Helt flad igen....og hvad så?
Hvad skete der lige for det? Jeg troede, at nu var jeg rigtigt ovenpå, og klar til alt det nye og spændende i mit liv, men i stedet for at det hele bare er fryd og gammen sidder jeg nu her i min sofa og er helt udmattet og flad på batterierne. Helt flad som dengang, jeg første gang var helt flad for energi. Jeg har brugt mere energi, end jeg egentlig havde, og jeg har holdt mig ovenvande for overleve. Noget jeg ellers havde lovet mig selv, at jeg var ovre. Jeg ville leve i stedet for at overleve, men ydre omstændigheder de sidste mange år har gjort, at jeg har måttet tage fighter-rollen på og bare tage fat.
Sidder her og føler mig intet værd, utilstrækkelig og træt. Jeg føler, at jeg har svigtet og bedraget mig selv, for jeg har nogle gange været ovenpå, og så har jeg troet, at jeg havde det fint, men måske har det ligget og luret i baghovedet hele tiden, at jeg var træt.
Er jeg nogensinde kommet over min stressperiode? Har det ligesom dengang, jeg havde stress. Jeg kan ikke engang overskue at tage et bad. Heldigt for mig lige nu, at jeg lige er flyttet sammen med min kæreste, og han tager sig så godt af mig og også tager sig af mine drenge, de gange jeg ikke kan.
Når jeg tænker på, hvad der er sket de sidste mange år, så forstår jeg måske godt, hvorfor jeg nu sidder her som udskidt æblegrød.... Hvis jeg bare tænker 5½ år tilbage.... Jeg valgte at blive skilt, økonomien har sejlet, flere flytninger, hjernerystelse med efterfølgende sygemelding med stress/depression, fogedret med hvad dertil hører og et efterskælv af skilsmissen de sidste to år. Jeg har rejst mig hver gang, jeg er faldet, og det har krævet al min energi, hvilket jeg så har gjort....
Og nu efter en flytning, der har strukket sig over de sidste par måneder med istandsættelse af det nye hjem og alle tanker og følelser, der dukker op, når man flytter sammen med en mand igen, har også været overvældende og trættende for mig. Jeg kan åbenbart ikke følge med i det tempo mere, og måske skal jeg bare til at acceptere, at jeg ikke kan følge med, og at jeg faktisk heller ikke skal.
Men gamle mønstre sidder også i mig, oplever jeg. Når jeg er flyttet sammen med min kæreste, så oplever jeg mig selv, som en husmor, der skal sørge for at alle medlemmer i husstanden har det godt, men skal jeg nu også det?? Helt alene?? Nej, det skal jeg vel ikke, men det er noget, der sidder så indgroet i mig, da jeg har set det både hos min mormor og hos min mor. Jeg VIL bryde det mønster, for det slider på mig, og det er ikke sådan, jeg ønsker at leve. Jeg vil være FRI til at være mig, og til at være prinssesse-agtig og til at være hende den svage, der ikke orker så meget, som hun engang har orket. Jeg vil bare nogle gange kunne lægge mig på sofaen uden dårlig samvittighed, selv når min kæreste drøner rundt og laver alt muligt.
Hvorfor får jeg den fucking dårlig samvittighed?? Den er jeg ret træt af!! og hvorfor er det jeg dunker mig selv i hovedet, når jeg er træt? Prøver at hive mig selv op, så jeg kan komme i gang. Hvorfor er det, at jeg ikke kan acceptere, at jeg er træt og ikke har overskuddet lige nu.
Jeg er så ked af, at jeg ikke kan leve på den måde, jeg har gjort engang, hvor jeg havde et 6. gear, og at jeg ikke kan gøre lige som alle andre. Dem der drøner rundt, og har overskud til en masse. Og samtidig så har jeg slet ikke lyst til at leve sådan. Jeg vil bare gerne være mig, og lave alle de ting jeg synes er sjove og som giver mig energi. Måske er det dér, den er... Jeg skal lave de ting, der giver mig energi ligesom dengang, jeg gik ned med stress. Der lavede jeg en seddel med alle de ting, der giver mig energi, for at jeg ikke skulle glemme hvad det var, når jeg var helt nede. Jeg finder den frem igen, så jeg kan komme på fode igen.
Har jo været her før, og ved hvordan jeg kommer "ovenpå", hvad det så end er, men hvor jeg mærker glæden ved alt muligt. Og måske er det lige nu, fordi det hele er ved at falde på plads, og at der er mulighed for, at jeg kan være flad, at jeg mærker det igen. For der er en ny start for mig på mange måder.
Men i alt det her møg, så mærker jeg også en kæmpe taknemmelighed for og kærlighed til min lille familie, hvor jeg hver dag glæder mig over mine drenges udvikling, som sker med store skridt lige nu, og min kærestes små kærlighedssedler til mig, der hænger på skabene i køkkenet. Jeg glæder mig over alle de ting, han stille og roligt får på plads, og at jeg mærker, at det giver ham en glæde at glæde mig. Hvad mere kan jeg ønske mig?
