Jeg indeholder selv alle svar...
Mange kommer med velmenende råd, når jeg står med et problem. Ofte er det jo, fordi de virkelig gerne vil hjælpe, og har fundet en vej ud af problemer i deres liv, som de mener, at andre kan drage nytte af, og tanken er rigtig fin, synes jeg. Jeg har selv en tendens til at gøre det samme, men jeg øver mig i at lade være.
Fordi...det, der er sandheden for mig, er måske slet ikke sandheden for en anden. Og når man får at vide, at man bare skal gøre dit, dut eller dat, så tænker jeg... Bare? Det er ikke altid, at jeg "bare" kan gøre nogle ting, og så vupti, så er jeg klar igen og evig glad...
Og ofte er rådet også, at jeg skal være i nuet. Hvordan gør man det? Der er jo ingen brugsvejledning til at være i nuet. Jeg ved godt, at der er mange bøger, der beskriver det, men jeg mærker det engang imellem, når jeg er i naturen. Dér føler jeg for alvor, at jeg er i nuet, for der kan jeg næsten ikke andet.
Alle disse råd giver mig nogle gange en oplevelse af, at jeg er helt forkert - et mønster, jeg har med fra min barndom - og mine tanker går på, om jeg nu er i nuet, om jeg bare gøre det rigtigt nu, får jeg nu gjort som alle disse velmenende råd siger? Er jeg bare helt forkert på den... en præstationsangst, og så begynder jeg at tvivle på min egen dømmekraft igen...
Jeg har haft en mor, der ofte sagde til mig, at jeg skulle gøre dit og dat, og jeg nåede ikke altid at finde ud af, hvordan jeg selv havde det med det. Da jeg fandt ud af, at jeg ikke ønskede at gøre tingene på min mors måde, så frabad jeg mig råd, jeg ikke selv har bedt om, men fik at vide, at jeg jo bare kunne få alle de råd, hun ville give mig, og så kunne jeg selv sortere... Hmmm.... jeg havde jo slet ikke brug for de råd!
Erfaringen skulle komme af, at jeg fejlede, og lærte af det! Jeg tror på, at hvis andre skal klare mine ting, så lærer jeg ingenting. Ikke at jeg skal gøre det hele alene, men jeg skal nok spørge, når jeg har brug for råd.
Det jeg kan bruge er deres tanke om at ville hjælpe, men sjældent det råd, der kommer, for det er deres virkelighed, de giver videre...
På samme måde er jeg i mod at gå til clairvoyant, fordi vi alle selv indeholder svarene. Jeg kan sige det, fordi jeg selv er uddannet clairvoyant rådgiver, men jeg har aldrig været helt tilfreds med at arbejde med det, fordi jeg syntes, at der manglede en dimension, eller at det ikke var den rigtige måde at få svarene på. De skal komme indefra efter min mening, og hvor mange lærer virkelig noget af at gå til en clairvoyant. De kan få belyst nogle ting, men jeg tror ikke, at det rykker for alvor. Den tanke står for min egen regning. Jeg har selv lavet mange gode clairvoyancer og har fået gode tilbagemeldinger, men jeg var aldrig rigtigt selv tilfreds.
Jeg har selv fået clairvoyancer gennem tiden, hvor de ting den clairvoyante sagde, har siddet og sidder stadig i baghovedet på mig. Det hæmmer mig i at mærke selv. Jeg har fået at vide, at jeg skal få øjnene op for en mand, jeg kender i forvejen på en messe om et par år. Det er altså ikke fedt at have i hovedet, selvom jeg forsøger at sige til mig selv, at det jo sagtens kunne være forkert. Det kan også være rigtigt, men så tænker jeg, når jeg møder en mand... hvad så med ham på messen?
Jeg vil meget hellere lade mig inspirere af andre menneskers handlinger og tanker om livet, for i bund og grund tror jeg på, at jeg ved alting, hvis jeg blot giver mig tid til at lytte til mig selv! Jeg indeholder selv alle svarene på de ting, jeg møder, men hvis jeg ikke er helt stille, så hører jeg ikke svarene, som ligger foran næsen på mig...
Jeg holder meget af at høre og læse om andres menneskers vej igennem livet. Deres kriser og kampe og måden de kom igennem dem på.... Når nogle mennesker giver af sig selv og deres historie. Når de tør at vise det umiddelbart grimme frem, hvor der kommer noget meget smukt til syne efterfølgende. Vi kommer alle igennem kriser, er min overbevisning...
