Et liv som bonsaitræ

Her står jeg så... i stuen i en potte, hvor jorden ikke giver mig særlig næring, og hvor jeg ikke bliver vandet regelmæssigt. For ikke så længe siden tabte jeg næsten alle mine blade, og var ved at visne helt hen, men heldigvis var der en kærlig sjæl, der forbarmede sig over mig, og gav mig vand og nussede om mig. Jeg blev trimmet lidt, så jeg kunne fokusere min energi på de grene, der ikke var visne.

En af mine rødder har mistet grebet af jorden, men det betyder ikke noget, for jeg har godt fat med 3 andre store rødder, som står solidt plantet i jorden - dog stadig i potten, som er lidt uhensigtsmæssig for mig, men pyt.... det er bedre end at forgå.

Hvis jeg kigger på mit liv fra jeg var ganske lille skud på stammen, har jeg haft store drømme om at nå helt op til himlen med en prægtig trækrone fyldt med de frodigste grønne blade. Jeg ville strække mig helt derop og mærke, hvor lykkelig jeg var over at være mig, men i stedet er jeg blevet holdt nede, hver gang jeg strittede bare lidt ud af den fine form, som nogen synes, jeg skulle have, fik jeg klippet den strittende gren af, så jeg kunne se fin ud og have den rigtige form.

Jeg blev godt nok klippet, passet og plejet, men der var ikke nogen, der lyttede til mig, når jeg sagde, at når jeg blev stor, så ville jeg nå helt til himlen. Det var som om, jeg talte til døve øren. I stedet klippede de mig endnu mere og tilpassede mig, så jeg kunne stå og se nydelig og pæn ud. Så alle kunne holde ud at se på mig, for jeg var ikke nem at holde, fik jeg at vide. Jeg strittede imod, alt hvad jeg kunne og prøvede at lave sjov med dem, men klip, klip og klip.... så blev glæden klippet af igen.

I rigtig mange år har jeg sørget for at holde mig pæn, så folk kunne holde ud at se på mig. Jeg skulle jo ikke have, at nogle blev sure på mig, fordi jeg så lidt anderledes ud. For hvorfor skulle jeg dog ellers klippes så meget igennem tiden. Og langsomt forsvandt drømmen om at nå til himlen, for det så helt håbløst ud. Jeg troede, at livet var sådan her, og at der ikke var mere til mig.

Men heldigvis har jeg været heldig...

For den gode kærlige sjæl, jeg bor hos nu, lader mig vokse, som det passer mig. Jeg får lov til at passe mig selv, og jeg bliver beundret alligevel, og efter tabet af alle bladene er der kommet nye fine blade til, og de bliver beundret og jeg mærker kærligheden. Måske jeg alligevel når til himlen en dag, som jeg altid har drømt om.... Jeg kan i hvert fald se den helt klart fra hvor jeg står, og jeg mærker varmen fra solens stråler, der gør mig så glad inden i, for nu kan jeg se drømmen igen, og måske en dag når jeg til himlen og får lov til at stråle med min prægtig trætop....


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg slipper familiekontrakterne...

Jeg har længe haft svært ved at mærke mig selv helt, fordi der har været meget arbejde, eller jeg har skullet være noget for nogen, men i disse tider med Corona-krisen har jeg tiden til at mærke mig selv, og det må jeg sige, at jeg får gjort på flere planer. Rent fysisk mærker jeg min krop, der trænger til en meget kærlig hånd. Den er meget usmidig, og bliver hurtig øm ved den mindste motion. Derudover har jeg haft hovedpine i over en uge, og jeg tænker, at det er noget i ryggen, der sidder i klemme, som går op og laver balladen. Men det er jo ikke til at få behandlinger nogle steder lige nu, så jeg prøver med massage fra min kæreste og fjernhealinger, og jeg synes, at det går fremad. Jeg mærker også meget på det psykiske plan. Følelserne fylder rigtig meget og spænder fra frygt til taknemmelighed og kærlighed. Da jeg har så meget tid, har jeg også muligheden for at se på de overbevisninger, jeg render rundt med, og som måske spænder ben for mig i dagligdagen. Jeg har fået øje
Læs mere

Jeg vil turde stå i min kraft og blive elsket

Det sidste halvandet år har jeg været single, og jeg har virkelig haft svært ved tanken om at skulle have en kæreste. Ti skridt fra livet og ikke længere, er det som jeg har praktiseret. Mine øjne har jeg slået ned, når jeg talte med en mand, hvor han kunne misforstå min øjenkontakt, som tidligere er blevet forstået som, at jeg ville mere end blot en samtale og være interesseret i at lytte til det menneske, jeg sad overfor. Jeg mærker, at jeg igen får lyst til at have en mand ved min side, og samtidig oplever jeg, at jeg er enormt sårbar og nok også lidt bange for, når det sker. Det er trods alt anden gang, jeg går fra en mand, som jeg har boet med, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om jeg ender i samme type relation igen. Det var jo ikke derfor, jeg gik. Snarere tvært imod, for jeg vil noget helt andet. Jeg har isoleret mig fra det sociale liv af flere årsager. Dels fordi jeg har min ene søn hver dag, og dels fordi jeg ikke har orket at se mennesker og slet ikke dates
Læs mere

Afhængig af koldskål?

Hvad er det, der gør, at jeg gang på gang spiser koldskål, når jeg godt ved, at jeg får det rigtig skidt af det? Udover at få hovedpine og kvalme, bliver jeg også så træt, at jeg skal sove på stedet, fordi kroppen lige skal fordøje det, jeg ikke helt tåler. Det er ikke det eneste, jeg bliver ved med at putte i munden, som jeg ikke tåler. Der ryger hurtigt cola, is og chokolade ned, helt uden at jeg tænker videre over det. Problemet er, at jeg synes, at det smager godt, men når jeg har haft perioder med diæt, har jeg ikke haft behov for det, men jeg kan ikke finde ud af at være på diæt lige nu. Når jeg følelsesmæssigt bliver lidt presset, så har jeg en større tendens til at putte søde sager i munden. Afhængighed er, hvad det er! Og det har jo en årsag. I min familie har man hygget med at puttet søde sager i munden. Når der skulle hygges, skulle vi lige have en kage eller andet, der var sødt. Noget som mange sikkert kan nikke genkendende til, men hvorfor er det lige, at vi ikke k
Læs mere