Sådan er det ikke helt... endnu

De sidste 3 måneder jeg har virkelig gået og glædet mig til at skulle flytte sammen med min kæreste i det hus, som vi (eller rettere han) gik og satte i stand. En flytning som jeg virkelig så frem til, fordi jeg var sikker på, at nu blev alt godt, og lykken ville ingen ende tage.

Hele tiden har jeg været så glad for, at vi ikke havde to hele husstande, der skulle slås sammen. Det jeg ikke havde af møbler, det havde min kæreste og omvendt. Så der var ikke mange ting, vi skulle finde ud af, hvad der skulle være i vores nye fælles hus, men alligevel har vi hele tiden skullet tage stilling til, hvordan det nye hus skulle se ud, hvilken farve der skulle på væggene, om der skulle gulvtæppe det ene eller det andet sted etc. Hele tiden har hovedet været fyldt med ideer til indretning, og det skulle lige vendes med min kæreste. Ikke et sekund har jeg følt, at jeg var stille i mit sind.

Drømmene var store, og jeg tænkte ikke et sekund på, at det kunne være hårdt at skulle flytte sammen med ham, og det har det egentlig heller ikke været, og alligevel...

For hvordan skal jeg finde mine stille stunde? Der hvor jeg kun er Mia, for jeg er aldrig rigtigt alene længere. Hvordan accepterer jeg, at vi har forskellige holdninger til indretning og at hans stressless-stol, som jeg synes er en rædsel skal stå i min stue, som jo er vores... Der er mange ting, der skal ændres på. Rytmerne om morgenen, rytmerne om aftenen.... alt skal tages op til overvejelse og det kræver sin mand, synes jeg.

For hvad betyder virkelig noget for mig? Er det virkelig så rædselsfuldt, at der står en stressless-stol i stuen og at han gør tingene på en anden måde end mig? Der er mange kameler, jeg skal sluge eller i hvert fald skal jeg til at slappe af med, hvordan jeg vil have det hele skal være, for vi er 4 i husstanden, der skal være her.

Jeg skal finde en måde, hvorpå jeg kan finde ro med det hele. Jeg skal acceptere det også... Jeg skal finde ud af, hvordan jeg henter energi herhjemme, nu hvor det ikke længere kun er mine ting. Og sammen skal vi finde ud af, hvordan vi gør alt herhjemme. Det kræver tid, tålmodighed og måske også overskud, som ingen af os har lige nu, da istandsættelse og flytning har trukket tænder ud, men heldigvis er vi bevidste om det, og vi kan tale om det og så elsker vi bare hinanden, og det hjælper meget på det hele.

Men jeg fik revurderet min opfattelse af, at det hele bare ville blive så godt, når vi først var flyttet sammen. Det bliver det, men det tager lidt længere tid, end jeg havde forventet.... Lidt naiv og en drømmer har man vel lov at være...

Men det er godt! og det bliver endnu bedre, når vi lige får lidt ro på igen!.....

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere