Usikkerheden er min værste fjende...
Vreden og sorgen har tårnet sig op inden i mig, fordi min kæreste ikke længere kan være den klippe, som jeg har kunnet regne med tidligere, fordi han har haft en blodprop i hjertet og selvfølgelig må tage sig af sig selv, men "hvad så med mig?" skriger mit lille barn inden i? Det lyder pisseegoistisk, og det er det nok også, men samtidig er der en del af mig, der bliver usikker på, hvor skal jeg så gøre af mig selv.
Det er kommet bag på mig, at jeg har en så stor sorg, og endnu mere nu hvor jeg er begyndt at se på, hvad det er der sker, at jeg har været afhængig af min kærestes styrke. At han skulle være min klippe, når jeg havde brug for det, eller rettere når min lille pige inden i, havde brug for det.
Jeg ser klart nu, at jeg har troet, at jeg var afhængig af hans styrke. At jeg skulle lægge min egen power og dømmekraft i hænderne på ham, fordi jeg var tryg ved ham, og jeg var sikker på, at han ville tage sig af mig, for det troede jeg, at jeg havde brug for, selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke behøver at være afhængig af nogen, for jeg har stået på egne ben i en tid for mig, hvor mit liv har været allersværest, og det er jeg kommet igennem, men jeg har formået at overbevise mig selv om, at han var styrken for mig.
Nu hvor han har været i knæ, har jeg skulle være den stærke, og det har været svært for mig, at skulle være det, for jeg har ikke lyst til at skulle være den stærke, men det lægger naturligt til mig, så det gør jeg bare, og igen gør jeg en masse ting, som jeg inderst inde ikke har lyst til.
Usikkerheden dukker op igen, og det er min værste fjende, når jeg er i et forhold, for når jeg bliver usikker, så bliver jeg automatisk pleaseren, og jeg overskrider igen og igen mine egne grænser, ligesom min mor og min mormor har gjort det. Jeg holder ikke fast i mig selv og mine værdier. Min styrke og selvstændighed bliver lige sat ud på et sidespor, og jeg bliver en kedelig udgave af mig selv.
Usikkerheden dukker op, når jeg ikke helt ved, hvilket humør min kæreste er i - og det hænger sammen med, at jeg altid har skullet mærke, hvilket humør min far var i, for man skulle være sikker på, at man ikke kom i kløerne på ham på en dårlig dag.
At være barn af en humørsvinger gør, at jeg er vant til at mærke efter hvert et lille skift i humør og stemninger, og det er en stor belastning for mig selv, men også for min kæreste, for han bliver ofte spurgt, om der er noget galt, selvom han ikke selv føler, at der er noget galt.
Det går op for mig nu, at jeg har været mester i at tilpasse mig min fars humør, og jeg gør det faktisk stadig, selvom min far ikke lever mere, men nu gør jeg det i forhold til min kæreste, selvom han slet ikke ønsker det. Når jeg bliver pleaseren, er jeg ikke den Mia, han forelskede sig i. Hende der havde power og var selvstændig. Hende der kunne sige fra og fortælle, hvordan hun havde det. Nu er jeg blot en skygge af mig selv, og det gider jeg altså ikke.
Jeg vil være hende Mia, der er saft og kraft i. Hende der sprudler, og hende der føler sig i live. Hende der tør at leve livet fuldt ud! Hende vil jeg være nu <3
Det er kommet bag på mig, at jeg har en så stor sorg, og endnu mere nu hvor jeg er begyndt at se på, hvad det er der sker, at jeg har været afhængig af min kærestes styrke. At han skulle være min klippe, når jeg havde brug for det, eller rettere når min lille pige inden i, havde brug for det.
Jeg ser klart nu, at jeg har troet, at jeg var afhængig af hans styrke. At jeg skulle lægge min egen power og dømmekraft i hænderne på ham, fordi jeg var tryg ved ham, og jeg var sikker på, at han ville tage sig af mig, for det troede jeg, at jeg havde brug for, selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke behøver at være afhængig af nogen, for jeg har stået på egne ben i en tid for mig, hvor mit liv har været allersværest, og det er jeg kommet igennem, men jeg har formået at overbevise mig selv om, at han var styrken for mig.
Nu hvor han har været i knæ, har jeg skulle være den stærke, og det har været svært for mig, at skulle være det, for jeg har ikke lyst til at skulle være den stærke, men det lægger naturligt til mig, så det gør jeg bare, og igen gør jeg en masse ting, som jeg inderst inde ikke har lyst til.
Usikkerheden dukker op igen, og det er min værste fjende, når jeg er i et forhold, for når jeg bliver usikker, så bliver jeg automatisk pleaseren, og jeg overskrider igen og igen mine egne grænser, ligesom min mor og min mormor har gjort det. Jeg holder ikke fast i mig selv og mine værdier. Min styrke og selvstændighed bliver lige sat ud på et sidespor, og jeg bliver en kedelig udgave af mig selv.
Usikkerheden dukker op, når jeg ikke helt ved, hvilket humør min kæreste er i - og det hænger sammen med, at jeg altid har skullet mærke, hvilket humør min far var i, for man skulle være sikker på, at man ikke kom i kløerne på ham på en dårlig dag.
At være barn af en humørsvinger gør, at jeg er vant til at mærke efter hvert et lille skift i humør og stemninger, og det er en stor belastning for mig selv, men også for min kæreste, for han bliver ofte spurgt, om der er noget galt, selvom han ikke selv føler, at der er noget galt.
Det går op for mig nu, at jeg har været mester i at tilpasse mig min fars humør, og jeg gør det faktisk stadig, selvom min far ikke lever mere, men nu gør jeg det i forhold til min kæreste, selvom han slet ikke ønsker det. Når jeg bliver pleaseren, er jeg ikke den Mia, han forelskede sig i. Hende der havde power og var selvstændig. Hende der kunne sige fra og fortælle, hvordan hun havde det. Nu er jeg blot en skygge af mig selv, og det gider jeg altså ikke.
Jeg vil være hende Mia, der er saft og kraft i. Hende der sprudler, og hende der føler sig i live. Hende der tør at leve livet fuldt ud! Hende vil jeg være nu <3
Ahh ja der var lige en genkendelige der. Jeg har også altid været den der pleaser i forhold til mænd, og det at være særlig sensitiv kan til tider være en belastning, selv er det min mor jeg skulle tune mig ind på og i forholdet til mine børns far er det stadigvæk sådan at jeg mærker bare en Micro snert af hans humør og reagerer på det prompte...huske note til mig selv gider ik at handle med ham en anden gang... Og hvordan lukker man af for den følsomhed? I selvskab med andre.
SvarSletJeg ved det ikke helt, men jeg tror, at det handler om at give sig selv plads, og vide hvor det kommer fra, når vi reagere på disse ting....
Slet