Pay It Forward – for dem med overskud?

På én af mine facebookvenners væg så jeg et kædebrev med Pay It Forward, som, til dem der ikke kender det, er et amerikansk fænomen, hvor man laver en god gerning for én person, og så skal modtageren så gøre en god gerning for en anden, og sådan fortsætter det. Formålet er, at sprede så meget glæde som overhovedet muligt, gætter jeg på, uden at jeg har læst helt op på det.

Egentlig kan jeg rigtig godt lide tanken, for jeg ønsker også at andre får glæde i deres liv, og jeg er helt vild med tanken om at gøre noget for et andet menneske. Så langt så godt.

Men i det kædebrev jeg læste stod der, at personen, der postede kædebrevet på sin facebookvæg, ville gøre fem ting for de mennesker, der først kommenterede på den statusopdatering, og jeg blev først rigtig glad og tænkte ”Fedt!”, og var lige ved at hoppe på, da jeg selv nogle gange har brug for, at nogen vil glæde mig, men så læste jeg lige det sidste afsnit, hvor der stod, at det var på betingelse af, at jeg selv postede det på min facebookvæg, og skulle gøre fem ting for andre mennesker.

Der begyndte jeg at tænke over, at jeg faktisk ikke synes, at det var særlig velgørende, at der var betingelser for at modtage det, for hvad med de mennesker, der slet ikke har overskud – hverken økonomisk eller personligt – til at give noget videre. Kan de så slet ikke være med?

Jeg har intet imod, at man skal gøre en indsats for at modtage noget, men der er mennesker, og jeg har været der selv for nogle år tilbage, der slet ikke kan give noget, men som i den grad mangler, at nogen gør noget godt for dem, og hvor jeg ved, hvor meget det betyder, at de netop får gratis glæder fra andre.

Jeg så det kædebrev som et kædebrev, hvor personer med overskud skal give hinanden ting og oplevelser, og så dem, der ikke har noget at give af, får ikke en fis. Måske er jeg lidt Robin Hood-agtig, kan jeg godt se, men jeg mener det faktisk.

Er det meningen med det kædebrev, for så er det jo godt nok, men jeg er så bare ikke til det. Jeg kan faktisk meget bedre lide tanken, at man kan modtage noget, og når man så har overskuddet eller lysten kan man så hjælpe et andet menneske. Det skal ikke være lige for lige og lige over, men som noget flydende, hvor man har en hensigt at ville hjælpe et andet menneske.

Som jeg skrev tidligere har jeg selv prøvet ikke at have overskud til noget som helst, da jeg efter min skilsmisse har tabt en masse penge på salg af to huse i forbindelse med krisen, hvor jeg blandt andet har været i fogedretten. Det førte til stress, hvor jeg faktisk blev lagt ned med en hjernerystelse, hvor jeg efterfølgende var sygemeldt med stress i ¾ år.

Små ting som at få boller med hjem fra en fødselsdag, vi havde været til, kunne få mig til at græde af taknemmelighed. Folk inviterede mig med i biffen, og betalte for mig. Jeg blev inviteret ud og spise uden at skulle betale. Der er mange flere ting, jeg kunne nævne, men det er blot for at fortælle, at der ikke skal så meget til, men hvorfor gøre det med en betingelse, for jeg ville aldrig kunne give det tilbage, som jeg har fået – ikke på måde med det Pay It Forward, men jeg kan gøre det på min måde, når jeg har overskud og lyst.

Jeg har været så heldig at have så mange skønne mennesker i mit liv, der hjalp mig igennem mit livs største krise, for uden dem og det, de gjorde for mig uden betingelse, ville jeg ikke kunne skrive blog her nu.

Jeg er klar over, at mange mennesker gerne vil hjælpe, men jeg oplever, at mange bliver helt duperet af de kædebreve og tomme løfter. Hvorfor ikke bare tænke på sine medmennesker og tænke på, hvor man kan gøre en forskel, og så gøre det uden at det skal være i forbindelse med et officielt projekt?