At føle sig uvelkommen.... igen

De sidste par måneder har jeg bøvlet med modstand fra nogle mennesker omkring mig, som jeg slet ikke havde forventet. Jeg er selv overasket over, hvor voldsomt jeg har reageret, for i virkeligheden er det ikke noget, som burde være så voldsomt for mig sammenlignet med alle de andre større ting, jeg har været igennem i mit liv.

Jeg har virkelig gransket, hvorfor jeg reagerer sådan, og her til morgen gik det op for mig. I min uddannelse til terapeut fandt jeg ud af, at jeg som grundtone i mit liv har følt mig uvelkommen, fordi jeg var "et uheld", som jeg har fået at vide mange gange som barn. Men et godt uheld! - men dog et uheld.

I det jeg vidste, at jeg var et uheld, har jeg følt mig uvelkommen, og jeg har faktisk haft svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, hvor der var gruppefællesskaber, fordi jeg altid har troet, at jeg ikke var velkommen. Måske har jeg været velkommen - det aner jeg ikke, men jeg ved også, at jeg aldrig rigtigt var med i de pigefællesskaber sådan helt. Jeg stod altid lidt udenfor på sidelinjen, og fik lov til at være med, når én af de andre ikke lige var i kridthuset, eller der ikke var andre at lege med. Sådan oplevede jeg det i hvert fald.

Og pludselig slår det mig, at det er det samme, der sker nu. At jeg føler mig uvelkommen i nogle sammenhænge, og det reagerer jeg på, fordi jeg jo har oplevet det så mange gange før. Det har gjort ondt, og jeg er blevet meget vred - uden jeg helt forstod hvorfor.

Og nu ser jeg, at det blot er den lille pige i mig, der bliver bange for, at det skal ske igen. At hun skal blive holdt udenfor fællesskabet, som dengang, og for ikke at være velkommen i en gruppe.

Jeg vil tage mig kærligt af hende den lille pige i mig, for hun har vist brug for omsorg og kærlighed, så hun ikke popper op, og tager styringen i mit liv. For jeg er jo voksen, og jeg vil gerne være voksen i mine handlinger også.

Hvor var jeg glad for at opdage, hvad det handlede om... For det er jo ikke den voksne Mia, der reagerede, det var jeg godt klar over.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere