Min store sorg

Læste lige på facebook, at en bedstemor, jeg kender, havde været med sit barnebarn i børnehave, og hvilken glæde det havde givet hende. Jeg mærkede både et stik i hjertet, og samtidig en stor glæde. For jeg kan levende forestille mig, hvordan både barn og farmor må have haft det. Jeg er sikker på, at relationer mellem barn og bedsteforælder kan give rigtig meget til begge parter. Og i dette tilfælde er jeg helt sikker på, at det er meget givende.

Og derfor giver det mig også et stik i hjertet at læse, for mine drenge har ingen mormor og morfar længere. Dvs. de har faktisk aldrig haft en morfar, for han døde, da min ældste søn var 3 måneder gammel, og derfor er det jo meget naturligt. En morfar, som virkelig havde glædet sig længe til at få børnebørn, men hvor han stort set ikke nåede at få lov til at være rigtig morfar så længe.

Jeg husker stadig, hvordan han syg af kræft, stavrede stolt af sted i Roskildes gader med barnevognen, og pralede til gud og hver mand, at han var blevet morfar til den skønneste dreng. Min far græd hver gang han så sit barnebarn. Han var så lykkelig og alligevel så syg af kræft, at han ikke overlevede, men hvor er jeg glad for, at han nåede at opleve det.

Efter min far gik bort var der min mor, som i starten var der meget for min søn dengang, men med tiden og da hun fandt sig en ny mand, hvor livet også tog en drejning for hende ebbede samværet med mine børn ud. Hun fik stort set ikke noget forhold til min yngste søn på trods af, at han var 6 år gammel, da hun døde for halvandet år siden.

Vores indbyrdes forhold gjorde, at vi ikke sås så tit – desværre!

Og deres farmor og farfar ser de ikke så ofte, da de bor på Lolland, men det hænder, at børnene er på ferie hos dem, men jeg synes personligt ikke, at de har noget særligt forhold til dem – i hvert fald ikke som jeg tænker på et godt forhold med sine bedsteforældre.

Jeg måler nok også efter min egen målestok, fordi jeg er blevet passet af min mormor og morfar, da jeg var barn i stedet for at gå i børnehave. Det har gjort, at jeg har haft et meget nært forhold til dem – de var vel nærmest som et andet sæt forældre, og da jeg ved, hvor meget det har gavnet mig, tænker jeg ofte på, at jeg gerne ville, at mine drenge oplevede noget tilsvarende, men det var ikke meningen.

Og jeg har tænkt på, at få en reservebedste, men det er jo ikke noget, man bare lige får, for der skal jo være kemi hele vejen rundt, for ellers giver det ikke mening i mit hoved.

Men mine børn ved jo ikke, hvad de mangler i livet – måske de kommer til det, når de engang selv får børn. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at blive en rigtig god farmor, når den tid kommer. Det har jeg lovet mig selv!

I hverdagen når jeg ikke at tænke så meget over det, men i dag blev jeg mindet om det, og fik grædt en del. Jeg mærker det som en stor sorg, at mine børn ikke har nogen, der tager dem med ud og fiske, nogen der tager med til skolearrangementer, nogen at spille skak med eller bare at være nærværende som mange bedsteforældre kan.

Men sådan er det bare ikke for mine drenge – desværre!