænd efterfølgende, men jeg har ikke været i stand til at møde manden, jeg ville dele resten af livet med. Eller måske har jeg, men jeg har valgt at ende forholdet, fordi jeg ikke turde?! Jeg har i hvert fald endt de fleste af de korte forhold, jeg har haft efter skilsmissen, fordi jeg ofte har følt mig kvalt, og at jeg gik i en tilstand, hvor jeg blev mere og mere træt og drænet for energi, og den eneste udvej, jeg har set, har været, at jeg skulle være single igen, for der vidste jeg, at jeg ville få det godt og kunne mærke mig selv.
Det spøjse er, at inden jeg mødte min eksmand var det altid mig, der blev dumpet. Lidt mærkeligt at tænke på, at det nu er mig, der stopper forholdene.
Nå, men tilbage til det med at kunne mærke mig selv. Jeg er ret sensitiv, og er god til at leve mig ind i andre, og i virkeligheden er jeg nok for god til det, for jeg mærker ikke mig selv, når jeg er nærværende overfor andre.
Jeg har længe godt vidst, at det var noget i den retning, at jeg skulle lede, men jeg har aldrig rigtig fået helt fat på den, førend jeg var på en workshop med Majbritte Ulrikkeholm, hvor vi skulle synge. Først skulle vi lytte til vores egen stemme, mens vi alle sang, og bagefter skulle vi lytte til de andre og stadig synge, men det kunne jeg simpelthen ikke... jeg kunne ikke lytte til de andre og synge samtidig, og nu stod det soleklart, hvad det er der sker for mig.
I min barndom har jeg været vant til at mærke efter, hvad andre har haft behov for, og dermed har jeg ikke lyttet til egne behov. Og jeg har haft en veninde, der blev så irriteret på mig, og fortalte mig, at jeg skulle lade være med at gøre alt, hvad hun gjorde, for det var hendes ideer. Det kom helt bag på mig, for jeg troede faktisk, at det var mine ideer, men det har det ikke været, men hvordan skulle jeg vide det, når jeg altid har troet, at det jeg mærkede var mit - men det var ikke mit!
Det skaber jo en del problemer for mig også i teenage-årene. Jeg er ret usikker, og har behov for at føle mig som en del af fællesskabet, og jeg adapterer hurtigt måden at begå sig på i forskellige sammenhænge. Det er dog først noget, jeg erfarer nu.
I mine voksne år har jeg også haft det svært, men det er først gået rigtigt op for mig her efter skilsmissen, fordi jeg ikke har kunnet forstå, hvorfor jeg ikke kan være i et forhold mere end 3-4 måneder førend jeg må ende det, fordi jeg føler mig ufri og kvalt. Det handler nok i virkeligheden ikke om manden, jeg er sammen med, for de er alle skønne mænd, som har et sted i mit hjerte, og flere har jeg kontakt med stadig, men blot på vennebasis, og der er det meget lettere for mig.
Jeg vil jo rigtig gerne have mig en livspartner, men jeg er begyndt at være bange for at møde mænd, fordi jeg tænker, at det jo nok ender sådan igen, og så kan jeg ligeså godt lade være med det! Og samtidig så længes jeg så forfærdeligt efter den gensidige kærlighed mellem mand og kvinde, men jeg ved faktisk ikke om jeg tør, hvis han dukker op.
Jeg øver mig i at trække vejret dybt ned i maven, mens jeg laver andre ting, for det holder mig hos mig selv, men jeg tager mig i det, og finder ud af, hvor ofte jeg stort set ikke trække vejret særlig dybt. Det er da lidt skræmmende.
Tanken om at skulle starte helt forfra, som var jeg en nyfødt har strejfet mig, for det er nok det, jeg har allermest brug for. At starte helt på ny uden al den følelsesmæssige bagage, og en mand der virkelig er tålmodig, og som forstår min situation og mit behov. En mand, der ikke ryster, når jeg ryster, men som står som en klippe, smiler kærligt og giver mig den omsorg, jeg har behov for, for at komme videre....
Det spøjse er, at inden jeg mødte min eksmand var det altid mig, der blev dumpet. Lidt mærkeligt at tænke på, at det nu er mig, der stopper forholdene.
Nå, men tilbage til det med at kunne mærke mig selv. Jeg er ret sensitiv, og er god til at leve mig ind i andre, og i virkeligheden er jeg nok for god til det, for jeg mærker ikke mig selv, når jeg er nærværende overfor andre.
Jeg har længe godt vidst, at det var noget i den retning, at jeg skulle lede, men jeg har aldrig rigtig fået helt fat på den, førend jeg var på en workshop med Majbritte Ulrikkeholm, hvor vi skulle synge. Først skulle vi lytte til vores egen stemme, mens vi alle sang, og bagefter skulle vi lytte til de andre og stadig synge, men det kunne jeg simpelthen ikke... jeg kunne ikke lytte til de andre og synge samtidig, og nu stod det soleklart, hvad det er der sker for mig.
I min barndom har jeg været vant til at mærke efter, hvad andre har haft behov for, og dermed har jeg ikke lyttet til egne behov. Og jeg har haft en veninde, der blev så irriteret på mig, og fortalte mig, at jeg skulle lade være med at gøre alt, hvad hun gjorde, for det var hendes ideer. Det kom helt bag på mig, for jeg troede faktisk, at det var mine ideer, men det har det ikke været, men hvordan skulle jeg vide det, når jeg altid har troet, at det jeg mærkede var mit - men det var ikke mit!
Det skaber jo en del problemer for mig også i teenage-årene. Jeg er ret usikker, og har behov for at føle mig som en del af fællesskabet, og jeg adapterer hurtigt måden at begå sig på i forskellige sammenhænge. Det er dog først noget, jeg erfarer nu.
I mine voksne år har jeg også haft det svært, men det er først gået rigtigt op for mig her efter skilsmissen, fordi jeg ikke har kunnet forstå, hvorfor jeg ikke kan være i et forhold mere end 3-4 måneder førend jeg må ende det, fordi jeg føler mig ufri og kvalt. Det handler nok i virkeligheden ikke om manden, jeg er sammen med, for de er alle skønne mænd, som har et sted i mit hjerte, og flere har jeg kontakt med stadig, men blot på vennebasis, og der er det meget lettere for mig.
Jeg vil jo rigtig gerne have mig en livspartner, men jeg er begyndt at være bange for at møde mænd, fordi jeg tænker, at det jo nok ender sådan igen, og så kan jeg ligeså godt lade være med det! Og samtidig så længes jeg så forfærdeligt efter den gensidige kærlighed mellem mand og kvinde, men jeg ved faktisk ikke om jeg tør, hvis han dukker op.
Jeg øver mig i at trække vejret dybt ned i maven, mens jeg laver andre ting, for det holder mig hos mig selv, men jeg tager mig i det, og finder ud af, hvor ofte jeg stort set ikke trække vejret særlig dybt. Det er da lidt skræmmende.
Tanken om at skulle starte helt forfra, som var jeg en nyfødt har strejfet mig, for det er nok det, jeg har allermest brug for. At starte helt på ny uden al den følelsesmæssige bagage, og en mand der virkelig er tålmodig, og som forstår min situation og mit behov. En mand, der ikke ryster, når jeg ryster, men som står som en klippe, smiler kærligt og giver mig den omsorg, jeg har behov for, for at komme videre....
Kommentarer
Send en kommentar