Og i stedet for at være clairvoyant vil jeg hellere lære andre at mærke deres egen sandhed...
Fordi...det, der er sandheden for mig, er måske slet ikke sandheden for en anden. Og når man får at vide, at man bare skal gøre dit, dut eller dat, så tænker jeg... Bare? Det er ikke altid, at jeg "bare" kan gøre nogle ting, og så vupti, så er jeg klar igen og evig glad...
Og ofte er rådet også, at jeg skal være i nuet. Hvordan gør man det? Der er jo ingen brugsvejledning til at være i nuet. Jeg ved godt, at der er mange bøger, der beskriver det, men jeg mærker det engang imellem, når jeg er i naturen. Dér føler jeg for alvor, at jeg er i nuet, for der kan jeg næsten ikke andet.
Alle disse råd giver mig nogle gange en oplevelse af, at jeg er helt forkert - et mønster, jeg har med fra min barndom - og mine tanker går på, om jeg nu er i nuet, om jeg bare gøre det rigtigt nu, får jeg nu gjort som alle disse velmenende råd siger? Er jeg bare helt forkert på den... en præstationsangst, og så begynder jeg at tvivle på min egen dømmekraft igen...
Jeg har haft en mor, der ofte sagde til mig, at jeg skulle gøre dit og dat, og jeg nåede ikke altid at finde ud af, hvordan jeg selv havde det med det. Da jeg fandt ud af, at jeg ikke ønskede at gøre tingene på min mors måde, så frabad jeg mig råd, jeg ikke selv har bedt om, men fik at vide, at jeg jo bare kunne få alle de råd, hun ville give mig, og så kunne jeg selv sortere... Hmmm.... jeg havde jo slet ikke brug for de råd!
Erfaringen skulle komme af, at jeg fejlede, og lærte af det! Jeg tror på, at hvis andre skal klare mine ting, så lærer jeg ingenting. Ikke at jeg skal gøre det hele alene, men jeg skal nok spørge, når jeg har brug for råd.
Det jeg kan bruge er deres tanke om at ville hjælpe, men sjældent det råd, der kommer, for det er deres virkelighed, de giver videre...
På samme måde er jeg i mod at gå til clairvoyant, fordi vi alle selv indeholder svarene. Jeg kan sige det, fordi jeg selv er uddannet clairvoyant rådgiver, men jeg har aldrig været helt tilfreds med at arbejde med det, fordi jeg syntes, at der manglede en dimension, eller at det ikke var den rigtige måde at få svarene på. De skal komme indefra efter min mening, og hvor mange lærer virkelig noget af at gå til en clairvoyant. De kan få belyst nogle ting, men jeg tror ikke, at det rykker for alvor. Den tanke står for min egen regning. Jeg har selv lavet mange gode clairvoyancer og har fået gode tilbagemeldinger, men jeg var aldrig rigtigt selv tilfreds.
Jeg har selv fået clairvoyancer gennem tiden, hvor de ting den clairvoyante sagde, har siddet og sidder stadig i baghovedet på mig. Det hæmmer mig i at mærke selv. Jeg har fået at vide, at jeg skal få øjnene op for en mand, jeg kender i forvejen på en messe om et par år. Det er altså ikke fedt at have i hovedet, selvom jeg forsøger at sige til mig selv, at det jo sagtens kunne være forkert. Det kan også være rigtigt, men så tænker jeg, når jeg møder en mand... hvad så med ham på messen?
Jeg vil meget hellere lade mig inspirere af andre menneskers handlinger og tanker om livet, for i bund og grund tror jeg på, at jeg ved alting, hvis jeg blot giver mig tid til at lytte til mig selv! Jeg indeholder selv alle svarene på de ting, jeg møder, men hvis jeg ikke er helt stille, så hører jeg ikke svarene, som ligger foran næsen på mig...
Jeg holder meget af at høre og læse om andres menneskers vej igennem livet. Deres kriser og kampe og måden de kom igennem dem på.... Når nogle mennesker giver af sig selv og deres historie. Når de tør at vise det umiddelbart grimme frem, hvor der kommer noget meget smukt til syne efterfølgende. Vi kommer alle igennem kriser, er min overbevisning...
Og i stedet for at være clairvoyant vil jeg hellere lære andre at mærke deres egen sandhed...
Kommentarer
Send en kommentar