På min seddel med ting, der giver mig energi, står der, at jeg skal være i naturen, så jeg vil tage til stranden lige om lidt, så jeg kan lade lidt op inden jeg henter mine drenge i skole.... og en anden ting er at udtrykke mig, så det gør jeg nu, for det er alt for længe siden, jeg har skrevet. Det er skønt!
Sidder her og føler mig intet værd, utilstrækkelig og træt. Jeg føler, at jeg har svigtet og bedraget mig selv, for jeg har nogle gange været ovenpå, og så har jeg troet, at jeg havde det fint, men måske har det ligget og luret i baghovedet hele tiden, at jeg var træt.
Er jeg nogensinde kommet over min stressperiode? Har det ligesom dengang, jeg havde stress. Jeg kan ikke engang overskue at tage et bad. Heldigt for mig lige nu, at jeg lige er flyttet sammen med min kæreste, og han tager sig så godt af mig og også tager sig af mine drenge, de gange jeg ikke kan.
Når jeg tænker på, hvad der er sket de sidste mange år, så forstår jeg måske godt, hvorfor jeg nu sidder her som udskidt æblegrød.... Hvis jeg bare tænker 5½ år tilbage.... Jeg valgte at blive skilt, økonomien har sejlet, flere flytninger, hjernerystelse med efterfølgende sygemelding med stress/depression, fogedret med hvad dertil hører og et efterskælv af skilsmissen de sidste to år. Jeg har rejst mig hver gang, jeg er faldet, og det har krævet al min energi, hvilket jeg så har gjort....
Og nu efter en flytning, der har strukket sig over de sidste par måneder med istandsættelse af det nye hjem og alle tanker og følelser, der dukker op, når man flytter sammen med en mand igen, har også været overvældende og trættende for mig. Jeg kan åbenbart ikke følge med i det tempo mere, og måske skal jeg bare til at acceptere, at jeg ikke kan følge med, og at jeg faktisk heller ikke skal.
Men gamle mønstre sidder også i mig, oplever jeg. Når jeg er flyttet sammen med min kæreste, så oplever jeg mig selv, som en husmor, der skal sørge for at alle medlemmer i husstanden har det godt, men skal jeg nu også det?? Helt alene?? Nej, det skal jeg vel ikke, men det er noget, der sidder så indgroet i mig, da jeg har set det både hos min mormor og hos min mor. Jeg VIL bryde det mønster, for det slider på mig, og det er ikke sådan, jeg ønsker at leve. Jeg vil være FRI til at være mig, og til at være prinssesse-agtig og til at være hende den svage, der ikke orker så meget, som hun engang har orket. Jeg vil bare nogle gange kunne lægge mig på sofaen uden dårlig samvittighed, selv når min kæreste drøner rundt og laver alt muligt.
Hvorfor får jeg den fucking dårlig samvittighed?? Den er jeg ret træt af!! og hvorfor er det jeg dunker mig selv i hovedet, når jeg er træt? Prøver at hive mig selv op, så jeg kan komme i gang. Hvorfor er det, at jeg ikke kan acceptere, at jeg er træt og ikke har overskuddet lige nu.
Jeg er så ked af, at jeg ikke kan leve på den måde, jeg har gjort engang, hvor jeg havde et 6. gear, og at jeg ikke kan gøre lige som alle andre. Dem der drøner rundt, og har overskud til en masse. Og samtidig så har jeg slet ikke lyst til at leve sådan. Jeg vil bare gerne være mig, og lave alle de ting jeg synes er sjove og som giver mig energi. Måske er det dér, den er... Jeg skal lave de ting, der giver mig energi ligesom dengang, jeg gik ned med stress. Der lavede jeg en seddel med alle de ting, der giver mig energi, for at jeg ikke skulle glemme hvad det var, når jeg var helt nede. Jeg finder den frem igen, så jeg kan komme på fode igen.
Har jo været her før, og ved hvordan jeg kommer "ovenpå", hvad det så end er, men hvor jeg mærker glæden ved alt muligt. Og måske er det lige nu, fordi det hele er ved at falde på plads, og at der er mulighed for, at jeg kan være flad, at jeg mærker det igen. For der er en ny start for mig på mange måder.
Men i alt det her møg, så mærker jeg også en kæmpe taknemmelighed for og kærlighed til min lille familie, hvor jeg hver dag glæder mig over mine drenges udvikling, som sker med store skridt lige nu, og min kærestes små kærlighedssedler til mig, der hænger på skabene i køkkenet. Jeg glæder mig over alle de ting, han stille og roligt får på plads, og at jeg mærker, at det giver ham en glæde at glæde mig. Hvad mere kan jeg ønske mig?
På min seddel med ting, der giver mig energi, står der, at jeg skal være i naturen, så jeg vil tage til stranden lige om lidt, så jeg kan lade lidt op inden jeg henter mine drenge i skole.... og en anden ting er at udtrykke mig, så det gør jeg nu, for det er alt for længe siden, jeg har skrevet. Det er skønt!
Kommentarer
Send en kommentar